Kaalund, H. V. FEMTE AKT.

FEMTE AKT.

FØRSTE SCENE.

(Offentlig Plads i Alexandria. Samme Dekoration som i iste Akts iste Scene.)

(Fulvia, klædt som Broder Eugenius, sés siddende afsides paa en Stenbænk, halvt skjult af en fremspringende Murpille. Hun har trukket Hætten paa sin Kutte ned over Hovedet, som hun hviler mod Muren i en Stilling, der gjør det tvivlsomt, om hun sover eller er sunken sammen af Træthed.)

(Et Tog af blomstersmykkede Ynglinger og Piger komme fra Venstre og drage syngende og dansende over Skuepladsen.)

YNGLINGERNES KOR.

Hil Dig, o Eros, Dig priser vor Sang!

PIGERNES KOR.

Priser vor Sang!

YNGLINGERNES KOR.

Mindste blandt Guder, dog ypperst i Rang!

HELE KORET.

Ypperst i Rang!
Paa Olympen er ikke din Lige!

126
YNGLINGERNES KOR.

Hil Dig, bevingede, herlige Gud!

PIGERNES KOR.

Herlige Gud!

YNGLINGERNES KOR.

Alt hvad der lever maa lystre dit Bud.

HELE KORET.

Lystre dit Bud.
Selv til Tartaros naa dine Pile!

YNGLINGERNES KOR.

Skjøn er en Rus i den fyrige Vin.

PIGERNES KOR.

Fyrige Vin.

YNGLINGERNES KOR.

Tusindfold, Eros, dog skjønnere din!

HELE KORET.

Skjønnere din!
Det er dejligt at leve og elske!

(Idet Toget under forsat Sang og Dans fjerner sig til Højre, komme Malchus, Josephus, Lucas og flere Klosterbrødre tilligemed Menippos og Theodoros fra den modsatte Side.)

MALCHUS.

Saa sagte! sagte! Lad os give Tid,
til de er borte, - jeg har ikke Lyst,
saa tyk jeg er, at blive reven med
i Dansen af de kaade Hedningtøse,
- og I vel heller ikke -

127
LUCAS.

Himlen fri os!
Hvem tænker vel paa Sligt?

JOSEPHUS.

Her er jo Stedet,
hvor han har sat os Stævne! -

MALCHUS.

Stille! - Tys!
Han er alt kommen. Sé, der sidder han
med Ho'det lænet mod den haarde Sten
og tager sig en lille Morgenlur.
Naa, Herre Gud! Han kan nok være træt;
han har vel tilbragt Natten med at vaage
og bede hos en stakkels syndig Sjæl;
thi andet Ærind, kan jeg ikke tro,
har drevet ham herind.

LUCAS.

Jeg ikke heller;
han plejer ellers aldrig nogen Nat
at være borte fra vort stille Kloster.

MALCHUS.

Men dette Stævne, som han her har sat os
- hvad skal det sige?

JOSEPHUS.

Tys! han rører sig
og taler med sig selv som halvt i Drømme.

128
MALCHUS.

Bedst, at vi vække ham; - jeg vil mig rømme.

(rømmer sig.)
FULVIA
(som, idet hun bemærker dem, springer op fra sit Sæde og iler hen imod dem).

O, Gud skéTak, at endelig I kom!
Jeg véd ej selv, hvorlænge jeg har siddet
i Skjul af Muren her og ventet Eder.

LUCAS.

Hvad er der skét? Har Noget skrækket Dig?
Mér end sædvanligt synes Du bevæget.

FULVIA
(søgende at beherske sig).

Spørg ikke, Brødre, hvad der er mig hændet
i denne Nat. - Jeg har kun lidt at sige,
kun et Par Ord. - Jeg stævned Eder hid
at møde mig i Staden her, fordi
jeg nødes til endnu i denne Stund
og uden Forberedelse at tage Afsked
med Eder Alle!

THEODOROS
(hurtig).

