↩ Oppe fra Fjeldranden kommer Elven. Dens klare Vand danner en uafbrudt Glidebane paa 5—600 m ned ad Dalens græsgrønne Skraaning og synger en vældig Sang, som væver sig ind i Ensomheden. Den er Stedets Puls, den gør Sjeyndir levende. Naar man befinder sig paa Havet, ser man dens glidende Vandbaand. Man faar Lyst til 145 at drikke af dens ferske Vand og hvile sig i det søde Græs ved dens Bred. Og man tænker, at de Ugifte maaske ikke har det saa glædesløst.