↩ Det var ikke hvert Aar, der var en seksogtyvende Søndag efter Trinitatis, og det var ikke enhver Sognepræst, som det var tilladt ved Højmesse at prædike over Epistelen i Stedet for over Evangeliet. Men Hr. Wenzel, som var Magister, havde Lov dertil, og endelig, paa denne sjælden forekommende Søndag, fik han Lejlighed til at sige det, der saa længe havde ligget ham paa Hjerte.