↩ Samtalen havde en Tid gaaet smaat mellem de mange Mennesker. Efter at Nyhederne udefra var fortalt, var der ikke længere noget, der rigtig forenede dem alle. Men inde i Studerekammeret var der dog et lønligt Samlingspunkt, der Gang paa Gang fik Mændene til at veksle underfundige Blikke. Der var ingen Ro over dem. De vandrede og vandrede og skridtede over Dørtærskelen. Det var nok ikke udelukkende paa Grund af Barbara, at Armgard strikkede saa ondt og temperamentsfuldt. Hun 26havde lugtet Lunten, og hun ærgrede sig. De andre Kvinder gjorde ligesaa. Saadan var det altid, naar der var kommet Skib.