Jacobsen, J. P. VIII

VIII

Saa fejret som Marie Grubbe var, saa mærkede hun dog snart, at var hun end kommen ud af Børnestuen, i de rigtig Voksnes Lag var hun dog ikke helt optaget. Saadanne unge Jomfruer blev dog altid trods alle Komplimenter og Smigrerier holdt nede paa en egen, underordnet Plads i Selskabet; det fik de at føle i Hundrede af Smaating, der hver for sig var ubetydelig nok, men som tilsammen dog betød en Del. Først var nu Børnene altid saa ubehageligt familiære niod dem og befandt sig saa drilagtig godt i deres Selskab, ganske som de vare deres Lige. Og saa Tyendet; der var en tydelig For skjel paa den Maade, paa hvilken den gamle Tjener tog mod en Frues eller en Jomfrues Kaabe, og en ganske lille Nuance i Pigens tjenstvillige Smil, efter som det var en gift eller ugift Dame, hun hjalp tilrette. Den kammeratlige Tone, som de pur unge Junkere tillod sig, var højst ubehagelig, og det ringe Indtryk, som fornærmede Blikke og iskolde Afvisninger gjorde paa dem, var til at fortvivle over. Bedst gik det med de yngre Kavalerer, thi selv naar de ikke var forelskede i En, saa 129 tog de dog de allersarteste Hensyn og sagde En det Smukkeste de kunde finde paa med en gallant Ærbødighed i Miner og Lader, som hæved En i Ens egne Øjne, men der var rigtignok kjedeligt mange, som man kunde mærke paa at de mest gjorde det for Øvelsens Skyld. Af de ældre Herrer var der nogle, der kunde være ganske utaalelige med deres overdrevne Komplimenter og spøgende Cour, men Fruerne var dog de værste, især de unge nygifte; det halvt opmuntrende, halvt aandsfraværende Blik, den lette, nedladende Sidebøjning af Hovedet og det Smil, lidt spottende, lidt medlidende, hvormed de hørte paa En - nej! det var oprørende. Saa var der ogsaa Forholdet mellem de unge Jomfruer selv; det skulde da heller ikke hæve dem; der var ingen Sammenhold mellem dem, kunde den ene berede den anden en Ydmygelse saa gjorde den det, de ansaa egenlig hinanden for rene Børn og kunde slet ikke som de unge Fruer komme ud af ved at omgaaes hinanden værdigt og med alle mulige Tegn paa udvortes Agtelse at omgive sig selv med et Skjær af Værdighed. Det var i det Hele slet ingen misundelsesværdig Stilling, og det var derfor ganske naturligt at da Fru Rigitze lod falde nogle Ord til Marie om at hun og hendes andre Frænder havde paatænkt en Forbindelse mellem hende og Ulrik Frederik, saa blev denne Meddelelse, uagtet Marie slet ikke havde tænkt paa at være indtaget i Ulrik Frederik, modtaget som et velkomment

        

130 Budskab, der aabnede store Bredder af fornøjelige Udsigter, og da der nu videre udmaledes hende, hvor ærefuld og fordelagtig en saadan Forbindelse vilde være, hvorledes hun vilde blive optaget i den snevrere Hofkreds, i hvilken Pragt hun vilde blive holdt og hvilken slagen Vej til Ære og Højhed, der laa Ulrik Frederik aaben som Kongens naturlige Søn og hvad mere var, hans erklærede Yndling, medens hun selv i sit stille Sind tilføjede, hvor smuk han var, hvor høvisk og beleven og forelsket, saa syntes det hende næsten, at hendes Lykke var for stor, og hun Hev ganske ængstelig ved Tanken om, at det dog kun endnu var Planer og løs Tale og løst Haab.

