↩ Medens det er givet, at Norge i den første Del af Unionstiden laa under for det danske Vælde, nærmere bestemt den danske Adel, saa var dette ikke Tilfældet efter Enevældens Indførelse, og navnlig ikke i det sidste Hundredaar før 1814. Læser man moderne Historikere, f. Eks. Nordmanden Sverre Steen, der i det nyudkomne Værk, Det norske Folks Liv og Historie, har behandlet Perioden 1720-1770, saa faar man et alt andet end mørkt Billede af Forholdene i Norge. Ganske vist er der det alvorlige Ankepunkt mod Regeringen, at denne i for høj Grad favoriserede København frem for de norske Handelsbyer. Men der er hertil at sige, at det ikke var i sin Egenskab af dansk By, men i sin Egenskab af Fællesstatens Hovedstad, at København nød saa store Fortrin. Sam¬menlignet med Datidens danske Provinsbyer havde de norske Stæder 108 nærmest straalende Kaar, og der er ingen Tvivl om, at det økonomiske Liv i Norge førte en langt mere blomstrende Tilværelse end i Danmark. Dette skyldes naturligvis først og fremmest Konjunkturerne, men det kan ikke bebrejdes den dansk-norske Regering, at den ikke ivrigt støttede det norske Næringsliv efter Datidens merkantilistiske Princip.