Fugleredernes Filosofi
✂ A.R Wallace: Om Instinktet hos Mennesker og Dyr (1870). -Samme: Fugleredernes Filosofi (1867). - Samme: En Theori om Fuglereder (1868). - M.A. Pouchet: Konstruktionsforandringer i Bysvalernes Rede (1870).
✂ Ligesom den Hamburger Skillemønt ikke er gangbar udenfor Stadens Grund, saaledes gjælder en Definition heller ikke udenfor den Definerendes Værker. Der existerer ligesaalidt Definitioner, der have Gyldighed overalt, som der existerer en for Alverden fælles Møntsort. Derfor er det en god Ting, saasnart man slaaer en Bog op, strax at finde Forfatterens Definition paa det, han vil tale om, og derfor skynder jeg mig at meddele, at Wallace definerer Instinktet som: »Dyrs Fuldbyrdelse af komplexe Handlinger uden at der er gaaet nogen Belæring eller Kundskabserhvervelse iforveien«. Man siger, at Mennesket har Instinkter, at det f Ex. er Instinkt, der faaer Barnet til at die, og Instinkt, der hjælper den Vilde til at finde Vei i ham ubekjendte, yderst vildsomme Skove. Hvad det første Exempel angaaer, saa er det ganske rigtigt, at Børn die, naar de blive lagte til Brystet; men de foretage den samme Mundbevægelse, naar man stikker dem en hvilkensomhelst Gjenstand af passende Størrelse i Munden, og forresten kan man da ligesaalidt kalde det instinktmæssigt at tage Næring til sig, som man kan sige, at det er et Instinkt, der faaer Barnet til at aande. Hvis der her skulde kunne være Tale om noget Instinkt, maatte det søges deri, at det nyfødte Barn efter somme Folks Paastand »søger Brystet«; men desværre er dette kun en Paastand. Og nu med Hensyn til de Vilde, hvis Evne til ikke at fare vild har bragt forskjellige Reisende paa Vildspor! man kunde formeentlig med ligesaa stor Ret, som man tillægger Indianeren et specielt Vei-Instinkt, sige, at det er et nautisk Instinkt, der faaer en Fisker til snart at stramme, snart at fire paa et Skjøde og til nu at lægge Roret styrbords, nu bagbords. Man indvender strax, at det er Noget, Fiskeren har lært; ganske rigtigt, men - det er netop ogsaa det, Indianeren har! Indianeren har fra Barnsbeen løbet rundt i sin Hjemstavns Skove, og han lærer der at finde sin Vei af Ting, som en Europæer neppe vilde falde paa at bruge som Veivisere; han lægger Mærke til, paa hvilken Side af Træerne Mosset findes, hvad Vei Fuglene flyve om Morgenen og om Aftenen og meget Andet. Herved faaer han imidlertid kun Øvelse i 224 at orientere sig, og dette er endnu ikke nok til at forklare, at han kan finde Vei i Egne, der ligge langt borte fra hans Hjem. Men vore Beviisgrunde ere da heller ikke udtømte. Indianeren lærer ikke Geografi, han har aldeles ingen Kundskab om, at Amsterdam er Hovedstaden i Holland, men han er dog heller ikke saa ganske uvidende i det nævnte Fag. For det Første reise Vilde overordenlig meget, og da topografiske Kundskaber ere meget vigtige for dem, saa afgive saadanne Reiser et meget yndet Samtalestof iblandt dem. Enhver Reise forøger saaledes Stammens Kundskaber, og fangne Fjender bidrage udentvivl deres. Naar man nu betænker, at Vilde ikke have synderlig Meget at tænke paa, og at de kun behøve nogle faa Data: Bjergkjædernes Retning, Flodernes Løb, visse Planters Forekomst osv. for at kunne orientere sig, saa indseer man let, at deres topografiske Kundskaber - endogsaa angaaende Landstrækninger, der ligge fjernt fra deres Hjem - ere tilstrækkelige til, at de kunne føre en stakkels, aldeles desorienteret Reisende saa sikkert, at han kommer paa de Tanker, at Føreren gaaer efter et Instinkt.