Men Fru Rigitze havde Grund at bygge paa; ikke alene havde Ulrik Frederik betroet hende sine Tanker og bedet hende være ham en god Talsmand hos Marie, men han havde ogsaa formaaet hende til at undersøge, hvorvidt det vilde være Dronningens og Kongens naadige Villie med, og de havde begge optaget det saare vel og givet deres Bifald, Kongen dog først efter nogen Betænkning.

Mellem Dronningen og Fru Rigitze, hendes fuldtro Veninde og meget betroede Dame, havde denne Forbindelse vistnok alt længere Tid været omtalt og bestemt, men Kongen lod sig foruden af Dronningens Overtalelser sikkert ogsaa bevæge af den Omstændighed at Marie Grubbe var saa rigt et Gifte, thi det var Kongen overhaands trangt med Penge,

131

og vel havde Ulrik Frederik Vordingborg i Forlehning, men hans Pragtlyst og Overdaadighed lod ham altid i Mangel, og Kongen var jo saa den, der var nærmest til at afhjælpe den. Da Maries Moder, Fru Marie Juul jo var død, vilde hun saasnart hun var gift faa sin Mødrenearv, og hendes Fader Erik Grubbe, var paa den Tid Ejer af Tjele, Vinge, Gammelgaard, Bigum, Trinderup og Nørbek Hovedgaarde, foruden Strøgods trindt omkring, saa der efter ham var en god Arv i Vente, tilmed da han havde Ord for at være en skrap Husholder, der Ingenting forødte.

Alt var jo saaledes vel, Ulrik Frederik kunde trøstigt bejle, og otte Dage efter St. Hansdag blev de da saa højtideligt trolovede.

Ulrik Frederik var meget forelsket, men ikke paa en saadan stormende, urolig Maade som da Sofie Urne var hans Hjærtes Tanke. En drømmende, blidt bevæget, næsten tungsindig Elskov var det, ingen livsmodig, rødmusset, frisk.

Marie havde fortalt ham sin lidet lystelige Barndomshistorie, og han elskede, drømmende at udmale sig hendes unge Lidelser med det samme medlidsfulde, lystne Velbehag, som gjennemstrømmer den unge Munk, der i sin Fantasi ser den skjønne, hvide Martyrkvinde bløde mellem Tornehjulenes hvasse Pigge. Saa var der Tider, hvor han plagedes af mørke Anelser om at det ikke vilde blive ham forundt at beholde hende, men at en tidlig Død vilde rive hende ud af hans favnende

132

Arme, og da kunde han fortvivlet tilsværge sig selv med dyre Eder, at han skulde bære hende paa Hænder og holde hvert giftigt Pust borte fra hende, at han skulde lede hver guldfarvet Stemnings Skjær ind i hendes unge Bryst og aldrig, aldrig volde hende Sorg.

Men der var ogsaa den Stund, hvor han hoverende jublede ved den Tanke, at al denne rige Skjønhed, hele denne forunderlige Sjæl var given ham i Vold som en død Mands Sjæl Vorherre, til at træde i Støvet om han vilde, til at opløfte naar han vilde, til at ydmyge, til at bøje.

At saadanne Tanker som denne kunde blive vakt hos ham, deri havde nu Marie tildels selv Skyld; thi hendes Elskov, om hun da elskede, var af en sælsom stolt og overmodig Natur. Det vilde kun være et dunkelt og halvsandt Billede, naar der sagdes, at hendes Kjærlighed til den afdøde Ulrik Christian havde været som en Indsø, pidsket, jaget og tumlet af Stormen, medens hendes Kjærlighed til Ulrik Frederik var at ligne ved den samme Sø ved Aftenstide, naar Vejret havde bedaget, spejlblank, kold og klar, og uden anden Bevægelse end Skumboblernes Bristen inde blandt Breddens dunkle Siv. Og dog vilde det paa en Maade være ret grebet, ikke blot i det, at hun var kold og rolig mod ham, men endnu mere deri, at alle de brogede, myldrende Drømme og Livstanker, som hin første Lidenskab havde havt i Følge, de blegnede 133 og luftedes bort i denne sidste Følelses magtløse Magsvejr.

