Jacobsen, J. P. Uddrag fra GURRESANGE

VALDEMAR

Det er Midnattens Stund,
Og usalige Slægter
65 Staa frem af glemte, sunkne Grave,
Og de stirre med Længsel
Paa Borgens Kjerter og Hyttens Lys,
Og Vinden ned over dem
Spottende ryster
Harpeslæt og Bægerklang
Og Elskovssange.
Og svindende de sukke:
"Vor Tid er forbi!" -
Mit Hoved vugges paa levende Bølger,
Min Haand fornemmer et Hjertes Slag,
Ned over mig livssvulmende strømmer
Kyssets glødende Purpurregn.
Og min Læbe jubler:
"Det er min Tid nu!"
Men Tiden flygter,
Og jeg skal færdes
Ved Midnatstide
En Gang som død,
Skal samle Ligdragten om mig tæt
Mod de kolde Vinde,
Og liste mig frem ved sildig Maane,
Og smertebunden
I Muldet riste
Med sorte Gravkors
Dit kjære Navn,
Og synkende sukke:
"Vor Tid er forbi!"