✂ Det er imidlertid ingenlunde særlig Mennesket, der skal have Instinkter. Tvertimod, Menneskene ere fornuftige, Instinkterne ere hos dem noget ganske Underordnet, Noget, de have faaet - jeg veed ikke hvorfor, men jeg antager, at de, der hævde, at Mennesket har Instinkt, betragter det som et Beviis paa Naturens Gavmildhed »Dyrene have kun Instinkter.« »Fuglene bygge deres Reder med Instinktet til Arkitekt, Mennesket bygger med Fornuft.« »Fuglene forandre aldrig deres Byggeplan, Menneskene forandre og forbedre stadigt deres Huse.« »Fornuften gaaer fremad, Instinktet staaer stille.« - Det er mange Paastande, og det Paastande, som ere blevne gjentagne saa tidt, at de nu gaae og gjælde for Grundsætninger, og baade Filosofer, Naturforskere, Theologer og Digtere bygge trøstigt paa dem: de maa da vel være sande, de burde ialfald næsten være det; men desværre er det galt omtrent Altsammen. Fuglene bygge ikke efter Instinkt, Mennesket bygger ikke fornuftigt, Fuglene forandre og forbedre deres Reder, Menneskene forandre og forbedre ikke deres Huse, naar de leve under Forhold, der ikke ere altfor forskjellige fra dem, hvorunder Fuglene leve.
✂
Lad os begynde med det Sidste. Menneskene forandre og forbedre ikke deres
Boliger. Arabernes Skindtelte ere ikke blevne anderledes, end de vare
for tre tusinde Aar siden; de ægyptiske Hytter, byggede 225
af Nilens Dynd, ere saa simple, at
de ikke have kunnet være simplere paa Faraonernes Tid, og de
sydamerikanske Stammers Palmebladshytter see heller ikke ud til at have
modtaget Forbedringer. Alle Hytterne ere eens, den Ene bygger ganske som
den Anden; det kunde næsten see ud, som det var det, man kalder Instinkt
Men der er dog vel neppe Nogen, som vilde vove en saa dristig Paastand
som den: at en lille nyfødt Araber, der var bleven ført til Patagonien
og opdraget der, at han, naar han skulde sætte Bo, vilde forbause den
patagoniske Almeenhed ved at bygge et arabisk Skindtelt? Det turde dog
vel være baade simplere og rimeligere at sige: for det Første, at
Bygningernes Udseende og Indretning betingedes af det Materiale, der
stod til de Byggendes Raadighed; at man - naar man ikke havde Andet at
bygge af end Dynd som Ægypterne eller Snee som nogle arktiske Stammer -
at man saa byggede af dette og paa den Maade, som Stoffets Natur
fordrede; og fremdeles, at man ved Bygningen tog Hensyn til, om man
havde til Hensigt at opholde sig paa eet Sted, i hvilket Tilfælde man
byggede solidt, eller om man havde isinde at forandre Opholdssted en
Gang om Maaneden, i hvilket Tilfælde man byggede transportable Boliger
som f Ex. Araberne. Endvidere, at skjøndt Ordsproget siger, at
Forandring fryder, saa er dog Vanen en anden Natur, og Mennesket har en
meget stærk Tilbøielighed til »at blive ved Jorden med det ene Been«,
til ikke at indlade sig paa at forlade det Gamle og Prøvede for det Ny
og Usikkre, der, hvis det falder uheldigt ud, vækker Naboernes Spot og,
ifald det faaer et heldigt Udfald, deres Misundelse. Saaledes har et
civiliseret Folk som det danske baaret sig ad; man betragte blot en
eller anden Provindses Bøndergaarde, et eller andet Stifts Kirker, og
man vil neppe, naar man har endt disse arkitektoniske Studier, mærke
noget til en Forvirring, der er bleven affødt af Mangfoldighed paa
Motiver. Hverken Eskimoerne eller Ægypterne have været et Haar bedre end
de Danske, og Malayerne have næsten været værre eller i det Mindste
ligesaa slemme. Med disse Folk forholder det sig saaledes: da de kom fra
det Sted, hvorom man Intet veed, toge de deres Ophold ved Flodmundinger
og Havbugter, fordi de holdt og holde meget af Vandet, ansee en Kano for
en af Livets første Fornødenheder og aldeles ikke indlade sig paa at
reise et Sted hen tillands, naar det er muligt at naae det ad Søveien.
