↩ De unge troede ikke paa det. Men der var intet furet Ansigt i Kirken, som ikke blev tænksomt ved disse Ord. Lige fra Landfoged Harme med det store Ansvar og til Samuel paa Vippen med de otte Børn. Den ene maatte erkende, at hans fyrretyveaarige Embedsgerning kun stod som en Skrift i Sand, den anden ventede bare tre Skovlfulde Muld som den jordiske Afslutning paa en Lastdragers Liv. Men Sorenskriveren, den altid tvivlende og tvære, kom paa den sure Tanke, at et Stykke nyttigt Arbejde paa Jorden var mere glæderigt end ti Jubelraab i Himlen. Han læste nymodens Bøger og havde lagt sig efter den Tro, at Flid og Patriotisme var saligere end Palmegrene.