Jacobsen, J. P.

EN FORTÆLLING OM TRE

28

        

29

Glad og forfrisket vendte Hervert tilbage fra en botanisk Udflugt, Nutiden laa saa lys og skjøn for ham; Fremtiden saa stor og forventningsfuld i dette Øjeblik. Aldrig havde hans Kald som Naturforsker at afsløre Naturens Gaader vist sig for ham i et mere tiltalende Lys og dog var der netop paa denne Udflugt opstaaet en Tvist i hans Sjæl, (thi han følte at han var Digter), om han skulde gribe Lyren eller Mikroskopet.

Han ilede raskt op ad sine Trapper. Paa Bordet laa et Brev. Fra hende, hans Veninde, fra Helga. Hende til hvem han var bundet med et Baand der er stærkere end Elskovs og Blodets - den indbyrdes Forstaaelses, Venskabets hellige Baand. Glad aabnede han Brevet, denne ny Solstraale paa Nutidens Dag, lidet anende at det var en Lynstraale der skulde knuse hans skjønne Drømme, skulde knuse - endnu mere.

Hun vilde give sin Haand til en Mand hun ikke elskede for ikke at gjøre ham ulykkelig.

Man maatte kjende hele Styrken af hendes uendelige Godhed og hendes beundringsværdige Beredvillighed til et hvert Offer der gik ud mod hende selv, for at fatte Muligheden af et saadant Skridt ...