Jacobsen, J. P. Lyrik og prosa

Efterskrift og noter

236 237

Efterskrift

I sin egen korte levetid, 1847-85, opnåede J.P. Jacobsen at få udgivet tre bøger: de to romaner Fru Marie Grubbe (1876) og Niels Lyhne (1880) samt Mogens og andre Noveller (1882). At han ikke blot var en bemærkelsesværdig prosaforfatter, men også en stor lyriker, blev først for alvor synligt i 1886, et år efter hans død, da Edvard Brandes og Vilhelm Møller fremlagde første udgave af Digte og Udkast (2. rev. udg. udkom i 1900). Indtil da var kun seks af hans digte blevet offentliggjort i diverse antologier og tidsskrifter. Ikke mange anede, at hans lyriske prosa var randsmykket af en række egensindige stykker lyrik spændende fra digtsuiter over pasticher til veritable fornyelser af den lyriske genre. Fra og med Digte og Udkast fremstod Jacobsen da for alvor som en vidtfavnende digter, der i radikalitet, hvad angår sproglig formåen og genrefornyelse, kun overgås af få. Overalt i den omfattende Jacobsen-reception, der har vide internationale forgreninger, fremhæves netop hans ekvilibristiske stil.

Man har især hæftet sig ved hans mulige placeringer i programsøgende, litteraturhistoriske konstruktioner. Her beskrives han i to yderpunkter. Som naturalist eller som senromantisk symbolist. Læser man hans lille, men yderst sammensatte og komplekse forfatterskab på tværs af de givne genrer - roman, novelle, lyrik, afhandling - aftegner der sig imidlertid nogle mønstre, der gør ham til en af de mest markante sprog- og genreeksperimenterende digtere i moderne dansk litteraturhistorie.

1. »Et Vendepunkt i dansk Literatur«

Den første litterære udgivelse fra JPJs hånd er novellen »Mogens«. Den blev offentliggjort i 1872 i Vilh. Møllers Nyt dansk Maanedsskrift. Da den ti år senere genudgives i Mogens og andre Noveller, beskriver Edvard Brandes og Otto Borchsenius i deres anmeldelser på hver sin tilbageskuende måde novellens betydning som et 238 »Vendepunkt i dansk Literatur« (Edv. Brandes). Novellesamlingen blev anmeldt noget mere sporadisk end de to romaner og vakte ikke nær samme opsigt.

I sin anmeldelse i Morgenbladet 4.6.1882 beretter Edvard Brandes om novellens besværlige fødsel. Vilhelm Møller er i knibe for novellistisk stof, og JPJ tilbyder at levere en fortælling: »Men da Jacobsen havde lovet at skrive en Novelle, kneb det med at holde Løftet. I Stumper og Stykker blev »Mogens« til; medens Trykkeriet sendte Dreng paa Dreng, Redaktøren skyndte paa, og Vennerne drillede, skrev Jacobsen i uforstyrrelig Ro paa alle slags kulørt Brevpapir smaa Bider, som han afleverede, uden nogensinde at rette et Ord og uden den Gang, ligesom siden ved de store Romaner, at behøve nogen Klade til det en Gang Færdige for at sammenligne med det Følgende. Hvad han skrev, det skrev han; det er saa fuldkomment, som han er i Stand til at udføre det, og hans sjældne Hukommelse bevarer det saaledes i hans Erindring, at han har kunnet bortsende de 6 à 7 første Ark af en Bog halvandet Aar førend den udkom, uden at se dem, medens han fuldførte Romanen«.

»Mogens« er ikke et mesterværk, fastslår Edvard Brandes, dertil lider den af for mange mangler »udenfor det Stilistiske« - kompositionen er for løs og karakterskildringen overfladisk. Også stilen lider af visse mangler, om end det er den, der »med ét Slag spænder Fordringerne til den prosaiske Fortælling saa højt, at denne i Form og Farve kommer Verset helt paa Siden« og derved bringer dansk prosa siden Goldschmidt ud af sin »Fladhed og Stemningsløshed«.

Otto Borchsenius er langt mere uforbeholden i sin ros. Også han beskriver i sin anmeldelse i Ude og Hjemme 2.6.1882 novellens store betydning for fornyelsen af dansk prosa ved offentliggørelsen i 1872: »dengang (...) satte de Unge kjækt Paastand imod Paastand og hilste jublende det Ny, de fandt i Drachmanns første lille Bind Digte og i Jacobsens »Mogens««.

Ved sin genkomst i Mogens og andre Noveller sættes denne nybrydende betydning af de to anmeldere i relief i sammenligningen med de øvrige noveller. »Mogens« er et udgangspunkt, hvis anlæg forfines og - især for Edvard Brandes - fuldendes i »Pesten i Bergamo« og til dels i »Fra Skitsebogen«. Han går så vidt som til at kalde »Pesten i Bergamo« for »et Stykke Prosa, som intet i dansk Literatur staar over og lidet kommer ved Siden af«.

239

At Jacobsens noveller i 1882 kunne opleves som noget helt særligt, bekræftes af en anmeldelse i Berlingske Tidende 9.6. En anmelder med signaturen W.H. (dvs. Fr. Winkel Horn) spidder, hvad han kalder »en routineret Romanlæser af den sædvanlige Art, der nærmest søger Sensation og Beskæftigelse for sin ørkesløse Phantasi«, og som derfor helst holder sig til »gammeldags Romanforfattere«, der »ikke bryde sig meget om Formen, men overvejende holde sig til det Stoflige, hvormed de tidt overlæsse Læseren«. En sådan romanlæser vil stå uforstående over for Jacobsens noveller, idet de, uden ensidighed, byder på en fornem formsans, der skaber opmærksomhed hinsides det blot og bart stoflige. Han påpeger, at der i samlingen er tre egentlige noveller, »Mogens«, »Et Skud i Taagen« og »Fru Fønss«, mens resten er skitser; især »Der burde have været Roser« (her: »Fra Skitsebogen«) er et udkast, »der er saa fuldt af stilistiske Finesser, at man hverken faar fat paa dem alle ved at læse det een eller to Gange«.

2. »Haabets Fattigdom«

Novellerne i det lille bind er altså, som W.H. antyder, meget forskellige. »Mogens« og »Et Skud i Taagen« (1875) er de ældste tekster i samlingen, mens skitsen »To Verdener« (1879) er tættere på JPJs sene noveller (de tre øvrige, se nedenfor). »Et Skud i Taagen« har ligesom »Mogens« en udfoldet handlingsgang og er bygget op efter traditionelle episke mønstre, hvor billedsproget tjener den psykologiske karakterskildrings formål.

»To Verdener« er i kontrast hertil langt mere episk fortættet og billedligt sammensat. Den spejler to verdener i hinanden, én dømt til undergang og én hildet i lykke. En spejlende manøvre, der først udkastes billedligt i form af de to grupper huse for dernæst at indgå i spillet mellem de to kvinder i en slags fortællemæssigt arrangeret spejling, der fordobler sig i de to kvinders fantasier: i den helbredte kvindes forestillinger om de helbredende kræfter, og i den raskes sang om skyggerne derude, der vanker som landflygtige tanker. Novellen afsluttes altså ikke episk, men lyrisk: med en sang, der i sig selv spejlende kaster et fortolkende skær tilbage over skitsens prosadele.

De komplicerede spejlglidninger fremstilles i afgrænsede dele (indledningsbilledet, tiden før og efter helbredelsen, sangen), der 240 forskyder den centrale spejlakse mellem de to kvinder i en række afgrænsede felter, der hver for sig skitseagtigt antyder varianter af de gennemgående spejlinger mellem liv og død, virkelighed og fantasi. Den nøgterne - næsten lancet-agtige - indskudte sætning »maaske ogsaa en ny Fattiglæge, der var kommen der paa Egnen« i beskrivelsen af den syge kvindes helbredelse (se s. 154) afmærker det nøgternt-ironiske perspektiv, hvori de drømmeagtige spejlinger dissekeres, fastholdt i påmindelsen om »Haabets Fattigdom« i selv den lykkeligste stund.

Resten af novellerne tilhører den seneste del af JPJs forfatterskab, skrevet efter hans tredje og sidste udenlandsrejse. De udspiller sig alle i sydlandske egne. Såvel i tone som i stil og emne er de vidt forskellige og betragtes med rette som højdepunkter i dansk novellekunst. Selv om de er forskellige, er de dog på hver deres måde fælles om at indfange den ustadige, ufravigelige spejling mellem lykke/håb og død, som blev stiliseret i »To Verdener«: håbets dimensioner af vanvid i konfrontation med død og intethed (billedliggjort i de sorte, tomme kors i »Pesten i Bergamo«), længslernes flygtighed (den glidende billedstrøm og pagernes dialog i »Fra Skitsebogen«) og lykkens forbundethed med had og undsigelse og dødens altid hos JPJ brutale, utidige tilfældighed (Fru Fønss' død og børnenes venden hende ryggen).

Man kan altså i den lille novellesamling følge en udvikling i JPJs skrivekunst, der med omdrejningspunkt i »To Verdener« vedholdende accentuerer og facetterer mulighederne for digterisk at indkredse vanviddet, flygtigheden og døden som uomgængelige vilkår i enhver »Drømmeskaal«. Og netop digterisk: især i de tre sene noveller er det den stilistiske beherskelse ud i mindste detalje, der skaber komplekse, vibrerende dannelser af betydning langt hinsides de temaer, teksterne hver for sig behandler.

3. »Manglen af Komposition«

Den lille novellesamling rummer således stof, der fra første færd viser nye veje for dansk prosalitterær stil, og som på det kraftigste ser stort på og derved tilsidesætter tilvante forventninger hos læserne. En egensindig stil, hvis yderpunkter markeres af samlingens to indbyrdes 241 vidt udspændte tekster: den lange, romanlignende fortælling om »Mogens« og den korte, raffinerede skitse »Fra Skitsebogen«.

»Mogens« er blevet læst ud fra et utal af synsvinkler og er blevet taget til indtægt for naturalisme, dannelsestænkning, psykoanalytiske synsvinkler, en »dualistisk menneskeopfattelse« (Ottosen, 1968) og mere bredt et senromantisk-naturvidenskabeligt funderet menneskesyn (Algot Sørensen, 1990: 40).

Indledningen er berømt på grund af sin stil, især den impressionistiske beskrivelse af regnvejret, ligesom Mogens' lammede oplevelse af Kamillas fald ned i flammerne (se s. 121) igen og igen udgør et fikspunkt for såvel berømmende omtale af novellen som analytiske nedslag i den (jf. f.eks. Vosmar, 1984: 207-216, Egebak, 1985: 74-77 og Algot Sørensen, 1990: 36-37).

Gennemgående i vurderingen af novellen er diskussionen af forholdet mellem dens brudte komposition og det deraf bestemte springende portræt af fortællingens hovedperson. I samtiden var Edvard Brandes den mest uforsonlige kritiker heraf, mens Herman Bang var langt mere åben over for det, han fornemmede som det nye i denne tilsyneladende henkastede måde at komponere på, og som han ikke blot fandt hos JPJ. Han skriver således, at »Hos Jakobsen (...) er Manglen af Komposition - hvis man tør kalde den en Mangel - ham fuldt bevidst lige fra første Færd, og selv om han ganske sikkert ikke formaar at give alt, hvad han vil, véd han dog bestandig hvad han giver, og hvorfor han giver netop det«, og videre, at »Derfor er det maaske urigtigt at forekaste vore nye Forfattere, at de opgiver Komposition: thi vi bør først undersøge om det, de opnaar derved, tilnærmelsesvis Sandhed i den psykologiske Udvikling, ikke er noget langt mere væsenligt - væsenligt, mener jeg, for os og vor Tid« (Bang, 1879: 74f.).

