↩ Spørge turde hun ikke, for hun havde en egen pinlig Fornemmelse af, at det, hun vilde vide, talte man ikke om og burde slet ikke tænke på. Mama var i visse Retninger meget stræng og behandlede hende desuden altid som et Barn, skjønt hun var konfirmeret for et helt halvt Aar siden. Hun blev endnu vist ud af Dagligstuen, så snart Samtalen blot nok så fjærnt strejfede nogle af de Themaer, voxne Mennesker hvisker om, og Margrethe syntes var aller morsomst at høre på. Det var til at ærgre sig ihjel over.