De byggede nu deres Huse paa Pæle for ikke at være generede af Ebbe og
Flod og periodiske Oversvømmelser og hvad andre 226 Ubehageligheder, en for nær Berøring med det
vaade Element kan medføre. Denne Bygningsmaade have de holdt saa godt
fast ved, at de Malayere, der boe paa meget tørre Steder og heelt oppe
paa Bjergene, endnu den Dag i Dag reise Pælebygninger, som i hele deres
Indretning tage de strengeste Forholdsregler mod det Vand, ved hvilket
deres Forfædre boede mange Slægtled tilbage.
✂ Nu var det, vi skulde see, om det virkelig er heelt andre Forhold, som møde os, naar vi betragte Fuglenes Redebygning. Først see vi, at Reden er vidunderlig godt afpasset efter Fuglens Bygning, Størrelse og Levemaade. Lad os ikke, som man pleier, af denne Iagttagelse tage Anledning til at udbryde i hyperbolske Fraser om Naturens Viisdom; lad os hellere sige, at det er saa overmaade rimeligt, at der heri aldeles intet Overraskende er, da det jo dog ellers ikke under Livets almindelige Forhold vilde falde os ind at forbauses over, at der er et bestemt Forhold mellem den Arbeidendes Stilling og Midler og hans Arbeide. Svalen bygger sin Rede af Leer og Dynd fra Bredden af de Damme, over hvis Speil de Insekter sværme, som tjene den til Næring; Lærken bygger sin af Græs og Hestehaar, som den finder paa de Marker, der give den det Frø, hvoraf den lever; visse fiskeædende Fugle bygge deres Rede af Fiskeknogler, og Kragerne, der leve af Aadsler af Kaniner og Lam, fore deres med Lammeuld og Kaninhaar. Heri er intet Mærkeligt. Kolibriens og Fuglekongens Reder ere smaa og fiint byggede, fordi det er smaa Fugle med fine Næb og fine Fødder, der have bygget dem. Skadens og Kragens ere ikke saa smaa og ikke saa fine, fordi Skaden og Kragen ere store Fugle med grove Fødder og grove Næb. Natravnene have saa svage Fødder, at de neppe kunne gaae, og deres flade Næb er svækket ved dets store Mundvide og tilmed næsten skjult mellem Fjer og Børster; derfor bygge disse Fugle ingen Reder, men lægge deres Æg paa Jorden eller paa Træstubbenes Overflade. Papegøierne ere saaledes indrettede, at de hverken kunne klavre eller vende sig uden at bruge baade Næb og Fødder; derfor bygge heller ikke de Reder, men lægge Æggene i Træernes Huulheder. I Alt dette er der da heller intet Mærkeligt, Intet, der opfordrer os til at tilkalde den mystiske Magt: Instinktet, for at faae Sagen forklaret. Men, indvender man, behøves der end intet Instinkt til at forklare, at Rederne ere byggede af samme Materiale og paa samme Maade, det vil her sige, opklæbede, flettede, løst sammenføiede osv., saa er her dog ikke givet nogen Forklaring af den Omstændighed, at f.
227✂ Ex. Kolibrierne flette og Svalerne opklæbe deres Reder i samme Form. Denne Indvending er berettiget, men vi behøve dog ikke Instinktet endnu. Fuglene lære nemlig at bygge af hinanden. Man sige ikke strax, at det er umuligt, thi det er allerede lykkedes at bevise, at Fuglene lære at synge, og at de ikke synge efter et eget Sanginstinkt.
