Jacobsen, J. P. Uddrag fra Samlede Værker I Udg. paa Grundlag af Digterens efterladte Papirer af Morten Borup

Faderens Frille, der herskede, som var hun Hjemmets Frue, kunde Marie ikke se uden at Alt, hvad der var i hende af Stolt og Besk, straks blev vakt. Dette grove, magtglade Bondefruentimmer havde saaret og pint hende saa ofte, at Marie end ikke kunde høre Lyden af hendes Trin, uden at hun straks og næsten ubevidst gjorde sig haard, blev trodsig og hadsk. Halvsøsteren, den lille Ane, var sygelig og forkjælet, Omstændigheder, der ingenlunde gjorde hende omgjængelig, og nu kom hertil, at Moderen overfor Erik Grubbe altid søgte at komme Marie tillivs igjennem hende.