↩ — Det var næsten et halvt Aar efter, at alt dette skete, rettede Lagmanden sagtmodig. Det var i November. Præsten havde en Søndag været hos os og prædiket i Sandevaag Kirke. Det havde været Tøvejr og Regn, men i Dagens Løb blev det haard Frost, og alle Veje og Stier blev overisede. Præsten vilde som sædvanlig ride hjem om Aftenen. Vi forsøgte paa alle Maader at faa ham fra det. Men der var intet at stille op med ham. Han blev ved sit. Saa ked af ham, som Barbara sikkert var, saa taalte hun dog stadig ikke, at han lod hende sidde alene hjemme.