↩ "Naadigste Herre! ædle Hr. Gyldenleu!" begyndte Præsten og nærmede sig Sengen, "vel veed jeg, I intet haver hørt til de enfoldige Vise eller vise Enfoldige, som haver havt Herrens Ord til deres idelige Støttestav og hans Hus til deres stadige Herberge, og skjøndt den Gud, der lader Tordenens Kartover drøne, ogsaa er den Gud, som holder Sejiens gyldne Palmer eller Nederlagets bloddryppende Cypresser i sin Haand, saa er det dog for Mennesken' om ikke til at undskylde, saa dog til at begribe, at den, hvem meget Folk er givet 85 at byde over og at foregaa med sit vaillante Exemple, kan for en Stund forgjætte at vi ere som idel Intet, som et svajende Siv, ja, som kraftløse Ymper i Verdens Skaberes vældige Hænder og at han daarligen tænker: dette haver jeg udrettet, denne Daad er en Frugt, som jeg haver bragt til Modenhed og til Fuldkommelse. Men, dyrebare Herre! nu I her er hvilendes paa Eders haarde Smertensleje, nu haver visseligen den Gud, som er Kjærlighedens huldrige Gud, oplyset Eders Forstand og tilvendet sig Eders Hjerte, saa at I med Angst og Bævelse haver lidet efter at bekjende Eders utoede Synder, at I med Fortrøstning kunde modtage den Naade og Tilgivelse, han med baade kjærlige Hænder rækker Eder i Møde til Anammelse. Angerens Orme med de hvasse Tænder ..."