↩ Ogsaa den nye Vaagøpræst, Hr. Poul, maatte som saa mange andre bøje Hovedet. Thi han følte, at han selv vandrede paa den samme Forfængelighedens Sti og aldrig var helt glad, uden at hans Hjerte var smigret, hans Ærgerrighed var ægget og hans Begær var tændt. Verden var det, og kun Verden, der legede for hans Øje, og han havde ikke selv Evnen til at løfte Blikket højere.