Kaalund, H. V. Uddrag fra REVOLUTIONSTIDEN.

Giganten var styrtet; paa ensom Ø
maatte han, som rystede Verden, dø.
Og der var Fryd i Filistrenes Lejr,
nu havde man vundet den store Sejr;
nu havde man lænket med sejge Baand
Omvæltningens higende Kæmpeaand;
154 nu vared vel Freden til evig Tid;
nu blev det ej mér end til Pennestrid.
- Og Dagene kom, og Dagene gik,
og der blev blandet en Dvaledrik,
og der blev øst med et bundløst Sold
og præket om Fred og Maadehold;
men Misfornøjelsens Djævel sneg
sig over Jorden og drev sin Leg;
den listed sig ind i Hytte og Slot
med ængstende Tvivl og isnende Spot;
den rokked ved Alt, den gnavede skjult,
saa Alt blev tomt og underlig hult.
Og Tiden ligned en sminket Gjæk,
der skjulte med Smil de slappe Træk:
Den mærked Øxen ved Træets Rod,
den aned Vulkanen, hvorpaa den stod.
- Og der blev født en Slægt uden Ro,
en Slægt uden Tillid og Barnetro;
den hvirvled sig i den vildeste Dans,
den gabede midt i Blændværkets Glans;
hvad Tænkerne skrev, hvad Skjaldene sang,
det havde for den ej Livsfyldens Klang;
den lytted med Forventningens Ve,
som skulde nu brat det Mægtige ske!
Den vented og vented paa Skjæbnens Dom,
den raabte: Kom ind! men Ingen kom;
Den nye Messias, den nye Profet,
som Sværmerne spaaede, blev ikke set.
155 og Ingen tændte det Sandhedslys,
hvortil man trængte i Tvivlens Gys.
Hvad hjalp den grublende Menneskekløgt?
De Vises Sten blev forgjæves søgt,
det syntes Alt som et Kredsløb dumt,
hvori det Krumme blev evigt krumt.
Det var, som Livet i Fredens Skjød
var viet ind til en langsom Død,
det var, som skulde dets Pulse staa -
hvad eller Gjenfødelsens Time slaa.