↩ Jacobsens eget Digterfysiognomi møder vi egentlig først i "Gurre-Sange" og navnlig i "En Arabesk". "Gurresange" bygger videre paa det Fundament af litterære Traditioner om Volmer og Tove, som Guldalderdigterne har skabt, uden i Enkeltheder at være afhængig af dem, og paa mange Punkter bærer de Præg af at være skabt af en moderne Aand. For Studiet af Jacobsens Frigørelse fra den ældre Digterskole er "Gurresange"-nes Tilblivelseshistorie et lærerigt Eksempel. Sangene om Valdemar og Tove, der er aftrykt i Apparatet (S. 308 f.), viser, at han oprindelig har villet behandle Emnet i den traditionelle strofiske Form som f. Eks. i Hauchs "Valdemar Atterdag"; men kun disse to Udkast har denne Form; han har hurtigt brudt med den overleverede Form og i Stedet skabt sig en ny, der bedre var egnet til at rumme et moderne Indhold: den ustrofiske lyriske Monolog, som Pan-Arabesken, hans tidligste Mesterstykke, er det ypperste Eksempel paa*). Endnu i de første Gurresange aner man de ældre Digtere bag Jacobsen, men Sikkerheden stiger, efterhaanden som flere og flere Digte bliver til, og fra og med "Den vilde Jagt" er han helt sig selv.