↩ Det daglige Liv er formodentlig det, som er mindst særpræget. Saa vidt man kan se, har de sidste Aar ikke skabt noget Milieu, som kan kaldes særlig karakteristisk for Efterkrigstidens Stockholm. Kreugers Privatliv, der var omgivet af saa megen Mystik, er nu blevet afsløret som en Banaliteternes Banalitet. Der har ikke udkrystalliseret sig nogen original Livsform eller noget specifikt Esprit, der udmærker vor Tid, paa samme Maade som Bellman udmærkede den gustavianske Periode.