I Jørgen Ottosens og Jørn Vosmars analyser videreføres diskussionen af denne brudte komposition som anstødssten for deres fortolkninger. De ender begge, om end på meget forskellig vis, med at slå fast, at brudtheden er et kunstnerisk princip, som viser sig ved en indre, logisk sammenhæng i novellen på andre niveauer end det realistiske plan - for Ottosen således på et »symbolsk« plan.

At JPJs debutnovelle kan forekomme brudt i sin komposition, viser sig ved en nærmere granskning af hele hans forfatterskab ikke at være en tilfældighed. Således bærer også hans to romaner præg af et 242 sådant princip. Fru Marie Grubbe i form af stil- og sceneskift, hvor fremstillingen skifter stil, karakter, intensitet, afhængig af de scener, den beskriver (se efterskriften til Danske Klassikeres udgave, 1989: 228f.). Niels Lyhne ved langt hen at bestå af de berømte »lyriske tableauer«.

JPJ dementerer da også selv indirekte, at hans kompositionsprincip skulle være en kunstnerisk mangel eller en tilfældighed - bestemt af f.eks. hans arbejdsform, sådan som Edvard Brandes beskriver den i sin anmeldelse af Mogens og andre Noveller. Et dementi, som med stor elegance og kunstnerisk beherskelse fremlægges i »Fra Skitsebogen«. Den har netop sammensatheden og brudtheden, det skitseagtige, som bærende princip på en alt andet end tilfældig måde (jf. analysen heraf i Erslev Andersen, 1988). Skitsen aftegner et vigtigt led i det, man kan kalde den særlige jacobsenske poetik En poetik, der vægter stilen frem for »det Stoflige«, som W.H. kaldte det. Prioriterer den sprogligt-stilistiske begivenhed og sensibilitet over den tematiske bundethed til litterær programtænkning (naturalisme, symbolisme), stabile menneskeopfattelser og en én til én spejlende realismeforestilling. Eller med andre ord: frisætter det sproglige materiale (figurer, syntaks, rytme, adjektiver) fra en bundethed til størrelser hinsides sproget (naturen, virkeligheden, biologien o.lign.) til fordel for en 'fri', men nøje kontrolleret eksperimenteren med sprogets formning. Især i sig selv, men også som en uhyre sprogbevidst formning af det, man i såvel JPJs samtid som den dag i dag betragter som litteraturens regulativ: den håndgribelige virkelighed. Et regulativ, JPJs poetik synes at have et noget afslappet forhold til. Derved fremstår han som en af de første digtere i moderne dansk litteraturhistorie, der i radikal forstand gør det muligt at erfare sproget som et fuldstændigt selvberoende kunstnerisk materiale. Og det i al denne erfarings komplicerede dobbelthed: selvstændiggørelsen af sproget erfaret både som et frisat kunstnerisk materiale og som et tab af en sikkert funderet verdensopfattelse.

4. Stilens fuldkommenhed, melankoliens dekadence

At JPJ på denne måde måske kan siges at være dén danske digter, der åbner for en sådan erfaring, formuleres direkte af den danske 243 symbolismes mest ihærdige fortaler, Johannes Jørgensen. I februar 1894 havde han i Taarnet en artikel om »Nutidens danske Literatur«. Heri skriver han, at »J.P. Jacobsen er for alle unge Digtere i Danmark den elskede Mester, det uopnaaelige Forbillede«. Han er »den fuldendte Stilist«, idet han »skriver et Sprog, der er en Fest for Øret, et musikalsk, farverigt, billedvævet Dansk, hvis Mage før ham aldrig var set. Hans Romaners Tømmerværk er omranket af den sproglige Skønheds rødeste Roser. Og hans Prosadigte, hans Vers-Arabesker søger deres Jævnbyrdige mellem Baudelaires og Mallarmés mest udsøgte Værker«.

JPJ betegner dermed for Jørgensen et brud, noget aldrig før set i dansk litteratur (jf. også Borum, 1969). Digterne efter JPJ lever ikke op til hans fuldkommenhed, men viser dog alligevel vejen frem. Jørgensen slutter sin kursoriske gennemgang af digterne efter JPJ med at kortlægge denne vej: »Og hermed er Vejen vist, som den unge danske Digtning maa vandre. Den positivistiske Realisme skar ikke dybt nok i Tilværelsens Muld; den naaede kun Haabløshedens golde Sandlag og mente dermed at have fundet Verdens Grundvold Den ny Poesi vender sig bort fra Livet (i Realismens endelige og begrænsede Betydning af dette Ord), men kun for at forlene Virkeligheden ny Ære som en højere Tilværelses Symbol«. Denne nye, ophøjede symbolisme antager form af en renselse: »Uddreven af Literaturen er da den naturalistiske Pessimisme og Dekadencens syge Livshad og Dødslængsler. Og Livsglæden genfødes, renset og uforgængelig, som Glæde over at eje det Evige Liv«. Præcis på dette punkt overskrider »disse Yngste i den danske Literatur« - dvs. Sophus Claussen, Niels Møller, Viggo Stuckenberg, Sophus Michaëlis, Helge Rode - JPJs »Aand«. De er »Niels Lyhnes Æt i andet Led. De har af deres Forgængere lært, ikke længer saa brændende at attraa den Virkelighed, der er deres svage Viljer nægtet at favne, og det Liv, som maaske (naar alt beses) ikke er saa meget værd«.

For Jørgensen samler denne dekadence hos JPJ sig i portrættet af Niels Lyhne, der bærer på »et Tungsind«, en ulægelig »Konflikt mellem Vilje og Ævne«. Et tungsind, som for Jørgensen ligefrem har dannet skole: »Deraf den dybe Melankoli i hele den danske Literatur, som er yngre end Niels Lyhne. Deraf det Dekadentpræg, som særtegner saa mange af de Skribenter, der i det sidste Aarti er udsprungne af den gamle naturalistiske Stamme«.

244

Den rolle, JPJ tildeles i Jørgensens artikel, er således ganske dobbelttydig. I bearbejdningen af materialet - sprog, stil, komposition, genrer - er han uovertruffen. Den deraf afledte erfaring af tabet af enhver form for religiøs (transcendens-søgende) eller virkelighedsforbundet (realistisk, mimetisk) dimension i sproget - erfaringen af tabet af korrespondancen mellem sprog og idealitet - er imidlertid problematisk.

Den - for Jørgensen utilstedeligt dekadente - melankoli, erfaringen af dette tab medfører, læges først i og med symbolismens søgen mod transcendens gennem sproget. Men markant nok jo ved at arve netop JPJs prioritering af sproget og ikke »Virkeligheden«; den Niels Lyhne-agtige venden ryggen til livet, tonen af »Livshad og Dødslængsler«, erstattes blot med »en højere Tilværelses Symbol«. Men det er dog, også for Jørgensens symbolister, udelukkende i og gennem sproget - og kun dér - alting kan opnås. Eller opgives. Det synes at være den erfaring, JPJs digtning frem for så meget andet gør mulig. Og, kan man tilføje, som finder sit mest beherskede, distancerede og elegant gennemførte udtryk i netop skitsens form: »Der burde have været Roser«. Det er oplagt at læse stykket som en gennemgribende undersøgelse af det poetiske sprogs muligheder, der baserer sig på en vedholdende strøm af antagelser af muligheder, som imidlertid konstant forflygtiges og opløses. En optagethed af provisoriske tilstande frem for endelige stilstande. En antageisens eller henkastethedens poetik, som den dag i dag gør JPJs digtning endog meget moderne. Et aspekt, Edvard Brandes sporede i »Mogens«, men ikke betragtede som en digterisk styrke. Tværtimod opfattede han det som en mislyd: »naar saa senere følge Udtryk som »et Egetræ, om hvis Stamme man gjerne kunde sige« eller »Grene som mest af al Ting lignede«, saa vilde Jacobsen selv nu være den første til at fordømme en saa uhandelig Fortællemaade, hvor ikke Billedet uden videre sættes hen, men indledes ved indskudte Forfatterbemærkninger« (Edv. Brandes, 1968: 59-60, EB fremhæver). Set i lyset af »Fra Skitsebogen«, der er spækket med sådanne regibemærkninger, synes denne kritik at måtte vendes om. For JPJ handler det netop ikke om uden videre at sætte et billede hen - afslutte det, gøre det 'gennemsigtigt'. Tværtimod. Billeddannelsens og kompositionens karakter af valg, proces og provisorisk foranderlighed skjules ikke, men medtænkes som et ufravigeligt vilkår for digtningen. At digtning ikke er - måske ikke engang kan være - et 245 udsagn om fikserede forhold i verden, men derimod en skitseagtig antagelse af noget, der kunne - eller måske burde - have været dér, i verden.

At dette ikke blot, som for Jørgensen, kan opleves som en dobbelthed af digterisk frihed og dekadent melankoli, men som en slags l'art pour l'art-dekadence, der er på før stor afstand af den håndgribelige virkelighed, har været en central anfægtelse i JPJ-forskningen -ikke mindst i den socialhistorisk forpligtede ideologikritik (Holmgaard, 1971 og Kragh Grodal, 1985). Men også - og især - i de få forsøg på at fortolke netop »Fra Skitsebogen« (jf. Erslev Andersen, 1988: 85-86). At JPJs lille, fortættede skitse har været en vanskelig sag at gribe for kritikerne, fremgår af, at de første seriøse analyser først udkom ca. 90 år efter selve skitsen (Stein Larsen, 1971 og Sørensen, 1971).

Problemet med den manglende vilje til at lade sproget være virkelighedstro formuleres imidlertid mest ligefremt af to af dansk litteraturs store, sammenhængssøgende digtere, der begge var meget stilbevidste, men som lod deres stilsans tjene store, 'virkelige' formål. Således skriver Martin Andersen Nexø, at »Vi havde en (...) Periode for en Snes Aar siden, hvor unge begavede Digtere sad og tumlede med kunstfærdige Tillægsord, og undrende Mennesker varslede om en ny Æra for Digtningen. Hvor er Tillægsordene fra den Gang? og hvad er der blevet af J.P. Jacobsens Tillægsord? Det er vel dem, der nu byder os naturligt imod ved Læsningen af ham? Vil mere af hans Sprog dø - ogsaa af det, der nu virker betagende paa os? Det er ikke umuligt, for J.P. Jacobsen var Stilist, maaske den ejendommeligste, vi har haft, men Stilist! Han naaede aldrig til det Sprog, der bliver borte i Værket«. Og Johs. V. Jensen: »Jacobsen har i de senere Aar været mig en Gru. Han har virket til det gode ved at berige Sproget med Dialekter. Men af Jacobsen er kun Sproget tilbage, Poesien er borte. At beskæftige sig direkte med sit Sprog, er det samme som at se en Rude i Stedet for at se igennem den. Vi kan ikke se gennem Jacobsens Rude ...«(begge cit. fra Chr. Rimestad, Digtere i Forhør, 1906: 112f. hhv. 46, Rimestad fremhæver). Begge slår til lyd for et litterært sprog, der ikke gør opmærksom på sig selv, men viger pladsen for det sagte. Noget sådant finder man ikke hos JPJ. Hans sprog markerer til stadighed, at det netop er sproget, der arbejdes med og i. Og at enhver form for angivelig 'gennemsigtighed' i værket beror på en stilistisk og kompositorisk illusion, som JPJ ikke ønskede at foregøgle sine læsere. Tværtimod må 246 man »stille Fordringer til Publikums Intelligens og ikke ængstelig trække et rødt Ankertoug igjennem alle en Figurs Stadier og Phaser«, som han i marts 1880 skrev i et brev til Edvard Brandes.

