Jacobsen, J. P. Lyrik og prosa

6. Sange omkring en kaktus

Også JPJs andet forsøg på at bringe mere samlede dele af den lyriske produktion til torvs fremstår i fragmentets form: En Cactus springer 248 ud, bestående af materiale udarbejdet 1867-1870 (herunder genbrug af to digte fra Hervert Sperring: »Efteraar« og »Gurresange« II). Heller ikke det når boghandlernes vinduer før efter Jacobsens død

Denne gang indgår digtene, sammen med en lille fortælling og en ufuldendt sagapastiche, i en rammefortælling. Fem unge mennesker underholder hinanden og to ældre tilhørere med oplæsning af egne digteriske tiltag, alt imens man afventer udspringningen af en blomst på en sjælden kaktus. JPJ opgav at skrive stykket færdigt, idet, som Borup antager (SV III: XVI), et mislykket besøg hos Georg Brandes atter drev ham i armene på botanikken, herunder arbejdet på prisafhandlingen om algerne og Darwinstudierne (se nedenfor).

Blandt de stykker, JPJ lader de fem unge mennesker levere, er der især to, som siden hen har opnået en vis berømmelse. Begge udmærker sig ved at antyde en af JPJs store bedrifter: fornyelsen af den lyriske genre.

Det ene stykke er »Gurresange«, som i 1900 blev kendt vidt og bredt som fin de siècle-digtning, da komponisten Arnold Schönberg påbegyndte sit arbejde med at sætte musik til den første tysksprogede oversættelse af sangene, Gurrelieder, oversat 1897 af østrigeren R.F. Arnold i Gedichte von J.P. Jacobsen. JPJ var da allerede en endog særdeles berømt digter i europæisk sammenhæng. Fra 1890 var han således på alles læber i Wien, og hans berømmelse som anæmisk-dekadent måneskinsdigter (således beskrevet af Ola Hansson) af stort format mellem franske symbolister og engelske prærafaeliter (således indrammet af Stefan George) kendte så at sige ingen grænser i den europæiske fin de siècle-kultur (jf. J.P. Jacobsens spor, red. F.J. Billeskov Jansen, 1985).

»Gurresange« er et vigtigt led i JPJs udvikling af den særlige frie lyriske form, der er hans særkende. Stykket, som bygger videre på romantikernes litterære forarbejdning af historien om Volmer og Tove, bliver til i flere omgange. Først laves der udkast til en behandling af emnet i en traditionel, strofisk form i stil med Carsten Hauchs »Valdemar Atterdag« (1861). Disse ansatser forlades dog hurtigt til fordel for en ny og mere selvstændig stil i form af en ustrofisk, lyrisk monolog. Som Borup påpeger (cit. værk: XXI) aner man en stadig større sikkerhed i udviklingen af denne særlige form, jo længere frem i samlingen man læser.

Det andet stykke er »En Arabesk«, den såkaldte Pan-arabesk. Det er 249 et af højdepunkterne i JPJs lyriske digtning: med dette digt introduceres for første gang hans særlige bidrag til den lyriske genre, arabesken. Det tilhører den yderst sjældne lyriske digtning i ældre dansk litteraturhistorie, der er helt uden rim og regulære vers: flydende, bølgende billeder og tankestrømme i overraskende rytmiske kadencer, der synes tilfældige, men som ved nærmere eftersyn viser sig at være resultatet af en særdeles velovervejet, næsten køligt kalkulerende komposition. Det var oplæsningen af dette digt en sen nattetime i 1872, der fik en målløs Edvard Brandes til at komme med det berømte udbrud: »Du er jo digter!«

Med disse to stykker var det særlige i JPJs fornyelse af digtningen for alvor sat i relief Og det er først med udgivelsen af dem i 1886, man for alvor får mulighed for at erfare et særtræk ved JPJs litterære arbejder: en stor belæsthed i forudgående traditioner og samtidig, i den egne udfoldelse, en særlig evne til, hvad man - med Nietzsche i tankerne - måske kunne kalde en slags kunstnerisk glemsel: en utilbøjelighed til at ville føje sig efter foreskrevne regler og fordringer, en stærk vilje til at insistere på egne krav og former. På dette punkt, og kun på dette, giver hans digteriske praksis mindelser om de store fornyere i europæisk digtning trekvart århundrede tidligere. Den tyske digter Friedrich Hölderlin, der akkurat som JPJ blev dyrket af fin de siècle-digterne, skabte således sine store hymner i netop frie og urimede former. Den, ligeledes tyske, tidlig-romantiske kritiker, aforist og digter Friedrich Schlegel påpegede, at arabesken er den ældste form for menneskelig fantasi, idet al poesi begynder med at ophæve fornuftens love for atter at kunne erfare fantasiens skønne forvirring, menneskenaturens oprindelige kaos (jf. Brostrøm, 1967: 166). Hensigten for de to himmelstormere, vidt forskellige såvel indbyrdes som fra JPJ, var netop at sprænge sig fri af overleverede, stivnede former i et ønske om at tænke alt på ny, skabe egne love og regler i en uendelig uafsluttethed.