Jacobsen, J. P. II

II

Paa en vis Maade førte Barnet Forældrene sammen igjen, for ved dets lille Vugge mødtes de altid i fælles Haab, i fælles Glæde og fælles Frygt; paa det tænkte de og om det talte de, lige gjerne og lige ofte, og saa var den Ene den Anden saa taknemmelig for Barnet og for dens Glæde over det og dens Kjærlighed til det.

Men der var dog vidt imellem dem.

Lyhne gik ganske op i sit Landbrug og i Sogneanliggender, uden dog paa nogensomhelst Maade at optræde som ledende eller endog reformerende; men han satte sig samvittighedsfuldt ind i det Bestaaende, saae til som en interesseret Tilskuer og gik med til de sindige Forbedringer, hans gamle Avlskarl eller Sognets Ældste efter nøje Overvejelse, meget nøje Overvejelse, foreslog.

De Kundskaber han i tidligere Dage havde erhvervet sig, faldt det ham aldrig ind at anvende; dertil havde han for lidt Tillid til det, han kaldte Theori og altfor stor Respekt for de, ved gammel Hævd, ærværdiggjorte Erfaringssætninger, som de Andre kaldte for det rigtig Praktiske. I det Hele taget var der 14 Intet hos ham, som tydede hen paa, at han ikke al sin Tid havde levet her og levet saaledes. Een lille Ting dog undtaget. Den nemlig, at han ofte i halve Timer kunde sidde stille paa et Led eller en Skjælsten og i sælsom vegetativ Betagenhed stirre henover den frodigt grønne Rug eller den gyldne, toptunge Havre. Det havde han andetstedsfra, det mindede om den gamle Lyhne, den unge Lyhne.

I sin Verden fandt Bartholine sig ikke tilrette paa den Maade, saadan straks, paa een Gang, uden Ophævelse og uden Famlen. Nej, først klagede hun gjennem hundrede Digteres Vers, saadan i al hin Tids brede Almindelighed, over Menneskelivets tusinde Skranker, Baand og Lænker; og snart var Klagen da klædt som den høje Vrede, der slynger sin Ordfraade mod Kejseres Troner og Tyrannernes Fængsler, snart som den rolige, medlidende Kummer, der seer Skjønhedens rige Lys vige bort fra en blind og trællesindet Slægt, kuet og byrdebrudt af Døgnets ideeløse Travlhed, og atter saa igjen var Klagens Ham kun som det stille Suk efter Fuglens frie Flugt eller efter Skyen, der sejler saa let mod det Fjærne.

Men hun blev træt af at klage, og Klagens irriterende Magtløshed æggede hende op til Tvivl og til Bitterhed; og ligesom visse Troende slaa deres Helgen og træder ham under Fødder, naar han ikke vil vise sin Magt, saaledes spottede hun nu den forgudede Poesi 15 og spurgte haanligt sig selv, om hun ikke nok troede, at den Fugl Rok med det Første vilde vise sig nede i Agurkebedet eller Aladdins Hule aabne sig under Gulvet i Melkekjælderen, og i barnagtig Cynisme morede hun sig med at gjøre sig Verden overdreven prosaisk, kaldte Maanen for en grøn Ost og Roserne for Potpouri, Altsammen med en Følelse af at hun hævnede sig, men ogsaa med en halvt ængstelig, halvt pirrende Fornemmelse af at det var Blasfemi.

Det Befrielsesforsøg, der heri forelaa, mislykkedes. Hun sank tilbage til sine Drømme, Drømmene fra hendes Pigetid, men der var den Forskjæl, at der nu intet Haab kunde lyse frem igjennem dem, og saa var der det, at hun havde lært, at det kun var Drømme, fjerne, daarende Luftsyn, som ingen Længsel i Verden vilde mægte at drage ned til hendes Jord, og derfor, naar hun hengav sig til dem nu, saa var det med Uro, og tiltrods for en bebrejdende Stemme i hendes Indre, der lod hende høre, at hun var som Drankeren, der veed, at hans Lidenskab er fordærvelig, og at enhver ny Beruselse er Kræfter tagne fra hans Svaghed og øget til Lidenskabens Kraft; men Stemmen lød forgjæves, thi ædru levet Liv, uden Drømmes lyse Last, var ikke Liv at leve - Livet havde jo netop kun det Værd som Drømmene gav det.

Saa forskjellige var den lille Niels Lyhnes Fader og Moder, de to venlige Magter, der, 16 uden at vide det, stred en Strid om hans unge Sjæl, fra det Øjeblik af, at der havde viist sig et Glimt af Intelligens at faa fat i; og jo ældre Barnet blev, jo stærkere blev Striden, thi jo rigere Valg blev der mellem Vaabnene.

Den Evne hos Sønnen, gjennem hvilken Moderen søgte at virke ind paa ham, det var hans Fantasi, og Fantasi havde han fuldtop af, men allerede som meget lille viste han, at der for ham var en meget betydelig Forskjel mellem den Fabelverden, der blev til paa Moderens Ord, og den Verden, der virkelig var; thi det hændte mer end elleve Gange naar Moderen fortalte ham Æventyr og skildrede hvor vaandefuldt Helten var stædt, at Niels, der slet ingen Udvej kunde finde af al denne Vaande, slet ikke kunde se, hvordan den skulde fjærnes, al denne Elendighed, der i en uigjennembrydelig Ring murede sig snevrere og snevrere op omkring ham og om Helten, ja, da hændte det mangen en Gang, at Niels pludselig trykkede sin Kind mod Moderens og med Taarer i Øjnene og bævende Læber hviskede: "det er da ikke virkelig sandt?" Og naar han saa havde faaet det trøstende Svar, han haabede paa, drog han et dybt Befrielsens Suk og hørte i velbehagelig Tryghed Historien tilende.

