Jacobsen, J. P. FAUSTINA

FAUSTINA. Dramatisk fortalt.

Faustinas Moder, en Skjøge.

Bernardo, ung Mand.

Vaabensmeden.

Biskoppen.

Arnolf, Træskjærer.

Troubadour.

Celle i et Nonnekloster. I Forgrunden et Crusifix, ved dets Fod en Bodssvøbe.

Faustina.
(staar ved det aabne Vindu.) Nej! der er ingen Kristendom i dette!
Ej Sønderknuselse og stille Suk,
Ej Myrrhakvalm og tunge Psalmetaager,
O hvilken Aften dog, hvor vild og smuk!
Det er ej Martyrblod, der Vesten farver,
Det Mulm, der synker, aander ikke Fred,
Der er ej Bøn i disse Fløjtetoner,
Her knirker ikke Korsets tørre Ved.
I Solens Favn, den flammerøde Molochs,
De dunkle Skyer sænke sig med Lyst,
Og Jorden elskovsmod sit Hoved gjemmer
Ved Mulmets attraasvangre Bejlerbryst.
(gaar hen for Crusifikset.) 92 O hvorfor fordrer du saa mildt, min Brudgom,
Og stedse af det Fattigste i mig?
Hvi kommer ej du, som din stærke Fader
Kom til Maria? Se, jeg venter dig!
Ak, syg og lidende paa Træ du hænger
Og vil kun Graad og stille Vemodssuk,
Tyst skal der være hos dig som hos Syge,
Tyst, og jeg er saa hed og sund og smuk!
O kom dog i din Skjønhed og din Vælde
Som fyrig Bejler eller Herre vred!
Glad skal jeg synke hen i dine Arme,
Glad synke, knust af dig, i Støvet ned.
(Hun løsner Nonnedragten og staar nøgen.) Du vil mig ej! Nej Ingen mig begjærer.
Hvortil dog disse rige Formers Pragt!
Langt heller gav jeg disse blanke Lemmer
Til Bytte for en Rovfugls gridske Magt.
Langt heller som et Skuespil for Mængden
Af vilde Hingste splittes Led for Led
End som et uset simpelt fredet Blomster
Sin Skjønhed skue langsomt visne ned.
(Griber Svøben.) Saa kom da du og vær min strænge Bejler.
........................