↩ Han gik igen hen til sin egen Dør. Kvinder og Kvidder indenfor. Barbaras Latter, Paafund og Smaaudbrud. Suzannes lidt dybere og klogere Stemme. Nej, derinde var de døve for Storm og Brænding. De vendte ikke Timeglasset, talte ikke Nattens skridende Timer. De ænsede sidst af alt Gabriels hamrende Hjerte og sviende Begær. Han var en Skygge paa et Loft. Men derinde var det Sommer. De fraadede i Tøj og Pynt og Farver. Han anede, hvor det raslede og knitrede af Stoffer. Ja, han turde sværge paa, at de havde afført sig hver Trævl af det hjemlige Uldtøj. De var to Sommerfugle, der solede sig i Eventyret, de hyllede sig i Rødt og Gyldent og Blaat, i luftig Kattun og tung Silke — hans Varer! De pyntede sig mætte i Forfængeligheds Behag.