Jacobsen, Jørgen-Frantz Uddrag fra Nordiske Kroniker

Stockholm saa kun Carl XII som Dreng og som Lig, og Arven efter ham var et sønderlemmet og ruineret Rige. Men saa meget var Carolinernes Glans gaaet Svenskerne i Blodet, at Frihedstidens kongelige Republik fuldendte det Bygningsværk, som Enevælden havde undfanget. Stockholms Slot kom ogsaa senere til over sin Hovedportal at bære Carl XII's Navn. I sin raffinerede Enkelhed ligner det Heltekongen selv, hans simple Majestæt. Mens Barokslottene i prunkende Flor blomstrede i det parykklædte Evropa, byggede Nicodemus Tessin denne rene og klare Firkant. Den staar endnu som et Monument over Fødslen af det svenske Karaktertræk, som med et alt for blodløst Udtryk kaldes Stiligheden.