↩ De har deres egen Form. Deres Selvsikkerhed er næsten legendarisk, og deres Slagfærdighed er frygtet. Paa dette Punkt ligner de Københavnerne. De taler et Sprog, der i Tonen heller ikke er saa forskelligt fra det københavnske. Det er smidigt og behageligt. Man hører i Bergen ikke det rullende østlandske r, heller ikke det lidt skurrende r, som man træffer i Vestlandets øvrige Byer. Den Landbo, som kommer til Bergen og ikke har den rette Stemmeføring, er uhjælpelig en Stril. Ordet kan ikke oversættes, men om dets Betydning er man ikke længer i Tvivl, naar man blot én Gang har hørt en Gadedreng udslynge det imod en Kollega. Det er Krigsaarsag.