At JPJ den dag i dag kan siges at stille ikke ringe fordringer til publikums intelligens, fremgår af Skud. Tekstanalysen i dag (1992), en antologi, redigeret af Anders Østergaard, der bringer fem forskellige analyser af »Et Skud i Taagen«. Læser man de metodisk set vidt forskellige analyser i sammenhæng, viser det sig med al ønskelig tydelighed, at JPJs lille novelle er alt andet end simpel og entydig i såvel sin stil og komposition som i sit stoflige ærinde. Især to af analyserne giver et indtryk af, hvor genrebevidst JPJ arbejdede. Både Erik A. Nielsen og Søren Schou påviser, for første gang i JPJ-litteraturen, at novellen er skrevet i kontinentet mellem Edgar Allan Poes spøgelseshistorie »The Tell-tale Heart« (1843) og librettoen til Carl Maria von Webers romantiske opera Der Freischütz (Jægerbruden, 1821).

5. Herverts død

I sine kommentarer henviser Johs. Jørgensen til JPJs digte. De blev som nævnt først udgivet posthumt, men, som han selv bemærkede i et brev til Vilh. Møller, allerede fra han var 9 år, skrev han jævnligt lyrik (Tilskueren, 1904: 955).

Mange af hans tidligste forsøg på at skrive digte er naturligt nok stilstudier, skrevet med forbillede hos andre digtere. Han nævner selv i omtalte brev til Vilh. Møller, at han som sekstenårig var fortrolig med Wessel, Ingemann, Oehlenschläger og Heiberg. Det første forsøg, JPJ gjorde på at samle sin lyrik til en egentlig samling, fandt sted i 1868, hvor han forgæves forsøgte at få udgivet Hervert Sperring (se noter). Den består af en række i bund og grund spredte digte, som fra 1865 til 1868 forsøges samlet og redigeret ind i en fast ramme. Tilblivelsen er ganske tumultuarisk (se noterne). Det episke lag er ikke særlig fremtrædende i samlingen. Efter indledningsdigtet til moderen og en række naturlyriske digte introduceres i det 8. digt den vagt karakteriserede 'hovedperson': et jeg, Hervert, som lever i sine drømme. Så meget, at han ikke kan give sig hen til den unge kvinde, Asali, som han forlader til fordel for sine drømmerier. Da han efter en rejse vender tilbage til hende, er hun ikke længere fri, og for at dulme sin 247 smerte herover kaster han sig ud i et sanseligt forhold til to andre kvinder, Ellen og Signe, men billedet af Asali lader sig ikke bortviske. I digtet »Ved Asalis Grav« henfalder han i minder om sine tab og i dødslængsel. I de to næstsidste digte beskrives, ikke uden ironi, misforholdet mellem Herverts storhedsdrømme og deres mangel på realisering. I det sidste digt beskrives hans ensomme død i en skov, hvortil han er flygtet for sine drømme, overvældet af minderne om Asali.

Digtrækken tager sig ikke blot ud som, men er et resultat af en række digte, der er blevet til relativt uafhængigt af hinanden (jf. hans egen note, s. 46). Som så mange andre af JPJs værker er det brudt i sin komposition og har ikke vægtet det episke synderlig stærkt. Som han selv, ikke uden verve, bemærker i sine noter til digtene, er de af ujævn kvalitet. Slående er det imidlertid, at det er en besk udlevering af fantasiernes, for ikke at sige sprogets, digtningens, kunstens, herredømme over realiteten. Et herredømme, der først er destruktivt over for omverdenen (de tre kvinder), for dernæst i anden omgang, når billederne kommer igen som minder, at slå om i destruktivitet over for den drømmende selv ved med ubønhørlig konsekvens at føre til den mest grandiose dagdrøm af alle: iscenesættelsen af ens egen død (jf de sidste to strofer af »Lad mig ej dø!«). En drøm, som med grusom ironi bortviskes af den faktiske, altid tilfældige død (jf de sidste tre strofer af »Herverts Død«). Et tema, som JPJ behandler igen og igen - slutningerne på hans to romaner gentager således på hver deres måde med besk ironi dette vilkår.

Hervert Sperring fremstår da som en første, om end ufuldstændig, baning af to spor i det, der skulle vise sig at blive et særkende for og i JPJs poetik: fragmentets eller skitsens springende form og den vedholdende forevisning af forskellen mellem drøm (sprog) og verden. Snarere det, end - sådan som traditionen opfatter samlingen - et udelukkende mislykket forsøg på at skabe en episk sammenhængende, (alt for) perfekt bundet buket af regelret komponerede digte.

6. Sange omkring en kaktus

Også JPJs andet forsøg på at bringe mere samlede dele af den lyriske produktion til torvs fremstår i fragmentets form: En Cactus springer 248 ud, bestående af materiale udarbejdet 1867-1870 (herunder genbrug af to digte fra Hervert Sperring: »Efteraar« og »Gurresange« II). Heller ikke det når boghandlernes vinduer før efter Jacobsens død

Denne gang indgår digtene, sammen med en lille fortælling og en ufuldendt sagapastiche, i en rammefortælling. Fem unge mennesker underholder hinanden og to ældre tilhørere med oplæsning af egne digteriske tiltag, alt imens man afventer udspringningen af en blomst på en sjælden kaktus. JPJ opgav at skrive stykket færdigt, idet, som Borup antager (SV III: XVI), et mislykket besøg hos Georg Brandes atter drev ham i armene på botanikken, herunder arbejdet på prisafhandlingen om algerne og Darwinstudierne (se nedenfor).

Blandt de stykker, JPJ lader de fem unge mennesker levere, er der især to, som siden hen har opnået en vis berømmelse. Begge udmærker sig ved at antyde en af JPJs store bedrifter: fornyelsen af den lyriske genre.

Det ene stykke er »Gurresange«, som i 1900 blev kendt vidt og bredt som fin de siècle-digtning, da komponisten Arnold Schönberg påbegyndte sit arbejde med at sætte musik til den første tysksprogede oversættelse af sangene, Gurrelieder, oversat 1897 af østrigeren R.F. Arnold i Gedichte von J.P. Jacobsen. JPJ var da allerede en endog særdeles berømt digter i europæisk sammenhæng. Fra 1890 var han således på alles læber i Wien, og hans berømmelse som anæmisk-dekadent måneskinsdigter (således beskrevet af Ola Hansson) af stort format mellem franske symbolister og engelske prærafaeliter (således indrammet af Stefan George) kendte så at sige ingen grænser i den europæiske fin de siècle-kultur (jf. J.P. Jacobsens spor, red. F.J. Billeskov Jansen, 1985).

»Gurresange« er et vigtigt led i JPJs udvikling af den særlige frie lyriske form, der er hans særkende. Stykket, som bygger videre på romantikernes litterære forarbejdning af historien om Volmer og Tove, bliver til i flere omgange. Først laves der udkast til en behandling af emnet i en traditionel, strofisk form i stil med Carsten Hauchs »Valdemar Atterdag« (1861). Disse ansatser forlades dog hurtigt til fordel for en ny og mere selvstændig stil i form af en ustrofisk, lyrisk monolog. Som Borup påpeger (cit. værk: XXI) aner man en stadig større sikkerhed i udviklingen af denne særlige form, jo længere frem i samlingen man læser.

Det andet stykke er »En Arabesk«, den såkaldte Pan-arabesk. Det er 249 et af højdepunkterne i JPJs lyriske digtning: med dette digt introduceres for første gang hans særlige bidrag til den lyriske genre, arabesken. Det tilhører den yderst sjældne lyriske digtning i ældre dansk litteraturhistorie, der er helt uden rim og regulære vers: flydende, bølgende billeder og tankestrømme i overraskende rytmiske kadencer, der synes tilfældige, men som ved nærmere eftersyn viser sig at være resultatet af en særdeles velovervejet, næsten køligt kalkulerende komposition. Det var oplæsningen af dette digt en sen nattetime i 1872, der fik en målløs Edvard Brandes til at komme med det berømte udbrud: »Du er jo digter!«

Med disse to stykker var det særlige i JPJs fornyelse af digtningen for alvor sat i relief Og det er først med udgivelsen af dem i 1886, man for alvor får mulighed for at erfare et særtræk ved JPJs litterære arbejder: en stor belæsthed i forudgående traditioner og samtidig, i den egne udfoldelse, en særlig evne til, hvad man - med Nietzsche i tankerne - måske kunne kalde en slags kunstnerisk glemsel: en utilbøjelighed til at ville føje sig efter foreskrevne regler og fordringer, en stærk vilje til at insistere på egne krav og former. På dette punkt, og kun på dette, giver hans digteriske praksis mindelser om de store fornyere i europæisk digtning trekvart århundrede tidligere. Den tyske digter Friedrich Hölderlin, der akkurat som JPJ blev dyrket af fin de siècle-digterne, skabte således sine store hymner i netop frie og urimede former. Den, ligeledes tyske, tidlig-romantiske kritiker, aforist og digter Friedrich Schlegel påpegede, at arabesken er den ældste form for menneskelig fantasi, idet al poesi begynder med at ophæve fornuftens love for atter at kunne erfare fantasiens skønne forvirring, menneskenaturens oprindelige kaos (jf. Brostrøm, 1967: 166). Hensigten for de to himmelstormere, vidt forskellige såvel indbyrdes som fra JPJ, var netop at sprænge sig fri af overleverede, stivnede former i et ønske om at tænke alt på ny, skabe egne love og regler i en uendelig uafsluttethed.

7. »En broget Samling Blade«

Da JPJs digte blev udgivet første gang i 1886 i Digte og Udkast, vakte noget sådant imidlertid ingen særlig interesse blandt anmelderne. I en anonym notits i Berlingske Aftenavis d. 30.10. kaldes udgivelsen for »en 250 broget Samling Blade« med minder fra JPJs ungdom, og »Trods Forfatterens udviklede Smag og Kunstsans trykkes hans Aands Bygninger ned ved Overlæsselse med Skildringer og Ornamenter; hans livlige Phantasi dynger Billede paa Billede, men Tankeindholdet fordunkles og svækkes«. I Morgenbladet d 24.10. problematiseres udgivelsen, idet den ikke anses som tilfredsstillende for »J.P.J.s skarpe Selvkritik« og desuden i sig selv er »skuffende«.

De to anmeldelser, dvs. halvdelen af hvad der var i Danmark, falder meget godt i tråd med Georg Brandes' irritation over Jacobsens stil. Selv om Brandes som bekendt var en stor fortaler for Jacobsens digtning og var meget ihærdig med at gøre ham kendt i bl.a. Tyskland - hvad han ganske vist først blev i 1890'erne, se ovenfor - så var hans begejstring forlenet med en ganske kraftig distance til netop JPJs stil. Således skriver han aldeles oprørt i Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) mod JPJs »Stemnings-Labyrinth«. En formanende pegefinger rettes mod JPJ: »Det gaar ikke heller an af Had til den rette Linies ukunstneriske Magerhed at forfalde til Udtrykket ad Omveje. »Fra Skitsebogen« (...) gav Alt hvad der i Jacobsens Digtning er Manér, Gongorisme, forkunstlet Kunst, alt det sygeligt Sære, alle den adjektivisk spækkede og arabeskagtigt[!] vildsnoede Diktions Omveje og Afveje et ængstende Udtryk« (s. 204f.). Manér - eller rettere: det maniererede - er en hyppigt tilbagevendende term i litteraturen om Jacobsen. En idiosynkratisk smagsdom, der mest af alt synes at kæmpe med den uafrystelige anfægtelse, JPJs »Capriccio« (G. Brandes) udvirker for kritikere efter den til enhver tid givne rette linie.

Først i det øjeblik, den danske digtning for alvor bliver moderne, i 1890'erne, små hundrede år efter den tyske, franske og engelske digtning, forandres JPJs angivelige »cul de sac« (G. Brandes, dvs. blindgyde) til en åben sti i den sprogeksperimenterende digtnings uvirkelige univers.