Ja, med disse her -
men ej med os; vi dele Skjæbne sammen,
ej sandt?

JOSEPHUS
(bonlig).

Hvis det er saa, da tag mig med!
Selv har Du, fromme Fader, givet mig
min fulde Frihed.

129
FULVIA
(adspredt).

Dunkelt jeg det mindes -
Du bad mig selv derom.

JOSEPHUS.

Det var i Gaar,
før Du forlod os.

FULVIA
(med et tungt Suk).

Ja, i Gaar - i Gaar,
men denne ene Nat har dynget Aar
paa min Erindring!

MALCHUS
(afsides).

Han er fra Forstanden!

LUCAS
(slaaende Hænderne sammen).

Du vil forlade os? Du - vor Abbed?
Umuligt!

FULVIA
(fast).

I maa vælge Jer en Anden!

MALCHUS
(afsides).

Jeg sagde nok : det kunde ikke gaa.
Han var for ung og mangled Bén i Panden.
- Hvo véd, hvem Valget nu kan falde paa?

THEODOROS
(til Fulvia).

Du følger altsaa os?

130
FULVIA.

Nej! Rejs med Gud -
jeg bliver her -

LUCAS.

I Staden? midt i Vrimlen?
Har Verden Dig bedaaret med sin Lyst?

FULVIA
(heftig).

Nej, den har dynget Bjerge paa mit Bryst
og knyttet mig end fastere til Himlen!

LUCAS
(bønlig).

Kom! vend tilbage med os - hør vor Bøn!

FULVIA
(vandende sig bort).

Jeg kan det ej! - Jeg høster nu min Løn.
- Jeg er ej den, I tror l - Vælg Jer en Anden!

MALCHUS
(afsides).

Hvem er han da? - Er han besat af Fanden?
Hvad gaar der af ham?

FULVIA.

Spild ej Eders Ord!
Mit Valg staar fast: Jeg gaar som Enebo'r
i Ørknen ud; der findes vel en Hule
et eller andet Sted, som kan mig skjule
for Dagens Lys -

MENIPPOS.

Hvor Du er, vil vi være!

131
FULVIA
(bevæget, men bestemt).

Nej! Korset skal I ud i Verden bære!
Følg Eders Kald! Velsignet være I!
- Og Dig, Josephus, staa Guds En'gle bi!
Gaa med de To. - Mig maa I helst forglemme.

THEODOROS.

Nej! nej! -Dit Minde vil vi evigt gjemme!

FULVIA.

Saa mind mig da som En, der alt er død!

MENIPPOS.

Din Kind benægter det, den blusser rød,
og der er Kraft og Ungdom i din Stemme!

FULVIA
(idet hun fortvivlet vender sig bort).

Ja, det er Kvalen just, at jeg er ung,
at Livets Uro banker i mit Hjerte!
Alene maa jeg kjæmpe med min Smerte -
- gjør mig ej Afskedsstunden mere tung!

MENIPPOS
(dæmpet, idet Kan bøjer sig hen imod hende).

Hvad er der skét? O løs os denne Gaade;
hvisk den i Øret lønligt paa os To!

FULVIA
(fortvivlet).

Hvor kan til Mennesker jeg det forraade,
hvad neppe Himlen selv jeg kan betro!
- Endnu en Gang, Farvel! - det er mit sidste!

132
THEODOROS.

Saa skal vi aldrig sés i Livet mér?

FULVIA.

Det véd kun Han, som raader for hvad skér,
- som samler os, naar alle Grave briste!

(Hun vender sig bort fra dem og bedækker Ansigtet med sine Hænder. Tvillingbrødrene og Josephus tage Afsked med Klosterbrødrene, hvoraf nogle ledsage dem ud til Højre, medens Malchus og nogle af de andre, som nøjes med at vinke Farvel til de Bortdragende, blive tilbage og stikke Hovederne sammen i ivrig Samtale.)

