↩ Der tales saa meget om Danmarks Forpligtelser mod det lille grønlandske Folk, hvis Egenart man ikke vil udsætte for noget Stød. Men Færingernes Egenart betragtes knap saa velvilligt. Unægtelig er Sagen ogsaa i Tidens Løb gaaet hen og blevet besværlig. Den burde ikke være det. Over for det færøske Sprog er i første Række Færingerne selv forpligtet, men derefter ogsaa den Stat, som er den eneste Stat, inden for hvis Omraade dette nordiske Sprog lever. Naar Færingerne er Borgere i Riget, følger deraf ogsaa — som en simpel Konsekvens af danske Principper — at færøsk Sprog opnaar et passende Borgerskab. Man er ikke hjemme, hvor Ens Moders-maal ikke er det.