↩ Hun havde en Tid gefallet ham særdeles, og han havde tænkt, at dette maaske kunde føre vidt. Men saa var Lucie selv saa altfor meget kommet paa den samme Tanke, ja, hun havde vist sig saa dødsens forlibt, at Poul Aggersøe var begyndt at vende sig bort fra hende. Thi hun plagede ham med sin Bestandighed og med sine Sentiments, der hurtig blev ham en Melodi, han kendte altfor godt. Han gjorde sig Selvbebrejdelser derover, men det stod ham kun altfor klart, at han ikke havde hende kær. For hun var som en Efeu, der vilde sno sig opad ham, som omkring en Stamme, og ganske dække ham med sin Hengivenhed. Men han ønskede det ikke. Han vilde kun være sig selv, Poul Aggersøe, og følte andres Affektion som en Byrde og som en Hæmning.