✂ Man har gjort det Forsøg at sætte smaa Irisker sammen med tre forskjellige Sanglærkearter, og da Iriskerne begyndte at synge, var det ikke Irisksang, man hørte, det var den Lærkearts Sang, de havde deelt Buur med Man tog nu saadan en Irisk med Lærkestemme og satte den, da den var tre Maaneder gammel, i samme Stue som nogle meget smukt syngende Irisker, der havde deres egen Sangmaade; men Lærke-Irisken forandrede ikke sin Sang. Der var ogsaa en lille Irisk, som slet ikke kom i Nærheden af Fugle, men maatte nøies med Menneskeselskab; Følgen heraf var, at man stadigt kunde gribe den i at sige: »smuk Dreng« og andre behagelige Smaasætninger. Naar saadanne Forsøg skulle lykkes, maa man imidlertid tage Ungen af Moderens Rede, før den er bleven tre Dage gammel; thi man har Exempler paa, at Fugle i denne Alder allerede have lært Artens Lokketoner.
✂ Af dette erfarer man ikke blot, at Fugle lære deres Sang og ikke ere fødte med den, ligesaalidt som et Barn fødes med et Instinkt til at tale Dansk eller Tydsk; men man lærer ogsaa, at Ordsproget har Ret, naar det siger: »smaa Potter have ogsaa Øren.« Men kunne Smaafugle høre og huske det Hørte, saa maa de vel ogsaa kunde see og huske det Seete. De maa, naar de have ligget hele Uger i Reden, vel nok siden kunne huske, hvor stor den var, hvorledes den Lokalitet var, den var bygget paa, og endelig Grundtrækkene i dens Form. Men, siger man: en Fugl, der er født i Mai 1870, kan den huske Alt dette saa godt, at den kan bygge sin Rede i April 1871? Jeg veed nu ikke, hvorfor den ikke skulde kunne huske det, da baade Storke og Duer have givet os Exempler nok paa, hvor stor Fuglehukommelsen er; men ialfald er der ikke nogen overdreven stor Rimelighed for, at det er de yngste Fugle, som først bygge Rede, - der er da mindst ligesaa stor Sandsynlighed for, at de ældste begynde først, og saa kunne jo de yngre see til og faae Redebygningens Elementer opfriskede i deres Hukommelse. Endelig er det heller ikke sagt, at det altid er unge Fugle, der mages; det kan ligesaagodt være en ung og en gammel. Der er endnu en Ting, som taler imod Redebygningsinstinktets Existens, den nemlig, at yngre Fugle ikke bygge saa fuldkomne Reder, som de ældre; var 228 det et Instinkt, der var det Ledende, vilde dette ikke være Tilfældet.
✂ Hvad angaaer den Paastand, der ovenfor er fremsat om, at Fuglene forandre og forbedre deres Reder, saa er der ikke herved meent, at Redebygningskunsten var i en stadig Stigen; jeg har blot villet sige, at Fuglene ved Anlæget af deres Reder forstode at drage Nytte af nye Forhold i deres Omgivelser eller at læmpe sig efter dem. Saaledes bygge de nordamerikanske Svaler deres Rede paa Husenes Mure og Skorstene, hvad de dog ganske vist ikke have gjort for trehundrede Aar siden, ligesaalidt som de Fugle, der nu fore deres Reder med Garn og Traad istedetfor med Uld og Hestehaar, altid have gjort dette. Allikens Forkjærlighed for Kirketaarne vil man vel neppe gjøre til et Instinkt, og naar Fuglekonger, Purpursvaler og Stære betjene sig af de Cigarkasser, man har slaaet op til dem, vil man vel heller ikke heri see en Virkning af hiin mystiske Magt. Der er en nordamerikansk Pirol, som, naar den bygger mellem faste og stive Grene, gjør sin Rede meget flad; men naar den bygger mellem