Jacobsen, J. P. Uddrag fra GURRESANGE

TOVE

Nu siger jeg dig for første Gang:
"Kong Volmer, jeg elsker dig."
Nu kysser jeg dig for første Gang
Og slynger min Arm om dig.
Og siger du, at jeg det før har sagt
Og at du til Kysset er vant,
Saa siger jeg: "Kongen han er en Nar,
Der mindes forfængelig Tant."
Og siger du, saa er jeg selv slig Nar,
Saa siger jeg: "Kongen har Ret,"
Men siger du, at jeg det ikke er,
Saa siger jeg: "Kongen er slet."
For alle mine Roser har jeg kysset ihjel,
Alt mens jeg tænkte paa dig.