↩ Præsten blev jo længer jo alvorligere; han laa sammensunken ned i Stolen, men en Gang 20 imellem virrede han med Hovedet, saae bistert ud for sig og bevægede Læberne som om han talte; gestikulerede derhos med den ene Haand, ivrigere og ivrigere, indtil han kom til at trumfe i Bordet; saa faldt han sammen igjen med et forskrækket Blik over paa Erik Grubbe. Endelig da denne var kjørt aldeles fast i Skildringen af en over al Maade enfoldig Kokkedreng, fik Præsten sig rejst op og tog paa at tale med en dump, høitidelig Røst.