(En forvirret Støj, blandet med Sang og Latter, høres nærmere og nærmere udenfor Skuepladsen.)

LUCAS.

Sé saa! der har vi alt den anden Flok!
hør, hvor de støje! -

MALCHUS.

Ja - Ungdommen raser!

LUCAS.

Afsted herfra! Jeg har alt faaet nok!

MALCHUS.

Ja vist! nu gjælder det at smøre Haser!

(iler ud til Højre med de Andre, undtagen Fulvia, der bliver staaende, fortabt i sin Sorg, indtil Larmen er kommen saa nær, at hun skræmmes op; hun faar kun Tid til at ile hen til den modsatte Side.)

(En ny Flok af unge Kvinder med flagrende Haar, og af et vildere Udseende end de Første, komme, fulgt af en Flok skjæggede Mænd, jagende i bachantisk Jubel ind fra Venstre.)

KOR AF MÆNDENE.

Skjønne Mænader med flagrende Haar!
Stands dog, o stands dog og lad Eder fange!

133
KOR AF KVINDERNE.

Fang os, ja fang os, i Fald I formaar!
skjæggede Fauner, vi er ikke bange.

KOR AF MÆNDENE.

Livet er kort, lad os gribe dets Lyst!
Kom, lad os favnes og kysses og dandse!

KOR AF KVINDERNE.

Snart skal vi lande paa Skyggernes Kyst!
Tiden har Vinger - vi kan. den ej standse!

KOR AF MÆNDENE.

Hjælp os, o hjælp os at holde den fast!
Skjænk os den Fryd, som en Kvindefavn rummer.

KOR AF KVINDERNE.

Ja, lad os favnes, thi Livet har Hast!
Vinen maa nydes, imedens den skummer!

(Fulvia, som under det Foregaaende er flygtet hen til Huset med det fremspringende Bislag, trykker sig tæt op til dets Dør, men bliver opdaget af dem.)

EN MAND AF FLOKKEN
(idet han med vilde Fagter nærmer sig hende.)

Ha, ha! Nej, sé dér - hvad er det for en Fugl?
Ved Eros og Bacchos: En Ugle, en Ugle!
Lad os sé paa dit Næb! Kom frem af dit Skjul!
Vi er Verdens lystigste Fugle.
Tør Du vise dit Ansigt i Solens Glands?
Er maaske Du en Kristen eller en Jøde?
I hvem Du saa er, Du skal med i vor Dands
eller stenes paa Stedet tildøde!

134
FULVIA
(bankende paa Døren).

Frels mig derinde! Frels mig! luk mig ind!

(Idet nogle af Flokken ville gribe fat i Fulvia, forsvinder hun gjennem den aabnede Dør, som hurtig lukkes bag hende.)
MANDEN AF FLOKKEN.

Ha! ha! han forsvandt som en Snegl i sit Hus.
Hvad saa mér! hvad saa mér! lad os nyde vor Rus,
til vi stige derned, hvor der lyser ej Sol,
for at tilkaste Charon vor sidste Obol!

(De tumle støjende og jublende ud.)

ANDEN SCENE.

(Værelse i Enken Phrynes Hus.)

(Phryne koket, med Blomster i Haaret, kommer med Eugenius [*dolgoeO* Fulvia].)

PHRYNE
(sledsk).

Kom! kom! Her er Du sikker. Hvil Dig paa disse bløde Hynder. - Du er dog vel ikke bange for at være ene med en ung Kvinde? Ønsker Du Vin til at styrke Dig paa, skal jeg selv række Dig et Bæger af den bedste, jeg har, og slynge Blomster derom, for at vise Dig, at Du er velkommen!

FULVIA
(sky).

Nej Tak! Jeg trænger kun, til at fatte mig lidt.

135
PHRYNE.

De har jo næsten skræmt Livet af Dig!

FULVIA.

Paa Livet, ligger der mig ingen Magt! Det var kun min Afsky for den vilde Hobs Lystighed, der jog mig herind..

