HERVERTS DØD.
✂
Det var en herlig Sommernat
Med Efterskjær af Solens Glands,
Med Taageslør og Vovedands
Og Maanesølv paa Sø og Krat,
✂
Med sagte Sus i Bøges Hang,
Med Lindeblomsters søde Duft,
Med Stjerneblink fra mørkblaa Luft
Og vaagen Fred paa Mark og Vang.
✂
Men stille mægter ej Naturens Fred
Uroen i et fredløst Hjerte,
Dens milde Tavshed gjør kun dobbelt tung
Den mørke Uros vilde Smerte.
✂
Flyet fra det drømmesvangre Leje,
Fast omklamret af sin Kummers Arm
Hervert ilte ad utraadte Veje,
Vakte vissent Løv til sagte Larm.
✂
Op til Fortidsminders lyse Himmel
Stærk han for ved Phantasiens Magt,
Kasted' glad sig i den glade Vrimmel,
Nød i fulde Drag den milde Pragt.
✂
Styrted' saa med Lynets Fart tilbage
I sin Jammers trøstesløse Favn,
Knust, men uden Smerteraab og Klage,
Kun med Vemod hvidskende et Navn.
✂
Navnet løfted' fra ham Smertens Tynge,
Kaldte atter svundne Dage frem,
Lod paa Mindets Strøm igjen ham gynge,
Gav for Livet atter ham en Drøm.
✂
Atter saa for første Gang han hende,
Atter rakte hun sin Haand ham fro,
Atter var han lykkelig med hende,
Atter sang han lykkelig om To.
✂
Brat sin Lykke saa igjen han briste,
Som han troed' mest den stærk og fast,
Blev mod Vanvid ved det tunge Miste
Atter dreven, Drømmen atter brast.
✂
Feberhed paa Mossets bløde Tue
Sank han hen, til Døden træt og mat,
I sit Øje Livslysts hede Lue,
I sit Hjerte Tomheds dumpe Nat.
✂
Nattens lune Vind imod ham førte
Blomsterduftes ætherlette Hav,
Phantasien, vakt derved, ham førte
Til hans Moders blomsterdækte Grav.
✂
Bittre Smil om Læbens fulde Bue
Sig til stille Vemod slapped' snar,
Og for Øjets vilde Feberlue
Glimted' frem en Taare mild og klar.
✂
For hans Øre lød hans Moders Sange,
Fro han lytted' til den kjendte Klang,
For hans Øje Barndomsminder mange
Kom og svandt i liflig Bølgegang.
✂
Sangen voksede i Klang og Fylde,
Mere Liv og Farve lød deri,
Drømmen, der ham fordum mægted' trylle,
Var det, gjenfødt nu som Melodi.
✂
Barndomsminderne, ved Sang betvungen,
Skifted' Ham og voksed' op i Magt,
Og af Glemsels mørke Nat opsungen
Stod hans Drømmeverdens lyse Pragt.
✂
Store Blomsters farverige Kroner
Aabned' sig og spredte herlig Duft,
Underskjønne, fulde, rige Toner
Klang fra Jord og Blomster og fra Luft.
✂
Lys i stærke, brede Farvebølger
Styrted' sig fra Himmelbuen ned,
Fagre Mør, som ingen Klædning dølger,
Lægge sig ved klare Kilder ned.
✂
Frem imod ham gaar med aabne Arme
Drømmeidealet, længst forglemt,
Øjet tindrende af Liv og Varme,
Læben smilende med aandfuld Skjemt.
✂
Op han fra det bløde Leje farer,
Ungdomssmilet lyser om hans Mund,
Ungdomsvarme Øjets Taage klarer,
Kinden blusser ungdomsfrisk og sund.
✂
Ind i Drømmekredsen raskt han springer,
Kysser, favner, trykker til sit Bryst,
Og med Skyggerne i Dands sig svinger,
Fyldt af mægtig, overvættes Lyst.
✂
Snart dog trættet han til Jorden segner,
Dødens Skjælven gjennem Aarer gaar,
Ej dog Kindens friske Roser blegner,
Førend Hjertet mer i Bryst ej slaar,
✂
Døende han strækker sine Hænder
For at favne, hvad han favned' nys,
Og det sidste Suk hans Barm udsender
Møder Drømmens Skygger med et Kys.