↩ De satte sig omkring et hvidskuret Bord, alle undtagen Magdalene, der med en lidt besværet Mine gjorde sig et Ærinde ud af Stuen. Barbara syede. Men hendes livfulde Øjne var ikke saa meget ved Sytøjet, de var med deres hastig skiftende, grønlige Glans overalt, og foreløbig mest hos Gabriel. Hun vidste maaske ikke, hvad han tænkte, men hun vidste, hvad han følte. Hun var saa lydhør. Naar hun saaledes sad mellem to Mænd, hørte hun Takten af begges Hjerteslag. Hun kunde spille tostemmigt paa dem som paa to Instrumenter. Og nu skulde Gabriel trøstes og oprejses lidt. Hun talte med ham, udspurgte ham om noget og hørte meget opmærksomt paa hans Svar. Under dette saa hun kun tre Gange paa Hr. Poul og slog hver Gang meget hastigt Øjnene ned.