8. Lyrisk digtning

Det radikalt egensindige i JPJs fornyelse af den lyriske genre, som altså indvarsles af »Gurresange« og Pan-arabesken, fremgår til fulde af hans lyriske digte i øvrigt.

Digtene er meget sammensatte, fra pasticher over lette, rimede 251 vers, genrestudier, de stort anlagte arabesker til det sidste smukke digt »Saa standsed'« og udråbet »Lys over Landet!/Det er det vi vil«.

Blandt de mest læste og kommenterede digte er »I Seraillets Have«, »Genrebillede« og »Irmelin Rose«, samt, selvfølgelig, arabeskerne: »Monomanie« (af JPJ dateret til 2.1.1869) og »Arabesk til en Haandtegning af Michel Angelo« (1874), hvortil kommer »En Arabesk« (Pan-arabesken) fra En Cactus springer ud og, mere perifert, »[En Arabesk]«. Ifølge Brita Tigerschiöld er »Monomanie« og Pan-arabesken skrevet sideløbende i 1868, dog således, at Pan-arabesken blev først afsluttet, idet JPJ selv har dateret den 1868.

Arabeskerne er, som tidligere nævnt, JPJs mest originale og selvstændige fornyelse af den lyriske genre og synes uden forbillede overhovedet i den foreliggende digtning. Der kan spores tankemæssig inspiration fra f.eks. Edgar Allan Poe (Tigerschiöld, 1945: 68, jf. også JPJs dagbogsnotat herom s. 14) og Søren Kierkegaard (Vosmar, 1984:135-172), men ingen påvirkning hvad angår selve den arabeske form og de dermed forbundne figurative forløb og rytmiske kadencer.

Det vel nok suverænt mest læste, fortolkede, kommenterede af JPJs digte er Michelangelo-arabesken (jf. Vosmar, 1984: 166f.). Stefan George oversatte det, og Rainer Maria Rilke afprøvede sine kundskaber i dansk på det. Begge læste det som et fin de siècle-digt. En række af dansk litteraturkritiks mere eller mindre kendte navne har foreslået vidt forskellige fortolkninger af digtet. Ikke blot af, hvad det kan siges at handle om. De forskellige fortolkninger læser også i princippet nogle ganske forskellige digte. For selv om de alle henholder sig til selve arabesken i den kendte form, så drejer uenigheden sig ikke mindst om, hvordan digtet i det hele taget forløber - hvorledes dets metamorfoser egentlig foregår. Helt ned til grundspørgsmålet, om bølgen i de indledende linier transformerer sig til dag, vind, nat eller til en ubestemt bølgende 'strøm', er der uenighed. Ligeledes er kvindebilledets betydning i digtets udgang blevet fortolket vidt forskelligt - fra at være et billede på kunsten, en metafor for begærets dunkle mål til at give et signalement af en digterisk tegnbrydende instans.

Er uenighederne således store, når det gælder en sammenhængende fortolkning af digtet, er enigheden imidlertid ubrydelig, når talen er om digtets fornemme beherskelse af formen, hvor 252 indledningsbilledet korresponderer med selve digtets bølgende, sine steder næsten umærkeligt glidende figurative metamorfoser, forskydninger i tempus og rytmiske kadencer. Her vurderes digtet nemlig som noget af det mest gennemførte, moderne dansk litteratur kan byde på. Et stykke verdenslitteratur, ganske enkelt. Det er på dette plan, det melder sig som et uafviseligt stykke tekst, hvis præcise spil med dunkle, fortolkningskrævende figurative forvandlinger snarere end at skulle oplyses helt måske burde respekteres som dets væsentligste anliggende, hvis man skulle foreslå en mulig strategi til begribelse af digtets særlige, både lokkende og afvisende gestik. Som Michelangelos kvindeansigt suger det interesse til sig, men med sænkede blikke: adgangen til skønhedens dunkle dybder formenes. Tilbage er fortolkernes egne bølgende identifikationer og vedholdende spørgsmål, der til evig tid må stå ubesvarede hen, som jo også digtets spørgsmål må det: »Er det din Tanke, høje Kvinde?«.

JPJs digte i øvrigt byder på knap så dybe vande for læserne, men har dog også givet anledning til et væld af forskellige fortolkninger. Interessen for dem er voksende, også i udlandet. Ikke mindst, måske, på grund af den suggestive rytmik og den deri vekslende række af nøje gennemarbejdede, ubesværede figurative metamorfoser, der ikke blot karakteriserer Michelangelo-arabesken, men langt de fleste af hans øvrige digte. Så forskellige de end måtte være. Og at denne (i første omgang altså internationale) interesse er funderet i en stigende opmærksomhed på, som foreslået af Bengt Algot Sørensen (1990: 112) og Bernhard Glienke (1975), at der i JPJs lyrik er udlagt uafviselige spor, som først for alvor bliver tydelige i det, de på hver sin måde kalder en moderne digtning, hvormed formodentlig menes den digtning, der via symbolismen vikler sig ud af senromantikken, og som andre steder kaldes modernistisk.

9. Grublerier og rolig iagttagelse

Samtidig med at JPJ arbejdede i stilhed med sin digtning, trådte han frem som lovende naturvidenskabelig forsker. I Botanisk Tidsskrift 1874-76 fik han således trykt sin guldmedaljeafhandling om de danske desmidiaceer (en gruppe alger), og i samme tidsskrift 1879-80 gengivet fortegnelsen over de planter, han fandt på sin rejse til Læsø 253 og Anholt i 1870. I perioden 1870-73 offentliggjorde han i Vilh. Møllers Nyt dansk Maanedsskrift en række populærvidenskabelige afhandlinger med basis i den darwinistiske udviklingslære, ligesom han oversatte to af Darwins hovedværker.

Det har i litteraturen om JPJ ofte vakt undren, at én og samme person både kunne være en fantasifuld digter og en nøgtern videnskabsmand Da det er JPJs litterære kreationer, der har påkaldt sig fortolkernes interesse og videnskabelige klassifikationsvilje, har man brugt en ikke ringe mængde energi på at spekulere over de kræfter, der er på spil i hans litterære tekster. Hans personlige biografi og/eller hans løbebane som naturforsker og optagethed af Darwins lære har været et par tilsyneladende utvetydigt sikre grundlag, som en række fortolkninger af hans komplekse litterære tekster har fundet hvile pi Når noget 'dunkelt', ekstravagant, anstødeligt i hans litterære tekster skulle indfanges, har man tyet - det er snarere reglen end undtagelsen - til hans sygdom, hans angivelige algolagni/sadomasochisme, hans aristokratiske individualisme, hans angivelige moderbinding og/eller hans optagethed af naturvidenskab o.lign. som forklaringsgrundlag.

Det underlige i delingen af den jacobsenske personlighed i en (absolut) digterisk og en (absolut) videnskabelig side består ikke mindst i, at man uden videre tildeler den videnskabelige side en éntydighed og rationel kalkulerbarhed, der nærmest fremstår som en alt for ligefrem omvending af den digteriske side. At den naturvidenskabelige side udgør den rationelle, apollinske dimension i hans væsen, mens den digteriske udgør den ukontrollerede, det dionysiske. Oluf Friis beskriver i sin analyse af Michelangelo-arabesken denne (alt for) håndterbare spaltning som en dobbelthed i JPJs bestræbelser. Den består i »at lodde bunden i sit selv helt ned i dets mørke af tungsind og smerte, og at løfte sin egen lille bølge ind i en større naturbetragtnings rolige overskuen. Vi må huske, at Jacobsen samtidigt med, at han grublede over sig selv, var naturvidenskabsmanden, den rolige iagttager, der søgte de evige love og hvilen ved at skue ud over det tankebelyste hele« (Friis, 1956: 271f.).

254

10. Darwinisme og romantik

I en noget hårdhændet ideologikritisk analyse af Michelangelo-arabesken vender Peer E. Sørensen dette perspektiv om, idet han med begrebet »æstetisk spekulation/abstraktion« søger at påvise, at JPJs optagethed af alger snarere hviler på en æstetisk-drømmende fascination end på nøgtern iagttagelse (Sørensen, 1976: 21f.). I sin monografi fra 1990 søger Bengt Algot Sørensen at påvise, at JPJs naturvidenskabelige synsvinkler var påvirket af en romantisk naturfilosofi, som også kan spores hos den førende tyske darwinist Ernst Häckel, hvis værk Natürliche Schöpfungsgeschichte JPJ læste i 1870 (Algot Sørensen, 1990: 29-33). I sin disputats J.P. Jacobsens digtning (1984) påviser Jørn Vosmar i forbindelse med en række analyser af arabeskerne, at det natursyn, der synes at præge den unge JPJs tekster, snarere er inspireret af Schopenhauer end af Darwin: »Det overraskende er, at det er Schopenhauers og ikke Darwins syn, vi møder i Pan-arabesken. Ingen sand/sund darwinist kunne beklage, at menneskets kærlighed var naturbestemt, endsige påstå, at den var en form for vanvid, der gjorde livet meningsløst« (s. 171).

I alle disse tilfælde undermineres entydiggørelsen af JPJs 'naturvidenskabelige side' som rendyrket darwinistisk materialisme, positivisme eller rationalisme. Hvad der ligger lige for, er da at spørge til JPJs naturvidenskabelige tekster, om de ved siden af den naturvidenskabelige forankring er legeret med et æstetisk-spekulativt anliggende?

Det er en kendt sag, at JPJs små naturvidenskabelige tekster sammen med hans Darwin-oversættelser var afgørende med til at introducere darwinismen i dansk sammenhæng. Det er også en kendt sag, at de små afhandlinger aldrig er blevet tillagt nogen afgørende betydning som andet end en slags begavet, populærvidenskabelig journalistik. Men er alt dermed sagt?

Søren Hallar påviser i Om Synselementerne i Naturskildringen hos J.P. Jacobsen (1921), at JPJ i fire afhandlinger om Darwins lære lægger sig meget tæt op af Darwins tekster, ofte direkte citerende og parafraserende, men også, at han tilføjer nye dimensioner i sin fremstilling. Borup sammenfatter det således, at »Darwins strængt saglige, noget tørre Stil har ubetinget vundet ved at genopstaa i Jacobsens langt livligere og mere subjektive Omstøbning« (SV V: XVI). Eller med 255 andre ord: heller ikke her fornægter JPJs stilfornemmelse sig (jf. også Andersen, 1993).

Noget tilsvarende kan siges at gøre sig gældende i JPJs til dels refererende gengivelse af den engelske naturforsker Alfred Russell Wallaces teorier i »Fugleredernes Filosofi«. Den kan klart nok læses som indskrevet i den form for naturvidenskabelig tankegang og fremstillingsform, som i 1870'erne blev betragtet som objektiv og saglig. Men det er lige så meget en fremstilling, der er optaget af såvel sproglige som naturbundne former og de muligheder, de udvirker for en nærmest anekdotisk fortællende stil spækket med tilsyneladende indlysende sammenligninger, som dog næppe holder for en nærmere efterprøvning. Tæt forbundet med den argumenterende stil, der ikke undgår et pudsigt pseudopræg, er optagetheden af en række tilsyneladende sideordnede emner - fra »Arabernes Skindtelte« over »Provindsens Bøndergaarde« til fugleredernes arkitektonik, naturens farver og forholdet mellem instinkt og fornuft - der føjes sammen til en mosaik af iagttagelser, som ikke er funderet på nogen synderlig høj grad af empirisk systematik, men derimod udgør et sindrigt netværk af antydningsvise småfortællinger og spekulative sammenligninger.

