↩ Skotterne har en Forkærlighed for det stærke, det søde, det krydrede. De har Brug for det i deres afsides puritanske Land. Deres Syltetøj er saa sødt, at man kan faa Kuldegysninger deraf. Deres Tweed, deres Sækkepibemusik, deres Folkesange, deres Biskuit- og Whisky-Reklamer har noget af den samme Natur i sig. Og hvad selve Whiskyen angaar, kradser den ikke netop som den blaa og sødlige Røg fra brændende Lyngrod eller Timian i Blomst? Skotterne ved nok, hvad der er lifligt for Sjælen paa en graa Dag; de forstaar at trøste sig, paa deres religiøse Ansigter hviler ofte et 130 dybt, humoristisk Smil, som man faar stor Lyst til at tyde derhen: „Græd ikke Børnlille, det turde være Løgn altsammen!"