Hun elskede jo nok Ulrik Frederik, men var det ikke mere fordi han var som den magiske Vaand, der slog Portene ind til Livets Herlighed og Pragt aabne for hende, og var det ikke mest Pragten, hun egenlig elskede?

Det kunde se ud undertiden som det var ikke saa. Naar hun i Skumringen sad paa hans Skjød og, akkompagnerende sig selv, sang smaa franske Arier for ham om Daphnis og Amaryllis, og da imellem standsede, og medens hun skjødesløst lod Fingrene lege med Citharens Strænge, lænede sit Hoved mod hans Skulder, da havde hun saa søde og elskovsvarme Ord for hans ventende, Øre, at ingen ret Elskov har dem sødere, og der var kjælne Taarer i hendes Øjne, som kun Kjærlighedens milde Uro dugger frem - og dog - kunde det ikke være at hun i Længsel, paa en svunden Følelses Minder byggede en Stemning op, der skjærmet af det milde Mørke, næret af det blussende Blod og de bløde Toner, narrede hende selv og gjorde ham lykkelig? For var det blot jomfruelig Blyhed, der ved Dagens Lys gjorde hende karrig paa Elskovsord, og utaalmodig ved Kjærtegn; eller var det blot Pigefrygt for at synes saa pigesvag, der lagde hende Spot i Øje og Haan paa Læbe, saa mangen en Gang, naar han bad om et Kys eller med Elskovseder vilde lokke det Ord fra hendes Mund, som alle 134 Elskere saa gjerne høre; hvoraf kom det da, at hun tidt og ofte, naar hun var 'alene og hendes Fantasi var bleven træt af for tusinde Gang at udmale sig Fremtidens Herlighed, kunde stirre saa haabløst og fortabt ud for sig, og føle sig saa uendelig ensom og forladt?

Lidt over Middag, sidst i August, red Ulrik Frederik og Marie, som saa ofte før, henad den sandede Vej langs Sundet udenfor Østerport.

Luften var frisk af en Formiddagsbyge, Solen i Spejl over Vandet, tordenblaa Skyer rullede bort i det Fjerne.

Saa rask som Vejen tillod red de frem, baade de og Lakejen i hans lange, karmoisinrøde Skjødefrakke. Forbi Haverne red de, hvor de grønne Æbler lyste frem mellem de mørke Blade, forbi de udspændte Bundgarn, paa hvis Traade endnu de blinkende Regndraaber hang, Kongens Fiskerhus forbi, med det røde Tegltag, og gjennem Limsyderens Gaard, hvor Røgen stod lige som en Støtte ud af Skorstenen. De spøgte og lo, smilte og lo og jog afsted.

Ved Gyldenlundskroen drejede de af og red gjennem Skoven lige efter Overdrup, hvorfra det saa i sindigt Ridt gik gjennem Krattet ned mod Overdrupsøens blanke Vandflade.

* 135

Store, ludende Bøge spejlede her deres grønne Løvtag i den klare Sø og saftigt Mosegræs og blegrøde Vandrølliker dannede en bred og broget Bræmme i Skjællet, hvor Skraaningen, der var brun af vissent Løv, faldt af mod Vandet. Oppe i Luften, under Bladhangets Skjærm, hvor en Lysstribe skjød ned gjennem det svale Halvmørke, hvirvlede Myggene i lydløs Dands; en rød Sommerfugl lyste der et Øjeblik, saa fløj den ud i Solskjær et ud over Søen, hvor staalblaa Guldsnaedde blinkede blankt gjennem Luften og jagende Gjedder drog hurtigt glidende Bølgelinier hen over Fladen. Fra en Gaard bag Krattet lød Hønsenes Kaglen derned, og paa den anden Side Søen kurrede Skovduerne under Dyrehavens kuplede Bøge.

