↩ Turgenjev ændrer også den danske roman i 1870'erne ved at indføre en ny type hovedpersoner. Deres egenart anes af romantitler som Drachmanns En Overkomplet (1876) og Sophus Schandorphs Uden Midtpunkt (1878). Det er mænd af det bedste selskab, med den bedste dannelse og den bedste vilje - men helt blottet for evne til at engagere sig afgørende, til at træde i karakter og handle. Deres smukke - og mange - ord og deres høje idealer står i et grelt misforhold til deres passivitet. Stamfaderen er Turgenjevs Rudin (1855, da. ovs. 1872), men som man vil se befinder Niels Lyhne sig inden for den 210 nærmeste familie. Det er imidlertid en anden Turgenjev-roman, Jacobsen har i tankerne, da han så tidligt som 6.12.1876 skriver til Vilhelm Møller: »Forøvrigt vil min ny Bog i Hovedtanken faa en Del tilfælles med Fædre og Sønner«. Jacobsen må her tænke på, at Turgenjevs roman Fædre og Sønner (1862, da. ovs. 1876) handler om en ung, materialistisk indstillet generations opgør med en idealistisk tænkende forældregeneration. Men for Niels er modstanderen til skade for romanens dramatik placeret i ham selv, og en dybere lighed mellem Niels Lyhne og Turgenjevs roman er der ikke, hverken i idé eller udførelse.