↩ Naar man gaar nede i København, og Foraaret nærmer sig, begynder man at længes hjem til Færøerne. Men er man endelig kommet til det sommervenlige Thorshavn, længes man blot videre nord-paa til den yderste Kyst. Søfuglene har det paa samme Maade. Hvert Foraar forlader de Sydens lune Strøg for at gøre den lange Rejse op til et eller andet raat og svimlende Forbjerg. De hænger i Tusindvis som hvide Skyer over Afgrunden, skrigende i deres 144 Fugleophidselse. De er lidenskabelige Deltagere i dette Drama, hvor Landet holder op. Morgensolen faar deres Vinger til at lyse, Aftensolen gløder i deres kolde Øjne. Og naar de ud paa Høsten vender tilbage, har de oplevet noget lyst og vældigt, som næste Aar igen vil drage dem mod Nord.