De holdt Hestene an og lod deni langsomt pjadske ud i Vandet for at skylle de støvede Koder og læske deres Tørst. Marie holdt lidt længere ude i Vandet end Ulrik Frederik, med Tøjlerne slappe, for at Hoppen frit kunde bøje sit Hoved; i Haanden havde hun en lang Bøgegren, hvis Blade hun, et for et, rev af og lod falde ned i det nu smaat skvulpende Vand.

"Jeg tror, vi faar Torden," sagde hun og fulgte opmærksomt et svagt Vindpust, der ved sin hvirvlende Bevægelse frembragte runde, mørktkrusede Pletter ude over Søen.

"Lad os saa vende," raadede Ulrik Frederik.

"Ikke for Guld," svarede hun og drev pludselig sin Hest i Land,

136

I Skridtgang red de nu Søen rundt hen til Vejen og ind i Storskoven.

"Jeg gad vidst," sagde Marie, da hun atter følte Skovfriskheden paa sin Kind og længe i lange Drag havde indaandet dens Kjølighed, "jeg gad vidst," længer kom hun ikke, men saae med straalende Blikke op i det grønne Løv.

"Hvad gad du vidst, min Hjærte?"

"Jo, om Skovluft intet kan gjøre kloge Folk galne. - Aa, for de mange Gange jeg har løbet i Lindrøn Skov og holdt ved med at løbe længere og længere ind i det Allertykkeste og tætteste. Jeg var saa ellevild af Lystighed og sang af fuld Hals og gik og gik, rykked' Blomster op og kasted' dem igjen og hujed' efter Fuglene, naar de fløj op, indtil jeg saa lige med Eet blev saa underlig skræmt og sky, - aa, jeg blev saa beklemt og ulykkelig, og for hver en Gren, der knaged', foer det i mig, og min egen Røst, den var jeg næsten mere bange for end for alting Andet. Er aldrig det hændt dig?"

Men inden Ulrik Frederik kunde svare, begyndte hun at synge i vilden Sky:

"Jeg ganger mig i Skoven fro, Hvor Ælm og Abild gro,

Og smykker der med Roser to

Vel mine Silkesko.

For en Dands,

For en Dands,

For en Tralala,

For de røde, røde Bær paa den Hybengren!"

137

og alt imellem susede Pidsken ned over Hesten og hun lo og jubled og sprængte afsted, alt hvad Hesten bære kunde, henad en smal Skovsti, hvor Grenene fejede hen over hende og hendes Øjne funklede og Kinderne brændte, hun hørte ikke paa Ulrik Frederiks Raaben, Pidsken hvinede ned og afsted stod det med slappe Tøjler - Skummet sad i Flager paa hendes flagrende Skjørt, den bløde Skovjord haglede op om Hestens Sider og hun lo og hug med Pidsken i de høje Bregner.

Med Eet ligesom løftede Lyset sig fra Blad og Gren og flygted for et regntungt Mørke. Buskene raslede ikke, Hovslaget hørtes ikke: hun red frem over en lang Skovslette. Til begge Sider: Skovens Træer som en tung, mørk Ringmur; over hende: truende, sort Himmel med jagende, graaflossede Skyer; ligefor: Sundets skummelt blaasorte, taagebegrændsede Flade. Hun strammede Tøjlerne og det udmattede Dyr standsede villigt. I en stor Bue jog Ulrik Frederik forbi, svingede op imod hende og holdt snart ved hendes Side.

I samme Øjeblik slæbte som et tungt, graat, regnvædet Forhæng en Byge skraat henover Sundet; et iskoldt, fugtigt Stormpust susede frem over det flagrende Græs, peb forbi deres Øren og larmed som skummende Bølger i de fjerne Trætoppe. Store, flade Hagl raslede ned over dem i hvide Striber, lagde sig i Perlerader i Kjolens Folder, stænkede bort 138 fra Hestenes Manke og sprang og trilled omkring i Græsset, som myldred de op af Jorden.