PHRYNE.

Ja, i Dag er det ikke godt for Folk af din Tro og i den Dragt, Du bærer, at færdes paa Gader og i Stræder. Næst Bacchosfesten og Saturnalierne, er denne for Eros den galeste i hele Aaret. - Havde jeg blot vidst, at det var Dig, der bankede paa, saa havde jeg ikke nølet med at lukke Dig ind; - men en ung Enke maa jo vogte vel paa sit gode Rygte, allermest i Dag, da enhver Mand, som lukkes ind af en Kvinde, tør give hende et Kys.

FULVIA
(urolig).

Jeg skal ikke misbruge din Godhed. Lad mig heller strax gaa.

PHRYNE.

Nej, nej! Du er mig altfor bly. Tænk dog ikke paa at forlade mig saaledes. Jeg har givet mine Slavinder Befaling til at stænge Døren dernede. - Men saa sæt Dig dog, sæt Dig; og lad mig tage Plads ved dine Fødder; jeg har Meget at tale med Dig om.

136
FULVIA
(studsende).

Du?

PHRYNE.

Ja! sé kun rigtig paa mig! kjender Du mig ikke? - Hvorfor anstiller Du Dig saa fremmed?

FULVIA.

Jeg har oplevet saa Meget, at jeg næsten har tabt Evnen til at skjælne Drøm fra Virkelighed.

PHRYNE.

I Folk af den nye Tro tager ogsaa Livet altfor tungt!

FULVIA.

Hvis Du havde prøvet megen Modgang, vilde Du forstaa det.

PHRYNE.

Modgang? - Véd Du ikke, jeg er Enke for anden Gang? Det er jo næppe et halvt Aar siden, at Du selv beredte min sidste Mand til Døden. - Sé Dig om; det var her , netop i dette Hus. Har Du glemt det? Han var af samme Tro som Du, men en fejg Stakkel. Frygten for Forfølgelse bragte ham til at fornægte sin Tro; selv for mig skjulte han den, lige til han laa paa sit Yderste.

FULVIA
(besindende sig).

Det var altsaa Dig, som da jeg stod herudenfor i Samtale med nogle Trosfæller, kom 137 hen til mig og bad mig træde herind til den Syge?

PHRYNE.

Ja, og som sad ligesom nu ved dine Fødder, da Du indgjød ham Mod til at dø! - Han var gammel - Naturen krævede sin Ret!

FULVIA
(farer op).

Jesus! Jeg mindes det. - Han mistænkte Dig -

PHRYNE
(afbrydende).

- for at have fremskyndet hans Død ved Gift - - Ja, det gjorde han; men Du tror dog vel ikke derpaa? Det var jo i Vildelse, han talte -

FULVIA
(sky).

Og nu smykker Du Dig med Blomster og farver din Kind med Sminke!

PHRYNE
(leende).

Ja, hvorfor skulde jeg ikke smykke mig? Jeg er jo ung endnu, og paa Bejlere har det ikke manglet mig. - Men jeg vil betro Dig en Hemmelighed, hvis Du ikke alt har gjættet den: Det er Dig, jeg har ventet paa!

FULVIA
(overvældet af Forvirring).

Mig?

138
PHRYNE.

Ja, stir dog ikke saa forbavset paa mig. Fra den Stund, jeg første Gang saa' Dig og sad ved dine Fødder, har jeg længtes efter Dig og søgt Dig - søgt Dig overalt her i Staden, men forgjæves. -

FULVIA.

Du bedrager Dig selv, eller det er Afsind. - Jeg maa bort herfra, strax!

PHRYNE
(griber fat I hans Kutte).

Nej! Bliv! jeg slipper Dig ikke! Hvad gjør Troen til Sagen? jeg vil antage din, hvis Du ønsker det. Den Ild, der luer i dine Øjne, forraader, at Du er i Stand til at elske. Ved Eros! ja, Du bliver rød, og din Forvirring taler et andet Sprog end dine Ord

FULVIA
(stødende hende med Afsky fra sig).

