Jacobsen, J. P. Lyrik og prosa

5. Herverts død

I sine kommentarer henviser Johs. Jørgensen til JPJs digte. De blev som nævnt først udgivet posthumt, men, som han selv bemærkede i et brev til Vilh. Møller, allerede fra han var 9 år, skrev han jævnligt lyrik (Tilskueren, 1904: 955).

Mange af hans tidligste forsøg på at skrive digte er naturligt nok stilstudier, skrevet med forbillede hos andre digtere. Han nævner selv i omtalte brev til Vilh. Møller, at han som sekstenårig var fortrolig med Wessel, Ingemann, Oehlenschläger og Heiberg. Det første forsøg, JPJ gjorde på at samle sin lyrik til en egentlig samling, fandt sted i 1868, hvor han forgæves forsøgte at få udgivet Hervert Sperring (se noter). Den består af en række i bund og grund spredte digte, som fra 1865 til 1868 forsøges samlet og redigeret ind i en fast ramme. Tilblivelsen er ganske tumultuarisk (se noterne). Det episke lag er ikke særlig fremtrædende i samlingen. Efter indledningsdigtet til moderen og en række naturlyriske digte introduceres i det 8. digt den vagt karakteriserede 'hovedperson': et jeg, Hervert, som lever i sine drømme. Så meget, at han ikke kan give sig hen til den unge kvinde, Asali, som han forlader til fordel for sine drømmerier. Da han efter en rejse vender tilbage til hende, er hun ikke længere fri, og for at dulme sin 247 smerte herover kaster han sig ud i et sanseligt forhold til to andre kvinder, Ellen og Signe, men billedet af Asali lader sig ikke bortviske. I digtet »Ved Asalis Grav« henfalder han i minder om sine tab og i dødslængsel. I de to næstsidste digte beskrives, ikke uden ironi, misforholdet mellem Herverts storhedsdrømme og deres mangel på realisering. I det sidste digt beskrives hans ensomme død i en skov, hvortil han er flygtet for sine drømme, overvældet af minderne om Asali.

Digtrækken tager sig ikke blot ud som, men er et resultat af en række digte, der er blevet til relativt uafhængigt af hinanden (jf. hans egen note, s. 46). Som så mange andre af JPJs værker er det brudt i sin komposition og har ikke vægtet det episke synderlig stærkt. Som han selv, ikke uden verve, bemærker i sine noter til digtene, er de af ujævn kvalitet. Slående er det imidlertid, at det er en besk udlevering af fantasiernes, for ikke at sige sprogets, digtningens, kunstens, herredømme over realiteten. Et herredømme, der først er destruktivt over for omverdenen (de tre kvinder), for dernæst i anden omgang, når billederne kommer igen som minder, at slå om i destruktivitet over for den drømmende selv ved med ubønhørlig konsekvens at føre til den mest grandiose dagdrøm af alle: iscenesættelsen af ens egen død (jf de sidste to strofer af »Lad mig ej dø!«). En drøm, som med grusom ironi bortviskes af den faktiske, altid tilfældige død (jf de sidste tre strofer af »Herverts Død«). Et tema, som JPJ behandler igen og igen - slutningerne på hans to romaner gentager således på hver deres måde med besk ironi dette vilkår.

Hervert Sperring fremstår da som en første, om end ufuldstændig, baning af to spor i det, der skulle vise sig at blive et særkende for og i JPJs poetik: fragmentets eller skitsens springende form og den vedholdende forevisning af forskellen mellem drøm (sprog) og verden. Snarere det, end - sådan som traditionen opfatter samlingen - et udelukkende mislykket forsøg på at skabe en episk sammenhængende, (alt for) perfekt bundet buket af regelret komponerede digte.