For at komme i Ly, red de ind imellem Træerne, søgte ned mod Stranden og holdt snart udenfor "Stataf-Kroens" lave Døre.

En Karl tog Hestene, og den lange, barhovede Kromand viste dem ind i sin Storstue, hvor der, som han sagde, allerede var en Fremmed inde.

Det var Livsens Kortlied, og lian rejste sig straks for de Indtrædende og tilbød med et ydmygt Buk at rømme Stuen for det høje Herskab, men Ulrik Frederik bød ham huldsaligt at blive.

"I skal blive, Mand," sagde han, "og muntre os op i dette fortrædelige Herrens Vejr. Du skal vide, min Hjærte," og han vendte sig mod Marie, "at denne uanseelige Dværgemand er den vidtberømte Konlediantenspiller og 01stue-Hans-Wurst, Daniel Knopf, vel drillet i alle frie Kunster, saasom Dobbel, Fægtning, Drik, Fastnachtgalenskab og deslige, ellers agtbar og ærlig Kjøbmand i den gode Stad Kjøbenhavn."

Daniel hørte kun halvt denne Lovprisning, saa optaget var han af at betragte Marie Grubbe og af at formulere nogle ret artige Lykønskningsord, men da Ulrik Frederik nu med et drøjt Slag paa hans brede Ryg vakte ham, blussede hans Ansigt op af Harme og Undseelse og han vendte sig vredt imod ham, men tvang sig i det Samme og sagde med sit 139 koldeste Smil: "vi er vist intet nok drukne, Hr. Oberst."

Ulrik Frederik lo og puffede ham i Siden og raabte: "o, din Sakranients Gaudieb, vil din Helvedes Karl nu lade mig staa til Skamme som en usselig Pralere, der intet har Dokumenter at belægge sine storskryderiske Ord med? Tvi, tvi, for al den Del! er det Ret? har jeg intet de Snese Gange berømmet din Kunstfærdighed for denne ædelige Jomfru, saa hun tiere end tidt har ytret den største Forlængsel efter at se og høre dine vidtomspurgte Vidunderlighedskunster! I kan jo sagte agere lidt den blinde Cornelis Fuglefænger og hans fløjtende Fugle eller lege den Puds med den kranke Hane og den skrukke Høne!"

Marie tog nu ogsaa Ordet og sagde smilende, at det var som Oberst Gyldenleu sagde, at hun tidt og ofte havde længtes at erfare, hvad for Tidkort, hvad for fin og særdeles Skjæmt det var, der kunde holde de unge Cavalliers fast paa smudsige Ølkipper halve Dage og hele Nætter i Rad, og hun bad Mester Daniel, han nu vilde stille hendes Længsel og ikke lade sig for længe bede.

Daniel bukkede sirligt og sagde, at hvorvel hans ringe Pudserier mere vare skikkede til at give ørhovede Cavalliers en bekvemme Lejlighed til at brøle og stime endnu højere, end til saadan fin og skjøn Jomfru at amusere, saa vilde han dog fluks begynde, for at det aldrig skulde siges, at ham nogen Tid var noget af hendes skjønne Velbaarenhed befalet 140 eller ombedet, uden han jo det havde paa Stand exequeret og udført.

"Se nu!" sagde han med et helt andet Stemmelag og slængte sig ved Bordet med Albuerne ud til Siden, "nu er jeg en hel Forsamling af Eders Fæstemands velbaarne Kjendinger og synderligt gode Venner."

Han tog en Hoben Sølvdalere op af en Lomme, lagde dem paa Bordet, strøg Haaret ned i Øjnene og lod sin Underlæbe hænge dorskt ned.

