↩ Fortiden findes ikke i Form af mægtige Ruiner, hensmuldret Idyl. Fortiden er paa Island levende, et virksomt Moment i Nutiden. Den gamle Litteratur er ikke blot et Kuriosum, Genstand for enkelte Videnskabsmænds Studier; den er Hvermands Eje, en stadigt levende Kultur. Alle disse Mennesker, Købmænd, Trawlerskippere, Arbejdsmænd, Fiskerpiger, som ivrigt deltager i den moderne Rastløshed, tjener Penge, kører i Bil, gaar i Biografteater o. s. v., taler Oldnordisk. Alle sidder de inde med den gamle islandske Dannelse, alle er de i Berøring med en levende Tradition, som skriver sig fra Nordens Oldtid. En Professor og en gammel overgroet Bonde kan som jævnbyrdige samtale om Sagaerne og deres Problemer. Havnearbejderen gaar maaske rundt og véd, at han nedstammer fra den og den Herse eller Vikingekonge fra Harald 37 Haarfagers Tid. Alle taler de det samme velplejede og korrekte Sprog. Her findes hverken Dialekter eller Argot, her er kun én Udtryksform, dannet Tale. Arbejdsmanden har maaske et stort Bibliotek af islandsk Litteratur fra alle Aarhundreder siden Bebyggelsen. Selv om han muligvis har skrevet en Digtsamling eller to, er han ikke af den Grund udskreget som folkeligt Geni, Proletarbegavelse. Det er en selvfølgelig Sag. Islandsk Kultur og Dannelse er noget, som alle har Del i; her findes intet egentligt Proletariat.