Vig fra mig, Bolerske! Rør mig ikke! Hellere vil jeg ty til en Giftslanges Hule end tøve her hos Dig!

PHRYNE
(med vild Forbittrelse),

Værre end en Giftslange! Det skal Du faa at mærke. Véd Du, hvad en forsmaaet Kvinde er i Stand til?

FULVIA.

Er Du rasende? Hvad vil Du gjøre mig?

139
PHRYNE.

Det skal jeg vise Dig! (iler hen til Døren, river den op og raaber:) Til Hjælp! Til Hjælp! (Flere Slaver og Slavinder af hendes Husstand træde ilsomt ind.) Grib ham! Denne Formastelige har villet krænke mig i mit eget Hus Selv vil jeg anklage ham for Dommeren. Afsted med ham! I skal vidne, at jeg, den svage Kvinde, har maattet kalde Eder til Hjælp imod hans Frækhed.

SLAVERNE.
(der har grebet fat i Fulvia).

Ja, ja!

FULVIA
(til Phryne, idet de føre hende ud).

Gud tilgive Dig, Du véd ikke, hvad Du gjør!

(Alle gaa.)

TREDIE SCENE.

(Søjlehal i Prokonsulens Palads i Alexandria: Samme Dekoration som i anden Akts anden Scene.)

(Gjennem Hovedindgangen i Salens Baggrund komme først nogle Spyddragere og opstille sig ved Dåren for at holde Orden paa den efterfølgende Folkehob, i Spidsen for hvilken sés Enken Phryne, fulgt af Fulvia, der fastholdes af et Par Mænd. Fulvia har kastet Hælten over sit Hoved, saaledes at den skjuler hendes Ansigt. Nærved hende sés Broder Malchus, der kun modstræbende synes at være til Stede.)

(Skrivere med Haandtavler komme og tage Plads ved Thronstolen.)

(Aqvilinus træder ind fra en Sideindgang og bestiger Dommersædet.)

AQVILINUS.

Skjøndt det er Skik paa Aarets store Fester,
og altsaa ogsaa paa en Dag som denne,
140 at holde Døren lukt for Rettens Sal,
jeg har besluttet dog at aabne den;
thi Enkers og de Værgeløses Klager
gaa frem for Alt, og ikke skal det siges:
Retfærdigheden sover, naar de Svage
paakalde den. Jeg vil bevise her,
at den er vaagen! - Hvor er Klagerinden?
Hun træde frem! Jeg er beredt at høre!

(Phryne træder frem og kaster sig paa Knæ foran Dommersædet.)

Rejs Dig! Hvad er dit Navn?

PHRYNE
(med paatagen Ydmyghed).

Jeg hedder Phryne.

AQVILINUS.

Og Du er Enke?

PHRYNE.

Ja, en sorgfuld Enke;
jeg lever ensomt i mit stille Hus,
og stænger strengt min Dør for Mænds Besøg;
men denne Galilæ'r, som hist Du sér,
skreg højt om Hjælp, som En, der var forfulgt,
og bad saa bønligt om et Tilflugtsted,
at jeg forbarmed mig og lod ham ind.
Men han bedrog mig, det var kun en List,
hvormed han vilde lokke mig i Fælden.
Det var min Kydskhed, som han vilde krænke,
og kun ved Skrig, som kaldte Folk til Hjælp,
jeg frelste mig fra Skjændslen, som mig trued.

141
AQVILINUS.

Og hvad beviser, at Du taler Sandhed?

SLAVERNE
(i Phrynes Tjeneste).

Vi kan bevidne det!

MÆND AF HOBEN.

Ja - alle vi,
som greb ham!

EN STEMME.

Han fortjener Døden!

EN ANDEN STEMME.

Til Baalet med ham!

EN TREDIE STEMME.

Lad ham sønderrives
af vilde Dyr!

FLERE STEMMER.

