Kaalund, H. V. Uddrag fra TIL KONG FREDERIK DEN SYVENDE.

Men Herren skuer paa Jorden ned
fra Evighed og til Evighed.
I mørke Tider hans Øje vaaged,
han hørte den stønnende Slægt i Aaget;
den skulde ej, af hans Aand forladt,
nedsynke igjen i den gamle Nat;
han leded den frem ved lønlige Traade,
han lod den ane Forklarelsens Gaade,
168 ja, ane den Dag, den famled imod,
skjøndt Vejen gik i et Hav af Blod.
Det Lys, som tændtes af Martyrsjæle,
det kunde ej skumle Tyranner kvæle;
fra Bøddelblokke sig Aanden svang
og sang sin evige Sejerssang;
i Støv sig krymped de traadte Orme,
men Lyset sejred i Seklernes Storme -
det hjalp ej med Sværd og med Pansersærk
at ville standse Oplysningens Værk;
det Sandhedsfrø, som tyktes saa lille,
det voxede op, som Herren vilde,
og alt, som det folded sin Krone ud,
bortkapped Tiden de vilde Skud.