↩ Snorre fortæller om Kong Sigurd Jorsalfar, at han paa sin store Rejse gjorde sig de yderste Anstrengelser for ikke at staa tilbage for de Fyrster, han paa sin Vej besøgte, og greb til de naragtigste 79 Midler for at kunne optræde med Pragt. Da han skulde sejle ind til Konstantinopel for at besøge Kejser Kyrialax, laa han en halv Maaned uden for Byen og ventede paa Bør. Ikke fordi han ikke sagtens kunde bruge den Vind, der daglig blæste; den vilde med Lethed have kunnet ført ham til Maalet. Men han afventede en ganske speciel Vind, der skulde tillade ham at sætte de kostelige Sejl paa en saadan Maade, at de kunde vise sig i den mest flatterende Vinkel for Byzantinernes Øjne, naar Flaaden nærmede sig Staden. Da han endelig naaede frem og skulde til at holde sit Indtog, bød han sine Mænd, at de skulde ride stateligt ind i Borgen uden at vise nogen Forundring over alle de nye og sjældne Ting, de saa. Sin Hest havde han ladet sko med Guld, og han magede det saaledes, at en Sko faldt af paa Gaden. Men ingen af hans Mænd maatte se sig tilbage efter den. Denne Konge, siger Kinck, blev ifølge Kongesagaen for alle Tider norsk Fyrsteideal, og han beskriver, hvorledes netop disse Karaktertræk naar det fuldkomne under Norges store Konge Haakon IV Haakonsson med hans Svaghed for Titler, for Optog, for Processioner, hans Pragtsyge, hans Selvbeskuelse. Karakteristisk er hans Forhold til Udlandet, hans pragtfulde, men fuldstændig formaalsløse overordentlige Gesandtskaber. „ Og han sender sin datter Kristina avsted at gifte sig med en prins eller konge i Spanien — han visste ikke saa nøie med hvem, men én derute skulde hun ha !"