Ja, ja send ham til Cirkus! -
Vi har ej længe nydt en saadan Spas.

AQVILINUS
(bydende).

Jeg fordrer Stilhed her!

(til Spyddragerne.)

Ud med
det Pak,
som glemmer frækt for hvem og hvor de staa!

(Spyddrageme drive Fredsforstyrrerne ud.)
AQVILINUS.

Før Manden frem! Han skal ej uhørt dømmes!

(Fulvia bedækkende sit Ansigt med Hænderne, og nær ved at segne, stødes frem for Dommersædet.)
142
AQVILINUS.

Hvis ikke Dragten, som Du bærer, lyver,
er Du en Kristen?

FULVIA
(sagte).

Ja!

AQVILINUS.

Nu vel, forsvar Dig! -
- Du tier - Har Du ej et Ord at sige?
til mig, din Dommer?

FULVIA
(sagte).

Nej!

AQVILINUS.

Vé Dig, Du Hykler!
Du Ulv i Faaredragt; tifold strafværdig,
hvis Du er skyldig i den frække Gjerning,
som her Du sigtes for; thi Eders Tro,
den, som I paastaa nu skal frelse Verden,
er en Forsagelsens og Sorgens Tro,
som sætter alle Sjæles Maal saa højt,
at Tanken svimler. - »Himmel eller Helved« -
det er jo Valget, som I give Andre.
Hvad har Du valgt? Er Du et Mørkets Barn:
en uren Aand, som, iklædt Kjød og Blod,
udfordrer Straffen alt paa Jorden her?

FULVIA
(sagte, idet hun synes at opbyde al sin Kraft for at holde sig oprejst).

Jeg er uskyldig!

143
AQVILINUS.

Og dog dækker Du
dit Ansigt til - elendig, - sønderknust -
et Billede af Skræk -

FULVIA
(sagte).

Forbarm Dig, Himmel!
Hvad skal jeg svare -
(synker sammen foran Dommersædet.)

AQVILINUS.

Er her Ingen,
som kjender ham?

EN SPYDDRAGER.

Her staar en Galilæ'r,
som nikked til ham, da han gik herind;
for Sikkerhedens Skyld tog vi ham med;
han véd Besked, hvis han vil ud med Sproget.

(Broder Malchus, som røber stor Befippelse, stødes frem i Salen.)
AQVILINUS.

Tal uden Frygt. - Du kjender denne Synder?

MALCHUS
(tørrer Sveden af sin Pande)

Ja, Gud forlade mig min slemme Synd:
Jeg kjender ham. Et Aar er det nu siden,
han blev Abbed for samme Broderskab,
hvortil jeg hører.

AQVILINUS
(studsende).

I saa ung en Alder -
Abbed? Besynderligt!

144
MALCHUS.

Ja, ikke sandt?
Han har endnu ej mere Spor af Skjæg
end jeg paa Fladen af min Haand.

AQVILINUS
(utaalmodig).

Skynd Dig! -
Hold Dig til Sagen!

MALCHUS.

Da den Gamle døde -

AQVILINUS.

Den Gamle? Hvilken Gamle?

MALCHUS.

Ih, bevares:
Vor forrige Abbed, den gamle Mand,
som gik i Barndom! Det var ham, der valgte
ham her til Eftermand. - Jeg sagde strax,
det kunde ikke gaa. - Hvem denne var,
hvorfra han stammed, vidste Ingen af os.
Han kom, som han var falden ned fra Maanen,
men Lærdom havde han mér end vi Andre
og foregik os med et fromt Exempel,
ja, det véd Gud, han gjorde. - Men han fasted
til Overmaal -

AQVILINUS.

Dit Omfang vidner:
Du tog det ej saa strengt. Men skynd Dig!
skynd Dig!

145
MALCHUS.

Ja, for at fatte mig i Korthed, Herre:
I Nat forlod han os, og da vi mødtes
igjen i Morges, tog han Afsked med os
og teede sig, som hån var bleven gal,
og det er netop det, jeg tror han er,
hvis ikke Fanden selv er faret i ham!

