↩ Da Poul Aggersøe efter Samtalen med Bispen var kommet ud paa Gaden igen, havde den sene Eftermiddagssol netop skinnet paa Vor Frue Kirkes himmelhøje forgyldte Spir. Det hævede sig op i mangfoldige Etager og Afsatser, nederst firkantet og sluttet, længere oppe ottekantet, stadig blomstrende og spændende sig 37opad, det ene Led ud af det andet, i ufortrødent og svimlende Himmelstræb, indtil det omsider, som den højeste Tone i en Aria, endte i en lang Spids og en Stang med tre luende Kroner 350 Fod oppe i Luften. Det var et vældigt Skue, en Pragt, som han daglig frydede sig over, og det stod ham pludselig klart, hvor svært det vilde blive for ham at forlade København. Thi skønt selv Landbo hang han mere og mere ved denne Stad, hvor han fandt alle de Ting, der glædede hans Hjerte.