↩ Medens København i denne Periode var tynget af en alt for næsegrus Beundring for en elskværdig, men alt andet end straalende Enevælde og kun med Vanskelighed holdt Humøret oppe under Christian VI's bundkedelige, sabbatsforordnende Scepter, blev Stockholm de politiske Intrigers og den straalende Adels glade Midtpunkt, besjælet af en festlig, fri og selvstændig Aand. Det var et virkeligt nordisk Paris, en Slags Régence, flyttet op under de koldere Himle.