STRAALER, MINE DRØMMESALE!
✂
Straaler, mine Drømmesale,
Skjønt i tusind' Kjerters Glands.
Klinger højt af Sang og Tale
Strengespil og munter Dands! -
✂
Tovelil, kom lad os vandre,
Luften her er tung og varm,
Lad os ile fra de Andre
Ned i Haven Arm i Arm.
✂
Natten er saa mild og stille,
Fjern alt lyder Hallens Larm,
Se, hvor Maanens Straaler spille
Hist paa Sø og Baadens Karm.
✂
Kom, jeg løser Baadens Lænke,
Stig nu, Tovelil, om Bord;
Du dig her i Stavnen bænke,
At jeg ser dig mens jeg ror.
✂
Nu en lille Sang du synge,
Frejdig, rig og elskovsvarm,
Mens vi ud paa Dybet gynge
I vor lille, lette Karm.
✂
Tak for dine skjønne Toner
Og for Hjertets Ord deri,
Natten selv i Skovens Kroner
Sukker: ak, det er forbi!
✂
Lad nu, mens vi fremad gynges,
Og af Nattens milde Vind
Vore Lokker sammenslynges,
Blodet kysses Kind mod Kind,
✂
Bønnen skreven i mit Øje,
Tove, lad den røre dig;
Lad mit Blik din Vilje bøje,
Saa den stedse vil som jeg.
✂
Lad min Stemme i dit Øre
Døve Tankens strænge Røst,
Saa at du kun mægter høre
Hjertets Stemme i dit Bryst.
✂
Og lad saa i Kys mig sige
Stærke Ord til Hjertet dit,
At dets Stemmes Kraft maa stige,
Tale glødende som mit.