»Fugleredernes Filosofi« giver da indtryk af to forhold. Dels den, for en moderne læser ganske fremmede, måde, det i 1870'erne var muligt at skrive videnskabeligt på, og dermed af det, man i JPJs samtid opfattede som avanceret naturvidenskab. Dels denne skrivemådes tætte forbindelse til, hvad man kan kalde en litterær (fortællende) stil. Dermed antydes også, at adskillelsen mellem naturvidenskab og digtning næppe er så vandtæt, som mange ellers gerne opfatter den. Lige så vel som JPJs digteriske tekster altid er forbundet med en køligt overvejet, strengt gennemarbejdet form- og stilsans, lige så vel er de tilsyneladende strengt objektive naturvidenskabelige tekster nært forbundet med fantasifuld spekulation.

11. Serafiske alger

JPJ lader »Fugleredernes Filosofi« ende med et langt Wallace-citat, hvori der bl.a. står, at »Man har gaaet og seet paa Farverne i Naturen, 256 som om det var noget Tilfældigt, noget Overflødigt, Noget, Dyrene havde faaet, ikke for at de skulde have nogen Nytte af dem, men til Glæde for Mennesker og Serafer - eller, som man ogsaa siger: for at forøge Naturens Skjønhed og ideale Harmoni«. JPJ har måske nok kunnet tilslutte sig Wallaces påstand om, at et sådant syn på naturen må vige til fordel for den darwinistiske nytteteori. Spørgsmålet er så blot, i hvilken forstand JPJ ville opfatte »nytte« - som udtryk for almene, materielle love i verden? Eller sådan, at farvernes nytte måske er dobbelt: til gavn for særlige love i såvel naturens eget univers som i den digteriske benyttelse af netop naturens farverige skønhed til glæde for mennesker og serafer?

I hvert fald har seraferne et andet sted i hans tekster rullet de blanke stjerner bort og foldet mørket ned til jordens midje. Og, som der samme sted står, »om jeg kunde binde den i Ord, den klare Herlighed!« (se s. 101). Det er måske det, alle JPJs tekster handler om. Vel vidende, at det kunne han ikke. Men han prøvede. Både i og på tværs af alle genrer og på sine egne måder og i en stor, såvel naturvidenskabelig som digterisk, forkærlighed for detaljernes særegenheder frem for de store helheders forskelsløshed.

Tilbage er en skriblet stofhob, en digterisk dåd og et nysgerrigt navn, som tilsyneladende sporede en ubegribelig smutvej i ingenmandslandet mellem (natur-)videnskab og digtning. Eller også er det ganske ligetil: »For Jacobsen er hvert Ord som en levende Organisme, hvis Liv og Vorden han kjender, hvis Plads i Sætningssamfundet han har studeret« (Edv. Brandes). Men hvor ordene studeres, som var de alger (se s. 16): »Man kan, naar man studerer Algerne, næsten komme til at tro, at der er en personlig Gud, der den Gang da han skabte Verden og Tingene i den, sad med et stort Stykke Tegnepapir for sig og et Blyant i Haanden og kredsede først simple Cirkler og Triangler op og saa pyntede dem med Prikker og Streger (Diatomophyceae), dernæst allehaande løjerlige Figurer, som det nu faldt ham ind (Phycocromophyceae), saa trak Paralleller og fik Confervae frem, de var saa lette at tegne, derfor tegnede han saa mange«.

257

12. Tekstforhold

Nærværende udgave er, bortset fra enkelte korrektioner, trykt efter bd. III, IV og V af J.P.Jacobsen. Samlede Værker I-V. Udgivet paa Grundlag af Digterens efterladte Papirer af Morten Borup. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 1924-29 (forkortet SF). JPJs tekster er udkommet i en mængde forskellige udgaver, men det er første gang et fyldigt udvalg af alle de litteraturgenrer, han har dyrket ud over romanerne, udgives samlet i ét bind

Samtlige rettelser og tilføjelser i kantet parentes er Borups; tilføjelser i rund parentes er udgiverens. Samtlige digttitler følger Borups udgave.

Mogens og andre Noveller: Teksten gengives efter Borup, dvs. efter førstetrykkene (se noter). Som en konsekvens heraf bibeholdes titlen »Fra Skitsebogen« fremfor »Der burde have været Roser« (se noter). Derudover er der en række mindre forskelle mellem førstetrykkene og udgaverne i novellesamlingen. De er ikke her opregnet, idet der henvises til SVs variantapparat. Ingen af teksterne er undergået forandringer i form af tilføjelser, strygninger eller ændringer i komposition. Nævnes skal blot, at i 1875-udg. af »Et Skud i Taagen« hedder stationsbyen »N.« (se s. 149), mens den i 1882-udg. hedder »Voer«. Rækkefølgen af novellerne er identisk med 1882-udg.

Tekstrettelser: s. 124 tros > Tros - s. 186 Moder > Moder.«

13. Bibliografi

Breve fra, til og imellem brødrene Brandes er optrykt i Georg og Edvard Brandes: Brevveksling med nordiske Forfattere og Videnskabsmænd I-VIII, DSL 1939-42; vedr. JPJ se især bd II og III. Endvidere kan der henvises til:

JPJ: Samlede værker 5-6, 1973-74, der indeholder breve fra J.P. Jacobsen udg. med indledninger og kommentarer af Frederik Nielsen.

Breve fra J.P. Jacobsen, 1899, 4. udg. 1968, udg. med forord af Edvard Brandes.

Kristian Hvidt (udg.): Et venskab. En brevveksling mellem J.P. Jacobsen og Edvard Brandes, 1988.

Inge Egede Andersen og Anne Sofie Boesen har lavet en omfattende, utrykt hovedopgave: Bibliografi over litteratur om J.P. Jacobsen (1985), der findes på Danmarks Biblioteksskoles Bibliotek i København. En fortegnelse over JPJs skrifter på dansk og i oversættelse på germanske og romanske sprog findes i Erik Falsig: Jens Peter Jacobsen bibliografi, Danmarks Biblioteksskole, 1990.

JPJs indflydelse i udlandet samt hans forhold til bl.a. musik og billedkunst er behandlet i J.P. Jacobsens spor. Tolv afhandlinger udgivet af J.P. Jacobsen-Selskabet i hundredåret for hans død ved F.J. Billeskov Jansen, 1985.

Litteraturen om JPJ er omfattende og i stadig vækst. Her skal blot nævnes nogle nyttige afhandlinger og biografier samt referencer for efterskriften.

258

Bengt Algot Sørensen: J.P. Jacobsen, München 1990.

Frits Andersen: »Art, natur og diskurs hos J.P. Jacobsen«, i Kritik 102, 1993.

Herman Bang: »J.P. Jacobsen«, i Realisme og Realister, 1879.

Poul Borum: »Jacobsen mellem Mallarmé og Rimbaud«, i Thomas Breds-

dorff (red): Danske digtanalyser, 1969.

Edvard Brandes: »J.P. Jacobsen: Mogens og andre Noveller«, i Litterære Tendenser, 1968 (optr. af anmeldelsen fra 1882).

Georg Brandes: »J.P. Jacobsen«, i Det moderne Gjennembruds Mænd, 1883.

Torben Brostrøm: »Arabesker«, i Labyrint og Arabesk, 1967.

Frédéric Durand: Jens Peter Jacobsen ou la gravitation d'une solitude, Paris

1955/68.

Niels Egebak: »Digtning og psykoanalyse«, i Læs 2, 3. årg., Nordisk Institut,

Aarhus Universitet, 1985 (temanummer med diskussion af Jørn Vosmars disputats).

Jørn Erslev Andersen: »Dryssende roser - om spor i J.P. Jacobsens skrift«, i

Dryssende roser. Essays om digtning og filosofi, 1988, om »Fra Skitsebogen«.

Oluf Friis: »J.P. Jacobsens Michelangelo-Arabesk«, i Festskrift til Paul V. Rubow, 1956.

Bernhard Glienke: Jens Peter Jacobsens lyrische Dichtung. Ein Beitrag zur Geschichte der modemen Poesie, Neumünster 1975.

Bernhard Glienke (udg.): Expeditionen in die Moderne, Münster 1991.

Søren Hallar: Synselementerne i Naturskildringen hos J.P. Jacobsen, 1921, disputats.

Søren Hallar: J.P. Jacobsens hjem og barndom, 1950.

Jørgen Holmgaard: »Den nådeløse idealitet«, i Analyser af dansk kortprosa I, red. Jørgen Dines Johansen, 1971, om »Pesten i Bergamo«.

Niels Lyhne Jensen: Jens PeterJacobsen, Boston 1980.

Torben Kragh Grodal: »Stilaristokratisme i en gründertid« og »Jacobsen - byfrigørelse og dødsmærket provins«, i Dansk litteraturhistorie bd. 6, 1985.

Aage Knudsen: J.P. Jacobsen i hans digtning, 1950.

Anna Linck: J.P. Jacobsen. Et Levnedsløb, 1926 (2. udg.).

Jørgen Moestrup (udg.): Eros og døden. Et J.P.Jacobsen-udvalg, 1975.

Frederik Nielsen: J.P. Jacobsen. Digteren og mennesket, 1953, disputats. 3. udg. i 2 bd. 1968, I: Mennesket, II: Digteren.

Horst Nägele: J.P. Jacobsen, Stuttgart 1973.

Jørgen Ottosen: J.P. Jacobsens »Mogens«, 1968.

Mogens Pahuus: J.P. Jacobsen - en eksistentiel fortolkning af hans forfatterskab, 1986.

Finn Stein Larsen: »Det æstetiske reptil«, i Prosaens mønstre, 1971, om »Fra Skitsebogen«.

Peer E. Sørensen: »Fascinationens overvindelse. Et essay omkring J.P. Jacobsen og det moderne gennembrud«, i Kritik 20, 1971.

Peer E. Sørensen: »Den æstetiske abstraktion«, i Analyser af moderne dansk lyrik 1, red. Per Olsen, 1976, om Michelangelo-arabesken.

Brita Tigerschiöld: J.P. Jacobsen och hans roman Niels Lyhne, Göteborg 1945, disputats.

259

Knud Wentzel: »J.P. Jacobsen. En hank til en virkelighed«, i Den erindrende Faun, red. Aage Henriksen m.fl., 1968. Om bl.a. Hervert Sperring og Michelangelo-arabesken.

Jørn Vosmar: J.P. Jacobsens digtning, 1984, disputats.

Anders Østergaard (red.): Skud - tekstanalysen i dag, 1992, fem analyser af »Et Skud i Taagen« v. Charlotte Engberg, Christian Grambye og Harly Sonne, Erik A. Nielsen, Jan Rosiek og Søren Schou.

260
261

Noter

Morten Borups udgivelse af J.P. Jacobsen: Samlede Værker I-V (SV) har dannet grundlag for denne udgaves noteapparat, som er knappere vedrørende kildehistoriske data, men fyldigere i ordforklaringer og (personal)historiske oplysninger. - Enkelte noter stammer fra J.P. Jacobsen: Samlede Værker. Udgivet med Indledninger og Kommentarer af Frederik Nielsen I-VI (1973-1974) samt Eros og døden, udg. af Dansklærerforeningen ved Jørgen Moestrup (1975).

Dagbogsoptegnelser

Dele af optegnelserne har været optrykt i Digte og Udkast (1886, 2. udv. udg. 1900), udg. af Edv. Brandes og Vilh. Møller. Morten Borup supplerer i SV III med materiale fra Håndskriftafdelingen på Det Kongelige Bibliotek. Borups udgave udgør her tekstforlægget.

9

Idræt: gerning. - Edda: den ældre Edda er en samling af oldnordiske gude- og heltedigte; den yngre Edda er bl.a. en fremstilling af den nord. gudelære af Snorri Sturluson (ca. 1200). - Kjære Ven: uvist om en bestemt modtager er tilsigtet.