Men Moderen holdt egenlig ikke af denne Deserteren.

Da han var bleven for stor for Æventyrene 17 og hun ogsaa træt af at opfinde dem, fortalte hun ham, med smaa Tilsætninger, om alle de Krigens og Fredens Heroer, hvis Levnet egnede sig til at vise, hvilken Magt der boer i en Menneskesjæl, naar den kun vil det Ene, det Store og hverken lader sig skræmme modløs af Døgnets kortsynede Tvivl eller lokke ned i dets bløde, daadløse Fred. Paa den Tone gik Fortællingerne, og da Historien ikke havde Helte nok, der passede, valgte hun sig en Fantasihelt, for hvis Gjerninger og Skjæbne hun ganske kunde raade - ret en Helt efter hendes eget Hjærte, Aand af hendes Aand, ja, Kjød af hendes Kjød og Blod af hendes ogsaa. Et Par Aar efter Nielses Fødsel havde hun nemlig bragt et dødfødt Drengebarn til Verden, og det var ham hun valgte, det var Alt det, han kunde have blevet og kunde have udrettet, der nu førtes frem for Broderen i vildende Skiften, Prometheuslængsler, Messiasmod og Herkulesvælde, i naiv Travestering og ustyrlig Forvoksenhed, en Verden af Godtkjøbs-Fantasterier, der ikke havde mere Krop i sig af hvad Virkelighedens var, end netop det stakkels, lille Barneskelet, som gik i Muld og Trøske deroppe paa Lønborg Kirkegaard.

Niels tog ikke fejl af Moralen i disse Fortællinger, han indsaa fuldkomment, at det var foragteligt, at blive saadan som Menneskene var i Almindelighed, var ogsaa beredt til at give sig den haarde Skæbne, der var Heroernes, og led i Fantasien villigt under

        

18 de tærende Kampe, den stride Modgang, Miskjendelsens Martyrier og de fredløse Sejre, men det var ham alligevel en mageløs Forletning, at der var saa længe til - at det Altsammen først skulde komme, naar han blev stor.

Som en Nats Drømmesyner, Drømmetoner kan gaa igjen den vaagne Dag og i Taageform, Tonedis kalde paa Tanken, saa den ligesom lytter et flygtigt Sekund, undrende paa om det virkelig kaldte, saadan hviskede Forestillinger om hin drømmebaarne Fremtid dæmpet hen over Niels Lyhnes Barndomsdage og mindede ham sagtelig, men uden Ophør om, at der var en Grændse sat for denne lykkelige Tid og at den en Dag, en Gang ikke vilde være mere.

Bevidstheden herom affødte en Trang til at nyde Barndomslivet i hele dets Fylde, suge det ind gjennem alle Sandser, ikke spilde en Draabe, ikke en eneste, og derfor var der i hans Lege en Inderlighed, der dreves op til Lidenskab, under Trykket af den urolige Fornemmelse, at Tiden randt fra ham, uden at han havde faaet bjærget fra dens rige Bølger Alt, hvad den bragte, Bølge for Bølge, og derfor kunde han kaste sig til Jorden og hulke i Fortvivlelse, naar han en Fridag kjedede sig, fordi der manglede ham et eller andet, Legekammerater, Opfindsomhed eller Tørvejr, og det var ogsaa derfor at han saa nødig vilde i Seng, fordi Søvnen var det Begivenhedsløse, det fuldstændig 19 Fornemmelsesløse. Men det var ikke altid saaledes.

Det hændte, han løb træt og at hans Fantasi slet ingen Farver mer havde. Han følte sig da rent ulykkelig, følte sig alt for lille og elendig for hine ærgjerrige Drømme, ja, det syntes ham, at han var en uværdig Løgner, der frækt havde givet sig ud for at elske det Store og for at forstaa det, medens han i Virkeligheden kun kunde føle for det Smaa, medens han elskede det Dagligdags og havde alle, alle lavbaarne Ønsker og Attraaer lyslevende i sig, ja, det kom ham endogsaa for, at han havde Krybets Klassehad til det Ophøjede, og at han med Glæde vilde være med til at stene disse Heroer, som var af et bedre Blod end hans, og vidste at de var det.

I slige Dage skyede han sin Moder, og med en Fornemmelse af, at han fulgte et uædelt Instinkt, søgte han hen til Faderen og havde et villigt Øre og et modtageligt Sind for alle dennes jordbundne Tanker og drømmeløse Forklaringer. Og han følte sig saa vel hos Faderen, var saa glad ved at de var hinandens Lige og glemte næsten, at det var den samme Fader, som han ellers fra sit Drømmeslots Tinder havde seet ned paa med Medlidenhed. Det stod naturligvis ikke for hans barnlige Bevidsthed, dette, med den Klarhed og Bestemthed som det udtalte Ord giver det, men det var der Altsammen, ufærdigt, ufødt, i vag og u gribelig Fosterform; 20 det var som en Søbunds underlige Vegetation, seet gjennem blakket Is; slaa Isen i Stykker, eller drag det dunkelt levende frem i Ordenes Lys: det er det Samme der skeer, - det, der nu sees og nu gribes er, i sin Klarhed, ikke det Dunkle der var.