AQVILINUS
(som under det Foregaaende har røbet stigende Spænding og Utaalmodighed).

Nok! nok! Jeg vil ej høre mér din Sladder!

(til Spyddragerne, idet han rejser sig og stiger ned fra Dommersædet.)

Røm Salen her og lad mig være ene
med denne Synder! Vent derudenfor,
indtil jeg kalder!

(De Tilstedeværende, med Undtagelse af Aqvilinus og Fulvia, forlade Retssalen.)
AQVILINUS
(efter at have overtydet sig om, at Dørene ere lukkede).

Nu er vi alene.
Rejs Dig, Du Gaadefulde! Sig, hvem er Du?

FULVIA
(løftende Hovedet).

En Kvinde -

AQVILINUS
(i den højeste Bevægelse).

Fulvia!

FULVIA.

Ja, saadan hed jeg.

146
AQVILINUS
(beherskende sig, med forstilt Kulde).

Umuligt! - Kun en rent tilfældig Lighed
imellem Dig og den, hvis Navn jeg nævned,
har skuffet mig, men kun et Øjeblik.
- Hvor kunde Fulvia, den rene Kvinde,
hvis sværmeriske Sjæl alt higed her
fra Jorden op mod Lysets Straalehav,
hun, som har vundet Plads blandt Himlens Stjerner,
- hvor kunde hun fornedre sig til Sligt!

FULVIA
(knælende).

O, hør mig! det var Længsel efter Lyset,
som drev mig bort fra Alt: Jeg søgte Gud!

AQVILINUS
(streng).

Som Mand Du levet har imellem Mænd,
og hvor er Lavrbærkrandsen, som Du vandt;
da i Triumf de drog Dig hjem fra Templet?
- Nu er det Pøblen, som har slæbt Dig hid!

FULVIA.

For hvad jeg fejled, har jeg strengt gjort Bod,
men, tro mig, intet Slet har jeg forøvet!
Som jaget Dyr jeg ligger for din Fod -
dræb mig - men træd mig ej med Haan i Støvet.

AQVILINUS.

Jeg kan ej tro Dig! Nej! Hvor var Du henne
i denne Nat? Hvorfor forlod Du Klostret
paa slig en Tid? Du hørte selv jo nylig,
147 hvad Vidnet sagde: Først i Morges mødtes
Du med de Andre -

FULVIA.

Gjaldt det Livet kun,
da tav jeg! - Men jeg nødes til at tale.
Nuvel, saa briste da det sidste Segl,
som lukker for min Mund! Hvor var Du selv
i denne Nat, Prokonsul Aqvilinus?

AQVILINUS
(forvirret).

Hvad skal det sige? hvilket sælsomt Spørgsmaal?

FULYIA.

Var det et Stævnemøde, som Du havde
med Marmorstøtten, der skal forestille
den døde Fulvia? - Hvi kyssed Du
dens kolde Mund? Den levende, som ligger
i Støvet for Dig, stod bag Tempelsøjlen
og saa' det Alt, og hun blev rød som Blod;
for første Gang hun der sig selv forstod
og følte, hvad der slumrede herinde.
Og alle Stjernerne sig sammensvor -
den hele Himmel og den hele Jord -
med Dig - og lærte mig, at jeg er Kvinde!

AQVILINUS
(aabnende sin Favn).

Og nu forsmaar Du ikke mér min Haand?
- Afgrunden mellem os, - er den nu jævnet?

148
FULVIA.

Ja, Aqvilinus! ja! nu er Du hævnet:
Jeg elsker Dig!

AQVILINUS
(med Humor).