Grædepilens smidige Grene, gjør den Reden dyb, da den gyngende Bevægelse, som Træets bøielige Grene og med dem Reden sættes i af Vinden, ellers let vilde volde, at Unger og Æg faldt ud af Reden. Naar Graaspurven bygger paa Træer, er dens Rede meget net skaalformet, men kan den finde et Hul under et Straatag eller et andet beskygget Sted, tager den sig Sagen meget mageligere og slæber blot lidt Straa og Fnug sammen uden at lave nogen egenlig Rede deraf Vi skulle endnu kun betragte Hussvalen. I Begyndelsen af dette Aarhundrede byggede den, efter hvad man kan forstaae af Pouchets meget lidt anskuelige Fremstilling, sine Reder kugleformede med en meget lille kredsformet Aabning, der ikke var større, end at en voxen Svale netop kunde knibe sig igjennem; nu derimod* er dens Rede mere ægformet, og Aabningen er bleven en langagtig Spalte, der er stor nok til, at et Par Smaaunger kunne stikke Hovedet ud af den uden at spærre for Forældrene. Alle disse Exempler vise, at Fuglene kunne bære sig fornuftigt ad med deres Redebygning; men vi have ogsaa Exempler paa, at de ere ligesaa store Vanedyr som Malayerne og bære sig saa ufornuftigt ad, som man kun kan gjøre det, naar man ledes af Fornuft og ikke af et ufeilbarligt Instinkt. Man behøver blot at nævne de amerikanske Vandre-Duer, der sætte saa mange Reder paa een Green, at den gaaer * 229 itu, til liden Baade for Æg og Unger; fremdeles Raagen, hvis Rede er saa ufuldkommen, at den let mister sit Indhold i Stormveir; endelig har man seet Svaler Aar for Aar bygge paa Steder, hvor Rederne, saasnart det regnede stærkt, nødvendigviis maatte skylles bort. Dette er, hvad Wallace har at sige mod Instinktet, uden at han forøvrig med Bestemthed vil nægte alt Instinkts Tilværelse; han har blot villet vise, at Fuglenes Redebygning ingenlunde er en Støtte for det, ialfald efter hvad man nu veed om dette Forhold. Den eneste Maade, hvorpaa man vilde kunne vise, at der dog var Instinkt, vilde være: at tage meget spæde Unger ud af Moderens Rede, lade dem leve et Sted for sig selv, lægge lidt Redemateriale ind til dem og saa see, om de byggede Artens Rede. Gjøre de det, maa denne Udvikling falde, men de, ganske vist faa og ufuldstændige, Iagttagelser, man har gjort i saa Henseende, synes rigtignok at tage Parti mod Instinktet før Fornuften. Vi have i det Foregaaende nærmest seet paa Redens og Fuglenes Forhold til hinanden; men der vilde maaskee endnu være Noget at see paa, hvis vi henvendte vor Opmærksomhed paa Redens og Fuglens Forhold til Omverdenen. Alt i Verden har Fjender, og Fuglene ere meget langt fra at danne nogen Undtagelse fra denne Regel. Reden er Fuglens Huus, det Sted, hvor den fremfor Alt skulde være sikker; det er da ingen urimelig Formodning, at vi i den skulde kunne see Frygten for Fjenderne udtalt. Vi betragte Reden som et Skjul; lad os lægge denne Betragtningsmaade til Grund for en Redeklassifikation: aabne Reder og lukkede Reder. Til de sidste regner jeg alle de Reder, der skjule Æg, Unger og den rugende Fugl, hvad enten det saa er en kunstigt flettet Pungrede eller lidt løst Straa i et Digehul. Der er den Mærkelighed ved denne Inddeling, at den ikke bryder den almindelige »naturlige« Inddelingsmaade; thi hele store Grupper af Fugle, som almindeligt ansees for beslægtede, falde