Jacobsen, J. P. Lyrik og prosa

7. »En broget Samling Blade«

Da JPJs digte blev udgivet første gang i 1886 i Digte og Udkast, vakte noget sådant imidlertid ingen særlig interesse blandt anmelderne. I en anonym notits i Berlingske Aftenavis d. 30.10. kaldes udgivelsen for »en 250 broget Samling Blade« med minder fra JPJs ungdom, og »Trods Forfatterens udviklede Smag og Kunstsans trykkes hans Aands Bygninger ned ved Overlæsselse med Skildringer og Ornamenter; hans livlige Phantasi dynger Billede paa Billede, men Tankeindholdet fordunkles og svækkes«. I Morgenbladet d 24.10. problematiseres udgivelsen, idet den ikke anses som tilfredsstillende for »J.P.J.s skarpe Selvkritik« og desuden i sig selv er »skuffende«.

De to anmeldelser, dvs. halvdelen af hvad der var i Danmark, falder meget godt i tråd med Georg Brandes' irritation over Jacobsens stil. Selv om Brandes som bekendt var en stor fortaler for Jacobsens digtning og var meget ihærdig med at gøre ham kendt i bl.a. Tyskland - hvad han ganske vist først blev i 1890'erne, se ovenfor - så var hans begejstring forlenet med en ganske kraftig distance til netop JPJs stil. Således skriver han aldeles oprørt i Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) mod JPJs »Stemnings-Labyrinth«. En formanende pegefinger rettes mod JPJ: »Det gaar ikke heller an af Had til den rette Linies ukunstneriske Magerhed at forfalde til Udtrykket ad Omveje. »Fra Skitsebogen« (...) gav Alt hvad der i Jacobsens Digtning er Manér, Gongorisme, forkunstlet Kunst, alt det sygeligt Sære, alle den adjektivisk spækkede og arabeskagtigt[!] vildsnoede Diktions Omveje og Afveje et ængstende Udtryk« (s. 204f.). Manér - eller rettere: det maniererede - er en hyppigt tilbagevendende term i litteraturen om Jacobsen. En idiosynkratisk smagsdom, der mest af alt synes at kæmpe med den uafrystelige anfægtelse, JPJs »Capriccio« (G. Brandes) udvirker for kritikere efter den til enhver tid givne rette linie.

Først i det øjeblik, den danske digtning for alvor bliver moderne, i 1890'erne, små hundrede år efter den tyske, franske og engelske digtning, forandres JPJs angivelige »cul de sac« (G. Brandes, dvs. blindgyde) til en åben sti i den sprogeksperimenterende digtnings uvirkelige univers.