Vent l vent! Her er en Aand,
en gaadefuld, som for min Dom er stævnet;
en syndig Kristenmunk, af Ingen kjendt,
beskyldt for Vold - ham, som de fordre brændt!
- Hvad gjør jeg nu med ham? - Rask maa
her handles.
Til Kvinde maa Du helt fra Mand forvandles!
- Giv mig den grimme Kutte, Du har paa,
og. skjul Dig hurtigt - her til denne Side -
hvad her er skét, maa Du og jeg kun vide!

FULVIA
(Idet hun afkaster Kutten, under hvilken hun er iført samme Dragt som i anden Akts tredie Scene).

Hvad vil Du?

AQVILINUS
(som har modtaget Kutten).

Mane denne Synder bort.
Gaa! skjul Dig! skjul dig! Fristen er kun kort.
I denne Stund maa al Betænkning vige -
selv skal Du sande, hvad jeg nu vil sige!

(Han fører hende hen til Venstre, hvor hun skjuler sig bag Thronstolen; derpaa iler han hen i Salens Baggrund, aabner rask Hovedindgangen, foran hvilken han stiller sig, holdende Kutten højt i Vejret.)

149
AQVILINUS
(til de Udenforstaaende).

Jeg nødes til at hæve denne Sag;
højst gaadefuld - vidunderlig er Grunden:
Et Underværk er skét ved højlys Dag -
sé - her er Kappen - Munken er forsvunden!

(kaster Kutten ud til de Udenforstaaende, som svare med en forvirret Mumlen, medens han atter hurtigt tillukker Indgangen.)
AQVILINUS.

Det var mit sidste Hedningebedrag!

(til Fulvia, der ængstelig træder frem fra sit Skjul, idet han udbreder Armene imod hende.)

Kom, Fulvia, nu skilles ej vi To!
En Krands af Tidsler har dit Hoved baaret,
nu vil jeg flette Roser Dig i Haaret!

FULVIA
(vigende tilbage).

Men Du og jeg er af forskjellig Tro!
- Du er jo Afgudsdyrker - jeg Kfistinde.

AQVILINUS
(med Inderlighed).

Saa led mig Du, i Fald jeg gaar iblhide;
opbyg mig til dit Paradis en Bro
og viis mig Lyset, - hvis det er at finde!
Som Lærling sætter jeg mig. ved din Fod.
- Men husk, paa Jorden skal Du fæste Rod;
din Plads paa Himlen har Du tabt som Stjerne;
som Hustru skal Du hvile ved mit Bryst.

FULVIA
(klyngende sig til ham).

Du stolte Mand, jeg bytter altfor gjerne!

150
AQVILINUS.

Og dog Du skjælver midt i al din Lyst?

FULVIA.

Mit Marmorbillede?

AQVILINUS
(kjækt).

Det skal jeg fjerne.

FULVIA.

Min Fader?

AQVILINUS.

Rolig! Tiden bringer Raad!
Sé dette Brev,

(han tager et Brev frem fra sit Bryst.)

det kalder mig til Daad;
det modtog jeg i Morges fra vor Kejser:
Til Lilleasien har han mig kaldt,
jeg. bryder op herfra i Aften alt -
og Du ?

FULVIA.

Jeg følger Dig, hvorhen Du rejser,
langt over Havet gjennem Ørknens Sand,
hvorhen Du vil - til Verdens sidste Rand!
Helt er jeg din, og Intet uden Kvinde!

AQVILINUS.

Er det at tabe?

FULVIA.

Nej, det er at vinde!

(Under den sidsfe Del af dette Replikskifte høres udefra, først fjernt, derpaa nærmere og nærmere, Hymnen til Eros, den samme, som i Aktens Begyndelse synges af Ynglingernes og Pigernes Kor.)

151
AQVILINUS.

Lyt! - lyt til Tonerne, min søde Brud!
Derude juble de - Eros til Ære!

FULVIA
(mellem Alvor og Smil).

Den lille Eros er en Hedninggud -

AQVILINUS.

Dog Pris for ham! Hans Magt dø'r aldrig ud!
Hans Vinger skal os til den store bære!

(Tæppet falder.)