↩ Barbara nød ham. Hun var saa musikalsk. Der var ikke den Nuance, ikke den Betoning i hans Stemme, der gik hende forbi. Hun hørte hans Hjertes Slag. Hun hørte den ynkelige Hund dybt inde i Gabriel, der hylede og bad: „Sig, det er Løgn!“ Og hvor hun legede med denne Hund! Men ofte løb hendes gode Hjerte af med hende, og saa sagde hun, det var Løgn. Men hver Gang hun sagde det, tænkte hun hemmeligt: „Sæt det var sandt.“ Og saa smilte hun, og Gabriels Hund hylede igen.