↩ Der var egentlig ingen Raadvildhed. Her var kun et at gøre. Redde, hvad reddes kunde — Husgeraad, Sengetøj, lidt sammensparet Uld, hvadsomhelst! — og saa til Fjelds. Det var et Instinkt, der virkede. Skrækken for Sørøvere laa alle i Blodet. Gennem Aarhundreder havde Øerne været hjemsøgt. Trampende Englændere og fulde Skotter havde ofte gjort Landgang, brækket Kister og Skabe op, slaaet Kreaturerne for Panden og slæbt Folk med sig paa Islandsfiskeri. Det var noget, alle havde hørt om. Og det var endda ikke det værste. Engang havde store Horder af Hedninge — Tyrker eller Blaamænd var det vist — hærget og brændt paa 64Suderø, dræbt for Fode og slæbt over tredive Kvinder og Børn bort fra den enfoldige Hjemstavn til et ukendt og djævelsk Slaveri. Det var det frygteligste, nogen vidste om at sige. Heller ikke Thorshavn var altid gaaet fri. For Aar tilbage havde Franskmænd ødelagt Skanserne og plyndret Byen.