10

de Svage i Aanden: Matth. 5,3. - synes (...) være: den rom. digter Publilius Syrus (o. 50 f.Kr.) har i Sententiae formen: »Det betyder intet, hvad du synes at være, men hvad du er«. Siden brugt i forsk. former; den preuss. konge Frederik 2. (1740-1786) havde valgsproget »Esse non videri«, lat. »Være, ikke synes«.

11

Man skylder (...): »Sit Fædreneland skylder man alt, hvad man kan udrette«: indskrift på den da. sprogforsker Rasmus Rasks (1787-1832) gravsten på Assistens Kirkegård; skal være anført af ham i hans afslag på en tilbudt stilling som bibliotekar i Edinburgh. - Un ballo in maschera: i foråret 1867 gav et ital. operaselskab forestillinger på Casino, bl.a. d. 21.5. Verdis opera Maskeballet (1859). - Signora Benati (Bennati): sang pagen Oscars parti. - Signor Padilla: sang Renatos parti. - Examen Artium: JPJs studentereksamen. - Zwanzig Jahre (...): ty. »Tyve år og endnu intet gjort for udødeligheden«; fra Friedrich Schillers (1759-1805) drama Don Carlos (1787, da. 1830), 2. akt, 2. scene.

12

polygamiskt: med flere partnere. - Nur durch Leiden (...): ty. kun gennem lidelse bliver mennesket til menneske. Ej lokaliseret. - H. Heine: Heinrich H. (1797-1856), ty. forfatter med rødder i romantikken. - »Intet sundt Menneske (...): ej identificeret. - Per Gynt: den no. digter Henrik 262 Ibsens (1828-1906) drama Peer Gynt (1867). - Krojsos: Kroisos, Lydiens sidste Konge (1864), anonymt udg. drama af Alfred Flinch (1840-1910). -den lille Ritornelle: fra Emil Aarestrups (1800-1856) Digte (1838).

13

Kjøbenhavn ved Dag: stykke med undertitlen »komisk Livsbillede i 6 Tableauer med Sange, Kor og Dands« af Daniel Hansen, direktør for Vesterbros Teater. - Østergade og Vestergade: komedie (1828) af Thomas Overskou (1798-1873). - bruge det Pund (...): Luk. 19, 11-27.

14

Tøj: vås. - det er dejligt (...) Land: JPJs digt »I Drømmenes Land« fra Hervert Sperring (se s. 35). - Phantastiske Fortællinger af Edgar Poe: den amer, digter E. Allan Poes (1809-1849) fortællinger oversat af Robert Watt (1867). - o husker du Moder (...): JPJs digt »Til min Moder« fra Hervert Sperring (se s. 27).

15

Fru Michelsen (...): Fru Michelsen er JPJs barndomsveninde Annas mor, Emma hendes anden datter; M.N. Nielsen: JPJs »botaniske« ven fra Refs ved Thisted; Olaf Møller: ej identificeret; måske den da. forfatter Olaf J.I. Møller (f 1850). - Emanuel Fraenckel (læge, 1849-1918): også en ven; Chr. Gamborg: JPJs ven og skolekammerat fra Thisted - Fru Christensen (...) Fru David (...) Vixen: ej identificeret. - Ellen: ungdomsdigt af JPJ (se s. 59). - Körner, Theodor K. (1791-1813): ty. frihedshelt og digter, omkommet i slaget ved Gadebusch. - Don Carlos (...): se n.ts. 11. - Skiddenstræde: ældre navn på den nuværende Krystalgade. - Cokes: koks.

16

Paul Kierkegaard (1842-1915): cand.theol.; Søren k.s nevø. - Sigurd Sanger: en planlagt romancecyklus (se ndf., note til Hervert Sperring; jf. også digtet »Farvel!«, se s. 50). - I. Takanen (1849-1885): fi. billedhugger, arbejdede i Kbh. fra 1867, boede i pensionat sammen med JPJ; jf. Tilskueren 1911 s. 227. - Diatomophyceae (...) Phycocromophyceae (...) Confervae: hhv. kiselalger, blågrønalger og grønalger med encellede tråde.

17

R. Nielsen: Rasmus N. (1809-1884), da. professor, hos hvem JPJ 1868 tog filosofikum. - Substantialitet: filosofisk betegnelse for noget konstant eller varigt. - Rudolph Schmidt (1836-1899): da. forfatter; tilknyttet Rasmus Nielsens filosofiske skole. - Manuducteur: giver privat undervisning i eksamenspensum for studerende. - Michael Gjørup (1830-1915): da. forfatter. - Frederik G.: if Fr. Nielsen måske tegneren Fr. Gamborg. - Salep: stivelsesholdigt stof, anvendes som stoppende middel. - Specie(r): speciemønt = 2 rigsdaler i tiden 1813-1873.

18

Musikeren Vinding: måske den da. pianist H.A. Winding (1835-1899). -Principal(en): indehaver. - Slukefter: dengang vinhus med lettere sangunderholdning; åbnet 1844. - Villiam: JPJs yngre bror. - Erik: if. Borup antagelig kursuskammeraten, forfatteren Erik Skram (1847-1923). -Schleiden: Matthias Jakob S., Grundzüge der w. [dvs. wissenschaftlichen] Botanik (1842-1843). - Uhland(s): Ludwig U. (1787-1862), ty. digter; hans Gedichte udkom 1815. - Poul Møllers Aphorismer: den da. digter Poul Martin M.s (1794-1838) »Strøtanker«, nedskrevet 1819-1838. - Philosophiens Historie: formentlig overs. (1856) efter Geschichte der Philosophie in Umriss (1847) af den ty. teolog og historiker A. Schwegler (1819-1857). 263 - Heines Briefe: måske Briefe von Heinrich Heine I-II (1861). - Olaf den Helliges Saga: fra Heimskringla, Snorri Sturlusons (se n.t.s. 9) værk om de no. konger. - Immermanns Münchhausen: den ty. forfatter Karl L. Immermanns (1796-1840) roman Münchhausen (1838-1839). - Didrik af Berns Saga: en samling fortællinger i vestnord. prosa om den ty. sagnhelt D.a.B., dvs. østgoterkongen Theodorik (475-526). På da. findes versionen Dværgekongen Lavrin (se Danske Folkebøger fra 16. og 17. Aarhundrede. Bd. 1-14. DSL 1915-1936. Bd. VI, 1925. S. LXIV). -Juliet and Romeo: Shakespeares skuespil Romeo and Juliet (ca. 1595). - Heibergs Critikker: Johan Ludvig H. (1791-1860): da. forfatter og kritiker. - Feuilleton »fra Bornholm«: udkast hertil er bevaret i JPJs efterladte papirer. - Ymers Hjerneskal: if nord. mytologi dannedes himlen af urjætten Ymers hjerneskal.

19

Thorvaldsen, Bertel (1770-1844): da. billedhugger.

21

Bjørnson, Marie Stuart i Skotland: den no. forfatter Bjørnstjerne Bjørnsons (1832-1910) drama fra 1863.

22

Cain. Abel: 1. Mos. 4, 1-16.

23

engelsk Salt: afføringsmiddel. - Pantheismen: den opfattelse, at Gud er ét med naturen. - par preference: foretrukne. - Hertz(es) »Dramatiske Arbejder«: formentlig Dramatiske Værker I-XVIII (1854-1873) af den da. forfatter Henrik H. (1797/8-1870). - risstærke: et ris er 500 ark trykpapir. -Sirius: himlens klareste stjerne (i Den store Hund); har haft kultisk betydning siden de gamle ægyptere. - Old: tidsalder. - Hades(livet): dødsriget i gr. mytologi.

24

Jomfru Martha (...) det ene Fornødne: Luk. 10, 38-42. - Uden vi blive som Børn: Luk. 18, 17. - Niels Lyhne: JPJs roman udkom 1880. Notatet kan ikke dateres; se evt. SV III, 302. - Selvmessiaseringen: at gøre sig selv til Messias. - Johannes Døberen: Mark. 1, 2-3 og Johs. 1, 23. - Jesuiterne: munkeorden stiftet 1534 af spanieren Ignatius Loyola som et led i kampen mod reformationen, bl.a. dens (og renæssancens) hævdelse af individualismen.

Hervert Sperring

Digtsamlingen blev for første gang i sin helhed trykt i SV IV. Borup har deri optrykt digtkredsen efter JPJs egen renskrift. Af de 37 digte havde de 15 tidligere været optrykt i Digte og Udkast (1886) v. Edvard Brandes og Vilhelm Møller. Samlingen har en kompliceret tilblivelseshistorie. Den blev til i 1865-1868, byggede på tidligere udkast og undergik i bearbejdningen en række forandringer: først udtænkt som en romance, hvoraf intet er overleveret. Dernæst som en digtcyklus kaldet Sigurd Sanger og med emne fra middelalderen med forbillede hos Carsten Hauch (1790-1872) og Chr. Winther (1796-1876). I den sidste renskrift - dvs. Borups forlæg - er titlen ændret fra Sigurd Sanger til Hervert Sperring, hvorved samlingen, så at sige med ét pennestrøg, transformeres fra en historisk til en moderne, psykologisk digtning. Den endelige renskrift blev færdig i 1868 og sendt til en række forlag, der alle afslog at trykke samlingen, hvorefter den blev henlagt.

264

JPJ har selv kommenteret navnet »Hervert Sperring«: »NB! Sperring er en Landsby 1 Mil fra Thisted. Hervert kommer af Havør, et Navn der altid har fulgt mig fra min tidligste Barndom og som jeg tit har kradset ind paa Borde og Bænke, Træer og Bogbind. J.P.J. 9/1868.« Cit. fra Borups udgave, som tilføjer: Havør er Navn paa en Bebyggelse i Østerild Sogn (Thisted Amt). Sperring ligger i Sjørring Sogn (Thisted Amt). Der synes imidlertid ikke at kunne være Tvivl om, at Navnet Hervert ogsaa har en vis Forbindelse med Carit Etlars Roman Herverts Krønike (1863), idet der [...] i en Notebog findes en Side med Overskriften »Herverts Krønike« og derunder Jacobsens Tegninger af forskellige af Bogens Figurer (SV IV, 153).

26

Bedste Erik: JPJs egne kritiske anmærkninger til digtene i Hervert Sperring findes i et kollegiehæfte med årstallet 1868 og gengives her efter Borup.

28

dølge: skjule. - Lykkesholms Allé: på Frederiksberg, nær JPJs bolig.

29

Vang: mark.

30

Drot: fyrste, konge.

31

trædsk: underfundigt, listigt - Ill. Tidende: ugeblad (1859-1924); bragte bidrag af væsentlige samtidige da. forfattere.

34

grandt: tydeligt.

36

i Kvag: ned i dybet. - Snekke: lille sejlskib.

37

Karm: 1: ræling; 2: båd.

38

ikkun: kun. - Livets (...) Færd: livet som det går for sig.

40

Pygmalion (...) Pal. Müller: if. gr. mytologi formede Pygmalion en kvindestatue så smuk, at han forelskede sig i den; på hans bøn forvandlede guderne den til en levende kvinde. Den da. forfatter Fr. Paludan-Müller (1809-1876) bruger motivet i digtet »Pygmalion« (Nye Digte af Danske Digtere, udg. af Chr. Winther, 1862).

42

Cymbler(s): cymbel kan være både et strenge- og et slaginstrument; er for JPJ nok blot et poetisk ord. - Ful: afskyelig. - Asali: I sine papirer har JPJ noteret en række gammelnordiske navne, herunder Asali (Asalil, Hasali), Asaliborgij. Kilden må være Sophus Bugges udgave af Gamle norske Folkeviser (1858), hvori der i indledningen til »Ravnen bere bo« står: Underlig nok forekommer Møens Navne i tre Optegnelser afvekslende i to Former, en kortere og en længere: Asali (Asalil, Hasali) og Asaliborgij.

43

Bør: medvind

47

hvalt(e): hvælvet.