enten i den ene eller den anden af vore Inddelinger, og det er kun undtagelsesviis Tilfældet, at Arter af samme Slægt findes i dem begge. Man veed, at Hannerne og Hunnerne hos Fuglene ofte have forskjellige Farver: de Fugle, hvor Hannen er anderledes og afstikkende farvet, lade vi nu -man vil snart see hvorfor - danne en Gruppe for sig; de Fugle, hvor baade Han og Hun have iøinefaldende Farver, lade vi danne en anden Gruppe. Undersøge vi saa, hvorledes de to Grupper i hver af vore to Inddelinger forholde sig til hinanden, viser det sig, at Grupperne falde sammen saaledes, at de Fugle, hvor begge Kjøn have paafaldende 230 lyse eller afstikkende Farver, have lukkede Reder, medens de, hos hvem kun Hannen er afstikkende farvet, have aabne Reder. At dette er et Forhold, der har Hensyn til Omverdenen, er indlysende nok; thi hvis en Fuglehun med afstikkende Farver laae i en aaben Rede, vilde Fjenderne langt lettere see den, end hvis den var mørktfarvet eller af samme Farve som Omgivelserne; og hvis paa den anden Side Reden er lukket, er der ingen Fare for Hunnen ved at være stærkt farvet. Om det forøvrig er Reden, der har bestemt Fuglens Farve, eller Farven, der har bestemt Redens Form, skulle vi senere undersøge. Den ovenfor fremsatte Regel har imidlertid sine Undtagelser; men blandt disse er der nogle, som i en væsenlig Grad styrke Reglen. Saaledes er der nogle Fugle, hvis Hunner ere langt mere farverige end Hannerne, og disse Fugle have aabne Reder; men her besørge de mørktfarvede Hanner Udrugningen. Hos Sidensvandserne have begge Kjøn afstikkende Farver, rødgraa Ryg og lakrøde Vingefjer, og dog have de aabne Reder; men disse Fugle yngle kun under meget nordlige Bredegrader og bygge deres Reder i Naaletræer, og i de nordlige Egne og særligt paa Naaletræernes Stamme er der en Vrimmel af Lavarter med alle mulige brogede Farver: af disse Laver bygger Fuglen sin Rede, og med deres Farver smelter dens brogede Fjerdragt let sammen; om det saa er de røde Pletter, saa ligne de Sporehusene paa en vis Skaal-Lav. Der er andre pragtfuldt farvede Fugle (Pittida), som have aabne Reder; men her er Bruddet paa Reglen kun tilsyneladende: de stærke Farver findes nemlig paa Brystet, og man seer kun den mørktfarvede Ryg, naar Fuglen ligger paa Reden. Man kunde mod denne Regel indvende, at Strudse- og Emu-Hannerne, der besørge Rugningen, ikke ere mindre iøinefaldende end Hunnerne; men man betænke, at den Rede, der skulde skjule disse store Fugle, snarere vilde lede til at finde dem, og man maa ikke troe, at Naturen er saa stridig som Systematikerne, der med Vold og Magt ville samle alle Hoveder under een Hat. Naturen gjør ingen Dumheder for at frelse Systemet; derfor lader den Strudsen skøtte sig selv og trøster sig med, at den har givet Fuglen lange Been, der kunne bringe den hurtigt afsted. Pirolerne er det vanskeligere at komme afsted med; det er spraglede Fugle, og dog have de aabne Reder, og skjøndt man har lagt Mærke til, at de gamle Fugle gjøre sig al optænkelig Umag med at skjule Rederne under tætte og tykke Løvhæng, maa vi dog vist foreløbig lade dette Forhold staae som en Undtagelse, der ikke 231 bekræfter Reglen. Til samme Klasse af Undtagelserne høre nogle Tilfælde, hvor Hannen er spraglet, Hunnen mørk og Reden lukket.
