↩ Da Pastor Skou endelig ved Desserten rejste sig og i rørte Ord tolkede sin Taknemmelighed mod sine Svigerforældre, der havde betroet ham dette, 24 deres dyrebareste Klenodie, som nu sad ved hans Side, og som han i Dag skulde føre hjem med sig som sin Hustru til Trøst og Støtte i sit alvorlige Kald og til Husvalelse i dette Jordelivs Jammerdal, kom Lommetørklæderne i Gang igjen. Men Isen og den "ældste" Madeira fra Etatsrådens egen Kjælder bragte snart Ligevægt i Sindene og overbeviste Gjæsterne om, at Jammeren somme Tider dog ikke var så stor endda.