Jacobsen, J. P. Lyrik og prosa

9. Grublerier og rolig iagttagelse

Samtidig med at JPJ arbejdede i stilhed med sin digtning, trådte han frem som lovende naturvidenskabelig forsker. I Botanisk Tidsskrift 1874-76 fik han således trykt sin guldmedaljeafhandling om de danske desmidiaceer (en gruppe alger), og i samme tidsskrift 1879-80 gengivet fortegnelsen over de planter, han fandt på sin rejse til Læsø 253 og Anholt i 1870. I perioden 1870-73 offentliggjorde han i Vilh. Møllers Nyt dansk Maanedsskrift en række populærvidenskabelige afhandlinger med basis i den darwinistiske udviklingslære, ligesom han oversatte to af Darwins hovedværker.

Det har i litteraturen om JPJ ofte vakt undren, at én og samme person både kunne være en fantasifuld digter og en nøgtern videnskabsmand Da det er JPJs litterære kreationer, der har påkaldt sig fortolkernes interesse og videnskabelige klassifikationsvilje, har man brugt en ikke ringe mængde energi på at spekulere over de kræfter, der er på spil i hans litterære tekster. Hans personlige biografi og/eller hans løbebane som naturforsker og optagethed af Darwins lære har været et par tilsyneladende utvetydigt sikre grundlag, som en række fortolkninger af hans komplekse litterære tekster har fundet hvile pi Når noget 'dunkelt', ekstravagant, anstødeligt i hans litterære tekster skulle indfanges, har man tyet - det er snarere reglen end undtagelsen - til hans sygdom, hans angivelige algolagni/sadomasochisme, hans aristokratiske individualisme, hans angivelige moderbinding og/eller hans optagethed af naturvidenskab o.lign. som forklaringsgrundlag.

Det underlige i delingen af den jacobsenske personlighed i en (absolut) digterisk og en (absolut) videnskabelig side består ikke mindst i, at man uden videre tildeler den videnskabelige side en éntydighed og rationel kalkulerbarhed, der nærmest fremstår som en alt for ligefrem omvending af den digteriske side. At den naturvidenskabelige side udgør den rationelle, apollinske dimension i hans væsen, mens den digteriske udgør den ukontrollerede, det dionysiske. Oluf Friis beskriver i sin analyse af Michelangelo-arabesken denne (alt for) håndterbare spaltning som en dobbelthed i JPJs bestræbelser. Den består i »at lodde bunden i sit selv helt ned i dets mørke af tungsind og smerte, og at løfte sin egen lille bølge ind i en større naturbetragtnings rolige overskuen. Vi må huske, at Jacobsen samtidigt med, at han grublede over sig selv, var naturvidenskabsmanden, den rolige iagttager, der søgte de evige love og hvilen ved at skue ud over det tankebelyste hele« (Friis, 1956: 271f.).

254