✂ I dette Forhold mellem Farve og Redeform, mener Wallace, maa det være Reden, der bestemmer Farven, fordi vi hos de Fugle, hvor begge Kjøn have mørke Farver, baade finde aabne og lukkede Reder. Efter hans Mening har altsaa i Begyndelsen Fuglenes Hanner og Hunner havt samme Farve (selvfølgelig dog kun indenfor samme Art); nogle Fugle byggede aabne, andre lukkede Reder; ved Parringsvalget* fik nogle af de Fugle, der byggede aabne Reder, efterhaanden mere pragtfulde Farver, og nu indtræder der det dobbelte Forhold, at de meest afstikkende Hanner formere sig stærkest, medens de meest afstikkende Hunner ere meest udsatte for Ødelæggelse. De Fugle, der bygge lukkede Reder, paavirkes ikke heraf, men blandt dem, der have aabne Reder, vilde Kvalitetsvalget særlig lade de Arter bukke under, hvor Hunnerne arvede meest af Hannernes Pragt.
✂ Darwin** seer Sagen noget anderledes, idet han lader Redens Form være betinget af Fuglens Farve. Efter ham bygge i Begyndelsen alle Fugle simple, aabne Reder, men efterhaanden som Parringsvalget gjør Hanfuglene og ifølge de almindelige Nedarvingslove derved ogsaa Hunnerne, mere og mere afstikkende, bliver dette disse sidste farligt og nøder de paagjældende Fugle til at søge deres Frelse i at bygge lukkede Reder, d.v.s. Kvalitetsvalget skaanede de Individer, der havde skjult deres Reder bedst.
✂ Det er to saa store Forskere, der ere uenige, at det bliver lidt forvovent at give sig til at dømme imellem dem. Men man har jo dog Lov til at have en Mening, om saa Autoriteterne ere aldrig saa store, - altsaa: da Fuglene nedstamme fra Krybdyrene, og da Parringsvalget ikke her i nogen særlig høi grad har gjort Hannernes Udseende forskjelligt fra Hunnernes, er det rimeligt, at begge Kjøn hos de første Fugle have været lidet eller slet ikke forskjellige, om der end har været en Tendens til Forskjellighed Da endvidere Krybdyrene ikke bygge Reder, men ganske simpelt søge Skjul mellem Jordbundens Ujevnheder eller i Træernes Huulheder, have de første Fugle uden Tvivl baaret sig ad paa samme Maade; ialfald er der da Intet, som taler * * 232 for, at de skulde have bygget kunstige, kuppelformede, lukkede Reder. Som bekjendt ere Krybdyrene koldblodige, og deres Legemer have samme Varmegrad som den dem omgivende Luft; det vilde derfor ikke være til nogen væsenlig Nytte for dem at omgive sig med slette Varmeledere som Uld, Straa o.s.v. Fuglene ere jo derimod varmblodige; men denne Forskjel mellem dem og deres Ophav er vel neppe opstaaet pludseligt; de første Fugle have sagtens havt Blod med en vis ringe, men bestemt Varmegrad, og det er rimeligviis denne Blodets Varme, der bringer Fuglene til at samle slette Varmeledere, til at samle til Rede. I Tidernes Løb fixeres Redebygningsmaaden, saaledes at det bliver en Vane for Nogle at bygge i Træer, for Andre at bygge paa Jorden, for atter Andre at bygge i Huller. Paa samme Tid bliver Forskjellen mellem Kjønnenes Udseende større og større ifølge Parringsvalget. Nu staae vi ved et heelt Væv af forskjelligt virkende Magter. Parringsvalget vil gjøre Hannerne kjønnere, mere afstikkende end Hunnerne. Den almindelige Nedarvingslov vil lade Hunnerne forskjønnes med Hannerne og saaledes udslette Parringsvalgets Virkninger. Kvalitetsvalget vil beskytte de afstikkende Hanner ved at lade dem faae stort Afkom, og det vil dræbe de afstikkende Hunner: men disse to Virkemaader ville atter ophæve hinanden, idet den første vil gjøre Afkommet skjønnere, medens den anden vil gjøre det uanseeligere. Imidlertid er der en Faktor medvirkende, som gjør, at Kvalitetsvalget dog faaer udrettet en