"Dælen smelte mig!" drævede han og slog raslende med Pengene som det var Terninger, "er jeg intet velbaaren Erik Kaases ældste Søn for Ingenting! Hvad? vil din Skarnædere gjør' mig ubetroet? Ti slog jeg, Helved fortære mig, ti, saa det klingred'. Kan din Fæhund se? siger jeg. Jeg siger, kan du se, din tynde Negenøjenskarl, kan du? Eller skal jeg aabne din Bælg med min Stingendal, saa din Lever og Lunge kan se med? hvad, skal jeg? hvad! din Nøvt du er!"

Han sprang op og gjorde sig lang i Ansigtet:

"Høder du?" hvæsede han med nordskaansk Accent, "vet din Dræksjung hvem du høder? Tag mig hin Helvedes Fursta, slaar jeg din .. ."

"Nej, nej," sagde lian med sin rigtige Stemme, "det er sagte vel stor Lystighed at fange an med; nej, nu!" og han satte sig ned, støttede Hænderne helt ude paa Knæene som for at undgaa sin Mave, gjorde sig tyk og pluskjæbet 141 og fløjtede med rolig Betænksornhed, altfor langsomt, Visen om Roselil og Hr. Peder. Saa holdt han op, rullede forelsket med Øjnene og raabte kjælent:

"Poppegøj-e! lille Poppegøj-e," fløjtede igjen, men havde nu Vanskelighed ved samtidigt at trække Munden op til et indsmigrende Smil. "Lille Sukkerdukke!" raabte han saa, "lille Honningsnut! om til mig, lille Nus, om til mig! labe Vin, den lille Katunge? labe sød, sød Vin af lille Krus?"

Atter skiftede han Mæle, han lagde sig frem i Stolen, plirede med det ene Øje og redte med krogede Fingre i et langt, indbildt Hageskjæg.

"Bliv nu her," sagde han lokkende, "bliv nu her, skjøn Karen, aldrig skal jeg forlade dig og du maa heller aldrig forlade mig," og hans Stemme blev graadrusten, "vi vil aldrigen forlade hinanden, min leve, leve Hjærte, aldrig i Verden. - Gods og Guld og Ære og Ædeligheds Berømmelse og dyrebare Slægteblod! væk, bander jeg, væk! det er mig som Drank det og Bærmevalle. - Fine Jomfruer og Fruer! væk, siger jeg, du er mig hundrede Himmelhøjder bedre end som de, den Dejligheds Ting, du er. Fordi de har Vaabenskjold og Mærke, de! - skulde de være bedre for det? du har ogsaa Vaabentegn, har du saa! det røde Mærke paa din hvide Skulder, som Mester Anders har brændt med sit røde Jern, det er Adelstegn det; - jeg spier paa mit Skjold for at kysse det Mærke, det 142 gjør jeg, det regner jeg Skjold for - ja. For er der i hele Sjællands Land en adelig Kvinde saa dejlig som du er? spørger jeg - er der? - nej, der er ikke, ikke en Stump af en!"

"Det - det - det er Løgn at forstaa," raabte han med ny Røst, sprang op og gestikulerede henover Bordet, "min Fru Ide, at forstaa - din Hjadderkop - hun har Skabning, du, at forstaa - Lemmer - hun har Lemmer, siger jeg, din Rakkesvands ..."

Her vilde Daniel lade sig falde tilbage paa Stolen, men da Ulrik Frederik i det samme rev den bort, faldt han og trillede henad Gulvet. Ulrik Frederik lo som en Besat, Marie sprang hurtigt op, rakte begge sine Hænder ud som for at hjælpe Daniel op. Den Lille greb halvt liggende, halvt knælende Haanden og stirrede paa hende med et saa taknemmelighedsfuldt og hengivent Blik, at hun længe ikke kunde glemme det.

Saa red de hjem, og der var Ingen af dem, der tænkte paa at dette tilfældige Møde i "Statafkroen" skulde række længere end det havde rakt.