49

Chor: skare. - Zefyr(erne): mild vind. - Snare: fælde, lokkemiddel. - Salamander(hær): ildånd.

50

Ung Sigurd (...) Sanger: den oprindelige titel på Hervert Sperring var Sigurd Sanger, se n.t.s. 16 og ovenst. note til hele digtsamlingen.

52

minde(d'): kysse.

55

Leander: gr. sagnskikkelse; svømmede hver nat over Hellespont til sin elskede Hero. - Cyclader: ringøer.

56

Manes: lat. afdøde sjæle, opfattet som guddommelige væsener.

57

Daaret: bedraget.

58

Phalaris: tyran fra Agrigent; de mennesker, som blev ramt af hans unåde, lod han brænde levende i en kobbertyr. JPJ har skrevet et udkast til et 265 længere fortællende digt »Phalaris«. - con espressione: ital. med udtryk. -minuendo: formentlig fejl for diminuendo: ital. med aftagende styrke. - i Kvag: se n.t.s. 36.

63

grandt: se n.t.s. 34. - monne: overflødigt ord (pleonasme), der tilstræber at skabe poetisk højtidelighed. - signede: helliggjorte, saliggjorte.

64

(Taage)snekke: se n.t.s. 36.

67

Leger: (jy.) vilde blomster.

68

Lin(ets): linned.

69

Dødningelin: liglagen.

70

Val: slagmark.

72

Vang: dyrket jordstykke, eng. Lyrik

79

Libeller(nes): døgnfluer, guldsmede.

80

skuffende: bedrageriske.

81

Vove(r): bølge. - Dorsk(e): døsig, dvask. - vinget: i hurtig bevægelse. - styrrende: forstyrrende.

82

Gjerd(er): spergelplante.

83

Calla(en): stueplante.

85

Lin: linned, klædningsstykke. - blavrer: bevæger sig uroligt. - Klinte: ukrudt udskilt fra havre.

86

Fore: færd.

87

Serail(let): sultans palads, haremsbygning. - Minaret(erne): slankt tårn ved moské.

88

Faustina: SV IV s. 158 gengiver JPJs plan for et dramatisk fragment Faustina og Faust. - Moloch(s): guddom til hvem der bragtes menneskeofre.

90

Kapitæl(ernes): søjlehoved. - Akantus(løvets): sydeur. prydplante med store ranker og takkede blade; formerne brugt i gr. ornamentik, bl.a. på den korintiske kapitæl. - Plint(ens): fundament, hvorpå en søjle eller statue hviler. - Hebe: ungdomsgudinde; som de flg. navne og begreber hentet i den gr. mytologi. - Bakkos (Bacchos): vinens gud i rom. mytologi. -Panthrene (panterne): i de gr. myter om Dionysos bliver Ariadne (kong Minos' datter på Kreta) hans hustru, og hun fremstilles ved siden af Dionysos på en vogn trukket af pantere. - Thyrsen (Thyrsos): lang stav, omvundet med vinløv; blev båret af Bacchos (Dionysos). - Zeus(es): den øverste gud. - Poseidon: havets gud. - Phoebus (Foibos): renseren; tilnavn til Apollon, kunstens gud. - Muserne: de ni gudinder for kunst og videnskab. - Gratierne: i rom. mytologi tre gudinder for skønhed, ynde og fest. - Lauren: laurbærbusken.

92

Michel Angelo (Michelangelo Buonarroti, 1475-1564): ital. billedhugger, maler og arkitekt. - Ufficierne: palads og kunstgalleri i Firenze, opført 1560-1574.

93

Lavrer(s), Myrther(s): stedsegrønne planter med symbolsk betydning; laurbær(grene, -kviste): ære, berømmelse; myrter: uskyld, kærlighed. -Geranie(mes): pelargonie el. storkenæb. - Tuberose(r): stærktduftende løgblomst.

266

94

Mænade: navn på de ophidsede kvinder, der ledsagede Dionysos (i rom. mytologi bacchantinder efter gr. Bacchos). - (Silke)vover: se n.t.s. 81. -tvivlende: uoverkommelig (uden religionens håb).

95

Læst: træform, hvorover fodtøj sys. - Feston(s): bueformet ophængning.

96

Harm: stærk sorg, sjælelig smerte.

97

Værge: sværd. - Cendrée: askefarvet, -blond. - Carmin: skarlagenrød. -hvalt(e): hvælvet. - Tant: pynt.

98

Skranke: halmbånd til binding af neg.

99

Irmelin: navnet kan JPJ have lånt fra M.B. Landstad: Norske Folkeviser (1853), hvor den kvindelige hovedperson i varianterne af vise 1, »Asmund Fregdegævar«, kaldes Imerlin og Irmelin.

100

Gige: middelalderligt strygeinstrument.

101

(slange)siret: forsiret, udsmykket. - Seraf(erne): engel af højeste orden. -Tralværk: gitterværk. - Tabor: bjerg i Galilæa, Israel; jf. Forklarelsen på Bjerget, Matth. 17, 1-9. - Fjere: fjer.

Mogens og andre Noveller

Mogens

Trykt første gang i Nyt dansk Maanedsskrift III, 1872.

105

gammelgothiske Arabesker: middelalderlige, sammenslyngede ornamenter. - Eliefolk: if folketroen naturvæsener, boende i skoven. - Konvolvulus: snerle. - Stente(n): overgang over gærde eller mur. -Justitsraad(ens): titel i 4. el. 5. rangklasse inden for et system af i alt 9 rangklasser.

106

(Silke)shawl: sjal.

108

Zirat(er): prydelse. - Brokfugle og Rypper: hjejler og ryper.

109

Ridder Peder (...) Magelone: folkebog fra renæssancetiden; jf. Danske Folkebøger fra 16. og 17. Aarhundrede VII, 1918. - Vigoleis med Guldhjulet: folkebog; jf. Danske Folkebøger V, 1921. - Skytten Bryde: folkebog fra ca. 1700, Ærens Tornevej for en Skytte navnlig Bryde; if Danske Folkebøger XIII, 1936.

110

Visekone(r): solgte skillingsviser m.m. på markeder og på gaden. - Oehlenschläger, Schiller: Adam Oe. (1779-1850), da. digter; Friedrich S. (1759-1805), ty. digter.

111

Slup: mindre, kutterlignende sejlskib.

112

Elisabeths Sang (...): Fra J.L. Heibergs skuespil Elverhøi (1828) II,7 (enten »Nu Løvsalen skygger« eller »Der vanker en Ridder«). - Kour: kur. - affekteret: påtaget. - Etagère(n): møbel med flere hylder.

113

Kasteforskjel: rangorden.

114

Kongehusets Familieforbindelser: af Chr. IXs børn blev prins Vilhelm 1863 konge af Grækenland, prinsesse Alexandra 1863 gift med Prinsen af Wales (senere Edward VII) og prinsesse Dagmar 1866 gift med den senere zar Alexander III.

115

Bonden (...) til Babylon: ej identificeret som folkeeventyr; formentlig JPJs egen fiktion.

267

116

Arup Veile: ca. 15 km NØ for Thisted - Veile: lavvandet område el. inddæmmet eng, mose. - Jannerup: sogn ca. 10 km v. for Thisted. - Davre: morgenmåltid. - læse fra Bords: fremsige bøn efter måltidet.

117

Gratierne: se n.t.s. 90. - Konsol(len): hylde, mindre bord el. skab under et spejl.

118

Doktoren til Fanden: jf. sagnet om dr. Faust(us), der forskriver sin sjæl til djævelen. - Tylvt: 12 stk.

119

Smollet: Tobias Smollett (1721-1771), eng. forfatter og læge.

121

Vexelbjælke(n): oppebærer i et hus de bjælker, der pga. forhindringer ikke kan føres helt igennem.

122

nebbre(de): (jy.) pille dun af slagtet fjerkræ. - Langhalm: lange, stive strå til fx tækning.

123

Hegnsmand(en): skovbetjent, der førte tilsyn med hegnet omkring skoven.

124

Tros: pak. - Mønsted: sogn ca. 15 km v. for Viborg.

125

Ridder af (...) Skikkelse: opr. et udtryk brugt om Don Quixote i den sp. forfatter Miguel de Cervantes Saavedras roman af samme navn (1605-1615).

126

Syringer: syrener.

127

gjøre (...) ad: holde af

128

Rødknæ(et): skræppeart. - Fløi(ene): vejrhane. - Herregaarden: se nærmere SV III s. 332 f.

132

Kirkegrime(r): spøgelse el. nisse, der holder til i kirker. - Hyldekvinden: hyldemor.

134

Dalum: en lokalitet af dette navn findes ikke i Thy.

136

Faun: guddom for mark og skov; satyr.

137

Reseda(duft): stærktduftende haveplante.

138

Toft: uopdyrket jordstykke ved gård.

Et Skud i Taagen

Trykt første gang i Det nittende Aarhundrede, jan.-feb. 1875.

139

céladongrøn(ne): bleg- eller søgrøn; efter det faste navn på elskeren i fr. hyrderomaner. - Skattering(er) (schattering): nuance, skygge.

141

Nocturne: »natstykke«, kort, lyrisk-romantisk musikstykke.

145

Rosensblomme: rose.

146

Vognfadding(en): vognbunden med sider, for- og bagsmæk. - hjærtesyg: syg af beklemthed.

150

Lin: linned. - Fjed: fodspor.

To Verdener

Trykt første gang i Nutiden, 28. september 1879.

152

Salzach: biflod til Inn, der løber gennem Salzburg, hvor JPJ havde været på sin første udenlandsrejse i 1873. - Brystning: lavt muret rækværk.

268

153

Septembertoget til St. Barthelomä: på Bartholomæusdagen d. 24.8. (altså ikke i sept.) valfartedes til kirken S. Bartholomä ved Königssee ca. 15 km v. f. Salzach. - Rude: lægeurt. - Majsens Brandknuder: skade i majsen. - Tryllevaand(en): heksekost. - Pligtstage: stage til lodning af vanddybde.

155

Spaan: her nok: pind skåret af træ. - Shawl: sjal.

Fra Skitsebogen

Trykt første gang i Ude og Hjemme V, 1. jan. 1882. Optrykt 1882 i Mogens og andre Noveller med titlen »Der burde have været Roser«.

157

Fjerdingvej: ¼ mil. 1 mil = ca. 7,5 km. - Kampagne: fladt, åbent terræn. -Acanthus: se n.t.s. 90.

158

Guldspangede: pyntet med guldspænder. - Proverbe: kort skuespil i én akt med livlig dialog og med udgangspunkt i et ordsprog, en læresætning eller en livserfaring. Udfoldede karakterbeskrivelser og handlingsgange erstattes af genre- og detailbilleder. Ved Ludvig XIIIs hof bestod opgaven for publikum i at gætte, hvilket ordsprog det givne proverbe var inspireret af - Tuf: porøs vulkansk stenart. - Porfyr: bjergart med spredte krystaller.

159

heraldiske: heraldik er læren om våbenskjolde etc., hvori stiliserede blomster ofte forekommer. - kyrads(agtig): harnisk.

160

Isaura, Rosamund og Donna Lisa: romanske (og romantiske) kvindenavne, især fra ital. renæssance.

Pesten i Bergamo

Trykt første gang i Mogens og andre Noveller.

163

Bergamo: ital. by 50 km NØ for Milano; omfatter en ældre del på bjergskråningen og en yngre del ved foden af bjerget. - Pesten: »den sorte død«, epidemi, der i midten af det 14. årh. hærgede store dele af Europa; i sydlige lande gav den anledning til processioner af flagellanter, som øvede religiøst begrundet bod ved bl.a. selvpiskning. - gik i Bjærge: gik ned.

