Jacobsen, Jørgen-Frantz Uddrag fra Nordiske Kroniker

Mine Veje har ret hyppigt ført mig til Leith, der er den vigtigste Plads ved Firth of Forth og Havneby for Edinburgh, Skotlands Hovedstad. Lige siden min Barndom har jeg fundet en Fortryllelse i at komme paa disse Kanter, og da jeg for nylig igen besøgte Edinburgh, opdagede jeg, at Fortryllelsen havde holdt sig. Jeg tror, jeg vil synge en lille Sang om Firth of Forth og herunder prøve paa at tegne nogle faa Træk af Skotland, det glemte Kongerige. Maaske vil det kunne virke som en Impuls paa dem, der gerne vil rejse, men snart ikke véd, hvor de skal rejse hen.