↩ Hr. Pouls Melankoli var efter dette Besøg blevet forvandlet til en stille Munterhed. Da han kom fra Besøget hos Barbara, vandrede han som befriet gennem den mørke Stad og ønskede kun at være lidt alene med sin Glæde. Der var netop et Ophold i Regnen. Han drejede af ad en blæstfyldt Smøge, som førte ned mod Vandet. Der stillede han sig op i Læ af et Baadehus for at samle sit Sind og prøve paa at klare sig, hvori hans nye Lykke bestod. Men det varede ikke længe, før han fornam, at ogsaa andre i denne Aftenstund havde søgt til Havets Bred med deres Tanker. En enlig Skikkelse dukkede frem af Mørket, de hilste paa hinanden, det var Gabriel.