Deel. Denne Faktor er Fuglenes Livsvaner, særligt da den Maade, de have vænnet sig til at bygge deres Reder paa. De Fugle, hvis Reder ere skjulte i Huulheder, ville blive mere og mere afstikkende; thi der vil Kvalitetsvalget ikke kunne ødelægge de farverigeste Hunner, og det vil beskytte Hannerne. De Fugle, hvis Reder ligge aabent, vil det enten drive til at lukke Reden ved et Tag, eller ogsaa vil det lade dem faae simple Farver, altsaa undertrykke Parringsvalget. Vi faae altsaa, hvordan vi saa vende Sagen, en Strid mellem Parringsvalget og Kvalitetsvalget, og vel er Naturen ødsel, men at den skulde offre saa meget Arbeide uden at faae Noget udrettet, det lyder ikke troligt. Jeg troer imidlertid, at der er en anden Løsning af Spørgsmaalet, en Løsning, der vender Striden til det Gode. Kvalitetsvalget er overalt virkende ved Alt og paa Alt; man kan ikke sige: Kvalitetsvalget er der, følgelig ikke her, det er baade her og der. For at blive ved det Emne, der her behandles: Parringsvalget er Kvalitetsvalg; det er Kvalitetsvalget, der former Rederne, 233 samtidig med at det virker paa hele Fugleverdenen, tilintetgjørende denne Art og beskyttende hiin. Hvorfor saa ikke ganske simpelt løse det foreliggende Spørgsmaal ved at sige, at det er et bredere Kvalitetsvalg, der benytter Striden mellem Parringsvalget og Kvalitetsvalget til at paavirke Arveligheden saaledes, at det beskytter de Fugle, hvis mandlige Afkom ligner Faderen, hvis kvindelige ligner Moderen, medens det tilintetgjør dem, hvis mandlige Afkom ligner Moderen og hvis kvindelige ligner Faderen? Saa er Striden nyttig, Arbeidet ikke spildt og Fænomenerne forklarede.
✂ Jeg slutter med nogle Ord af Wallace: »Man vil maaskee sige, at Alt dette er uvæsenlige Smaating; men man maa vel huske paa, at det Maal, alle Eiendommelighederne i Dyrenes Bygning sigte paa, er at bevare Individets Liv og at sikkre Artens Existens. Man har gaaet og seet paa Farverne i Naturen, som om det var noget Tilfældigt, noget Overflødigt, Noget, Dyrene havde faaet, ikke for at de skulde have nogen Nytte af dem, men til Glæde for Mennesker og Serafer - eller, som man ogsaa siger: for at forøge Naturens Skjønhed og ideale Harmoni. Dersom det var sandt, vilde de organiske Væsners Farver danne en Undtagelse fra alle andre Naturfænomener. De vilde ikke være et Produkt af almene Love, ikke bestemmes af stadigt skiftende ydre Forhold, og vi maatte opgive enhver Forsken efter deres Oprindelse og Aarsag, da de jo skulde være afhængige af en Villie, vi aldrig ville faae Noget at vide om. Men det er jo nu ganske mærkeligt, at saasnart vi begyndte at undersøge Naturens Farver, saa viste det sig, at de staae i nøie Forbindelse med en Mængde andre Fænomener, og at de ligesom disse ere visse almindelige Love underordnede. Det er ikke blot Fuglene, dette gjælder; for Pattedyr, Krybdyr, Insekter gjælder det ogsaa, og Darwin har viist, hvor Meget Farverne betyde for Blomsterne. Det, at Nyttighedstheorien (Darwins Theori) kan forklare alle disse Farveforhold, er atter en Seir over de Folk, som holde paa Skabelsestheorien. Man maa virkelig indrømme, at Nyttighedstheorien har forklaret en Deel; og saalænge man ikke kan faae en ligesaa stor Række af Kjendsgjerninger til at harmonere med en eller anden Theori, maa man virkelig ikke vente, at vi skulle opgive en Theori, der allerede, saa ung den er, har gjort saa god Tjeneste, og som har ført til Opdagelsen af en saa stor Mængde interessante og uventede harmoniske Forhold mellem de almindeligste (men hidtil meest forsømte og mindst forstaaede) af den organiske Verdens Fænomener«.