Jacobsen, Jørgen-Frantz Uddrag fra Barbara

Katrine i Kælderen kæmpede sig ind i Kramboden. Stormen var 10 i Hælene paa hende som en ond Aand. Saa faldt Døren i med et Brag. Hun bød spagfærdig Godaften, forskrækket over al den Blæst, hun havde lavet. Mændene spyttede lidt længere og tilkendegav paa den Maade, at de havde bemærket hende. De var jo ikke særlig fornemme paa det — hverken Springus, Niels i Punten, Samuel paa Vippen eller Tangloppen. Men de satte ikke Pris paa kvindelig Indblanding under en strengt saglig Samtale om Søfart. Katrine havde ogsaa den fulde Forstaaelse heraf. Hun stod længe spag og var kun Katrine i Kælderen. Eller rettere sagt: foreløbig var hun næsten ikke til. Men hendes Øjne var vagtsomme og maalbevidste. Hun havde sin lille Krig at føre igennem. Saa da Gabriel engang, saadan nærmest tilfældig, fik Øje paa hende, var hun der straks: — Gud eje dig, Gabriel, lad mig faa op i Kruset fra dig af Sirup i Aften!