164

Tuber(s): blæseinstrumenter. - Podesta: ital. borgmester. - Idag ville (...) dø!: Es. 22, 13. - der var ikke den Vej, de jo (...): der var ikke den vej, de ikke (...). - Forkerthed: perversitet. - Nekromantia: besværgelse, hvormed man troede at kunne kalde de døde op af graven for at få oplysning om fremtiden.

165

Miserere: således kaldes Salme 51 efter dens lat. (Vulgatas) begyndelsesord: »Miserere mei, Deus« (Gud, forbarm dig over mig). Bodssalmen bruges ofte i den katolske kirkes liturgi.

166

Brescia: by ca. 40 km SØ for Bergamo.

167

responderede: svarede på menighedens vegne som ved den katolske gudstjeneste. - Sodoma: 1. Mos. 19, 23-24. - Samson (...) Søjler: Dom. 16, 25-31.

269

168

Lod: 1/32 pund. - Unze:2 lod.

169

de stødte ham ud (...) dette Kors (...): Matth. 27, 31-40.

Fru Fønss

Trykt første gang i Mogens og andre Noveller.

171

Avignon (...) Provence: by og egn i SØ-Frankrig. - Durance: biflod til Rhône.

172

vatret: mønster i striber som på vand.

173

Vraa(er): afkrog. - fyrge: fyrre. - Avnbøg: træart, hvis ved minder om bøgens; udbredt i Frankrig.

174

Graasten(smur): kampesten. - Gaucho(en): sydamer. kvæghyrde. - Mazeppa: Ivan Mazepa (ca. 1630-1709), polsk-ukrainsk hærfører. - Belfort: by nær den østfr. grænse.

176

Vernet: formodentlig Claude Joseph V. (1714-1789), fr. maler kendt for sine sky- og himmelstudier.

177

Repps(gardinerne): stof med ribber.

178

Pampas(ryttere): store sletter i Sydamerika.

181

æske(de): bede indtrængende om.

Udkast og forsøg

Den gamle Vandpost

Skrevet ca. 1867. Trykt første gang i SV III, 1927.

189

i Maner: om kunstlet efterligning af en særlig kunstnerisk teknik (fx en forfatters). -Justitsraadens: se n.t.s. 105.

En Cactus springer ud

Skrevet ca. 1867-1870. Trykt første gang i sin helhed i Digte og Udkast. »En Arabesk« udkom tidligere i Vilhelm Møllers Dansk Folkekalender 1883 (1882). »Udlændinge« blev 1869 indsendt til Illustreret Tidende, men uden at blive optaget. Et længere, ufuldendt udkast til en sagapastiche kaldet »Kormak og Stengerde« - en fri gendigtning af den oldislandske Kormaks Saga - afslutter originalmanuskriptet til En Cactus springer ud. Det er ikke medtaget her, da det ikke skønnes at bidrage til ret meget andet end en - omstændeligt etudeagtig - konstatering af, at JPJ ofte tog afsæt i allerede eksisterende tekstlige forlæg, og at han var meget optaget af gammelnordiske tekster.

190

Calla: stueplante. - Krigsraad: titel i 6. el. 7. rangklasse; se n.t. Justitsraad s. 105. - Heliotroph (...) Myrthen (...) Nerium: blomsternavne.

191

Asessor (assessor): dommer. - Vindsler: papstykker til opvikling af garn.

192

trædsk: se n.t.s. 31.

193

Æthren(s): luften. - Vove(rs): bølge. - Val: mark, slette.

270

194

Pan: hyrde- eller skovgud med bukkefødder og horn.

196

Aftenberlingeren: Berlingske Tidende udkom 4 gange i døgnet. - Strandgræs: fx marehalm. - Liremand: spillemand.

197

af Folk: af ordentlig herkomst. - Rakker: løsagtig kvinde; person, der tilhørte rakkerfolket eller (jy.) Kjæltringerne, som udførte ringeagtet arbejde, fx renovation. - af de Sorte: nedsættende betegnelse for sydlændinge. - raade ene: passe sig selv, være alene hjemme.

199

klog: ved forstandens fulde brug.

200

Gurre, Valdemar og Tove: G. er en borgruin syd for Gurre sø v. Helsingør. I folkesagn opholdssted for Valdemar Atterdag (ca. 1320-1375) og hans elskerinde Tove. Hun var Valdemar I den Stores samleverske, men blev i det 16. århundrede fejlagtigt gjort til Valdemar III A.s elskerinde. Valdemar A. giftede sig i 1340 med Helvig, som if. det samme folkesagn hævnede sig på Valdemar pga. Tove ved at indebrænde Tove i badstuen og lade ham jage hvileløst rundt om natten i egnens skove efter hans død. - Tynge: tyngde. - dølge(r): skjule.

201

Borgeled: lågen til slottet(s vindebro). - Bur: mindre værelse. - række: nå. -t Vove: i fare, faretruende situation. - spanke: spankulere.

202

Kure: vagttårn; if Borup antagelig Flynderborg Slot v. Helsingør. -Tind: spids, tinde. - Vang: jordstykke.

203

forfængelig Tant: intetsigende pjat. - usalig(e): fordømt. - Harpeslæt: harpespil.

205

Snekkens: se n.t.s. 36. - hildet i: indviklet i.

206

Vide for jeg, Sorg mig sanked: lån fra et Eddadigt. - Henning: drosten Henning Podebusk. - Svalen: svalegangen. - Rune: her: tegn, symbol. - Helvigs Falk: (dronningen som) rovfugl, der slår ned på duen (Tove).

207

vibe Vej: vildvej. - Kringler: sporehjul.

208

Toft(en): her nok: bondens jordlod - Hvisten: (jy.) at smide med noget. -Hors: hest. - Saa skade de ikke (...): »den vilde jagt«, Valdemar og hans følge. - Ledemod: her: hænder, fødder, side. - Vunder: sår. - Elverskud: folketro: pludselig dødelig sygdom, forvoldt af elverfolk. - Troldespi: det skum, som omgiver skumcikadens larve; i folketroen opfattet som troldespyt. - Men: skade. - Valravn: if folketroen et ondsindet væsen i fugleskikkelse. - Lokes Havre: fast vending for noget uvirkeligt, der kun eksisterer som luftflimren.

209

ikkun: kun. - doble: spille hasard. - Palle Glob, Erik Paa: adelsnavne.

210

Kapun(er): ung kastreret hane. - Fole: unghest. - galen: forhekset, forbandet. - Billighed: rimelighed.

211

Stolt Henrik: art af planten gåsefod.

212

Blommer: blomster.

Wiebe Peters

Skrevet 1871 eller 1872. Trykt delvis i Digte og Udkast; første gang i sin helhed i SV III.

271

214

Krigen mellem Frankrig og Tydskland: 1870-1871. - Lejren ved Hald: militærforlægning ved Hald tæt v. Viborg. - Eskadre: enhed i krigsflåde.

215

Fjælle(gavle): bjælke. - feltede Gest: højt, tørt og sandet land inddelt i felter. - Epenwörden: landsby i nærheden af Meldorf i Ditmarsken. - Job talte om Jehova: Jobs Bog l, 22.

En Rejseerindring

Begyndelsen til en novelle skrevet på JPJs rejse sommeren 1877. Trykt første gang i Politiken, 27. dec. 1885.

216

Planke: båd. - Azur(blaanen): blå himmel. - monløs: tidløs, evig. - Montebello: bjerg nær Gardasøen i den nordital. region Verona. - Fjæle-: træ-.

Doktor Faust

Skrevet april-maj 1884. Første gang trykt i Juleroser 1885, hvor Edvard Brandes gav fragmentet denne titel: »Doktor Faust. Novelle-Fragment. Af Forfatteren bestemt til 'Juleroser'« og forsynede det med en efterskrift - delvis optrykt i Digte og Udkast - som efter omtale af dødsmotivet i Niels Lyhne og »Fru Fønss« slutter: Hans sidste, ufuldendte Arbejde foreligger her, en Novellette-Halvdel, skrevet i April-Maj 1884. Han var da forfærdelig syg, kunde ikke spise, ikke sove og havde hver Dag nye Lidelser. Saa skrev han om Døden, der rider frem gennem Skoven, saa Hovslagene af hans Hest er som den eneste Lyd i Verden - en Albrecht Dürersk Fantasi.

Døden kommer for at søge Doktor Faust - den Lærde, altid Søgende, Mennesket. Men Amor beder for ham. Og Døden skænker den fyrretyveaarige Faust atter nye fyrretyve Aar.

Saa efter denne Tids Forløb kommer de to atter ridende til Fausts Tagkammer for at hente ham, hvem de havde skænket dobbelt saa langt Liv som det, der oprindelig havde været ham forundt. De venter sig Tak og rolig Resignation.

De finder en Olding, som Aarene intet har nyttet. Hans Liv var fuldført, da han for fyrretyve Aar siden havde opbrugt sin Organismes Kraft. Det øvrige har været dødt Liv.

- - Saaledes tænkte og trøstede J.P. Jacobsen sig oppe i de smaa lave Værelser i Ny-Adelgade, hvor Solen aldrig kom, hvor Amor ikke banked paa, hvor Hovslagene af Dødens Hest hver Nat hørtes i Stilheden, hamrende i hans eget Bryst. Han vidste, at han havde levet sin Tid og gjort sin Gerning. Om Skæbnen skænked ham Dobbeltliv - hvad hjalp det, naar Ungdom og Styrke nu var svunden. Det var godt, som det var. Døden kunde komme; han var beredt - uden Modstand, uden Klage (cit. efter Erik Dals efterskrift til genudgivelsen fra 1982 af JPJ: Doktor Faust. Trykt og illustreret med akvareller af Kristian Kongstad (1912)).

217

Sidt: løsthængende. - Træstød(ene): træstub. - til Hælvten: halvdelen.

218

Adelvej(en): landevej.

272

Fugleredernes Filosofi

Trykt første gang i Nyt dansk Maanedsskrift III, nov. 1871. Genoptrykt i SV V. Opsatsen er en delvis refererende sammenskrivning af afhandlinger af den eng. naturforsker Alfred Russell Wallace (1823-1913). JPJ opregner selv på titelbladet: »Om Instinktet hos Mennesker og Dyr« (1870), »Fugleredernes Filosofi« (1867) og »En Theori om Fuglereder« (1868). JPJ har sandsynligvis benyttet de eng. udgaver (de forelå ikke på da., jf. i øvrigt SK V: 396f og Søren Hallar, 1921:35). Opsatsen lægger sig tæt op ad især Contribution to the Theory of Natural Selection (1870), hvori den første af de nævnte afh. findes. Endvidere indgår der afsnit (s. 231) fra Charles Darwins Menneskets Afstamning og Parringsvalget I-II, som JPJ oversatte i 1874-1875, samt fra, som JPJ selv noterer på titelbladet, »Konstruktionsforandringer i Bysvalernes Rede« (fr. 1870) af den fr. naturforsker Félix Archimède Pouchet (1800-1872).

223

nautisk: vedr. sejlads.

225

Patagonien: sydl. del af Argentina.

226

hyperbolske: overdrevne.

227

Irisk(er): mindre spurvefugl.

228

Purpursvale(r): amer. svaleart. - Pirol: spurvefugl, udbredt i Europa.

229

liden Baade: meget lidt gavn.

230

Sidensvands(erne): silkehale, en spurvefugl. - Lav(arter): løvsporeplante bestående af en svamp og en alge. - Sporehuse: hvori der dannes sporer, dvs. formeringsorganer hos blomsterløse planter. - Emu: stor, ikke-flyvende løbefugl, udbredt i Australien.

231

nærværende Tidsskrift: JPJs artikel »Parringsvalget«, Nyt dansk Maanedsskrift II, juni 1871; optrykt SV V, 1929.

232

koldblodige: vekselvarme.

233

Seraf(er): engel af højeste orden.