↩ Under alle disse Trængsler døde det nordiske Sprog paa Shetland en langsom Død. I forskellige engelske Skrifter kan man spore Dødskampens Faser. I 1600-Tallet talte de fleste Shetlændere endnu Norn, som det gamle Sprog kaldtes. Men i det følgende Aarhundrede trængte Lavskotsk mere og mere frem som Talesprog. Endnu i 1750 dansede Shetlænderne den gamle middelalderlige Runddans under Ledsagelse af nordiske Viser. Paa den afsides Ø Foula kunde en skotsk Rejsende i Aaret 1774 nedskrive Fadervor og et helt Kvad paa Norn, ja endnu saa sent som i 1890erne var der paa Unst en gammel Mand, der blandt andre Norn-Brokker kunde huske Ordene: halaget warte (helliget vorde). Men dette er en af de sidste henvejrede Klange af den nordiske Tunge, som uden at en Sjæl 151 bekymrede sig om det, langsomt forstummede paa Shetlands Enge og Heder. En Gren af den nordiske Sprogstamme var visnet, et helt lille Folk var, tvunget af Omstændighedernes Overmagt gaaet tabt for den nordiske Kultur.